Sådan har du aldrig hørt Mø før

Her skulle der være en video, men du kan ikke se denDen er ikke tilgængelig, da den kan indeholde cookies, som du har fravalgt i dine indstillinger.

Så er det snart tid. På fredag udgiver sit andet album ‘Forever Neverland’, og nu har hun så sluppet det, som må formodes at være den sidste single inden affyring.

‘Blur’ er dog langt fra din typiske Mø-sang, hvis der findes sådan en. Den lyder ikke rigtigt som noget, Karen Marie Ørsted har udsendt før, og ‘Blur’ er i princippet tre forskellige ideer pakket ned i én sang.

Verset er præget af akustisk guitar og lyder næsten helt 90’er-indierocket – jeg tænker især på Pixies’ ‘Where Is My Mind’. Måske ‘Blur’-linjen »How do you fit it all in your mind?« er en decideret homage?

Så kommer omkvædet: Guitaren er væk, tempoet er nede, og i stedet får vi fyldige trommer og Mø, der med vocoder på vokalen laver sin bedste Imogen Heap anno ‘Speak For Yourself’.

Til slut i treenigheden kommer et instrumentalt stykke, hvor tempoet skrues helt i vejret – her er noget af den skæve electropop med bombastiske tendenser, vi kender Mø så godt for, men alt i alt er ‘Blur’ en mystisk sammensat popsang med tre ret forskellige elementer. Og det mener jeg faktisk på en god måde, for specielt de første to tredjedele af ‘Blur’ viser spændende sider af Mø.

Billedsiden til ‘Blur’ er lavet af Fryd Frydendahl og indeholder materiale af Mø til diverse photo shoots samt noget hjemmevideo af en dansende Karen.

Læs interview: Mø har ramt de 30: »Der er én ting, som er ret forfærdelig ved at blive ældre«

Sponsoreret indhold

Gå ikke glip af