The Weeknd sender en hilsen til kongen af spændingsfilm med ny musikvideo

The Weeknd sender en hilsen til kongen af spændingsfilm med ny musikvideo
The Weeknd i musikvideoen til 'Is There Someone Else?' (Foto: Screenshot)

The Weeknd har før bevist, at han er uhyre ambitiøs, når det gælder sine musikvideoer.

Hans videoer til ‘After Hours’ var én lang performance og historie, og hans musikvideoer til sidste års ‘Dawn FM’ iscenesatte også et ligeså æstetisk overlegent univers, denne gang sat i en semi-dystopisk verden af sort læder, blå farvetoner og med Jim Carrey som gæst.

Et år efter udgivelsen af ‘Dawn FM’ har The Weeknd netop udgivet endnu en musikvideo fra universet som akkompagnement til sangen ‘Is There Someone Else?’

Her skulle der være en video, men du kan ikke se denDen er ikke tilgængelig, da den kan indeholde cookies, som du har fravalgt i dine indstillinger.

Videoen sender en klar hilsen til alletiders mester i spændingsfilmgenren, Alfred Hitchcock, med sit markante fokus på voyeurisme. Der er også flere visuelle referencer til Brian de Palmas Hitchcock-pastiche, ‘Body Double’.

I videoen spiller The Weeknd en dobbeltrolle, både som den maskeklædte, jaloux voyeur og som fyren, hans elskede har forsikret ham om, at han ikke skal bekymre sig om.

På Soundvenue kårede vi ‘Dawn FM’ til et af sidste års bedste internationale album. Og vi kan se frem til endnu et stærkt år for The Weeknd i 2023. Han er nemlig aktuel i den ventede HBO-serie ‘The Idol’, og så lægger han desuden vejen forbi Danmark til sommer.

Sponsoreret indhold

Gå ikke glip af