Søndag nat den 25. april kulminerer en Awards Season, som bombesikkert vil stå mejslet i den kollektive filmverdens bevidsthed som et helt igennem usædvanligt år.
Usædvanlig må vi også formode, at selve uddelingen bliver. Bliver showet en sejr for fantasi og kreative løsninger, eller bliver det en lang nats Zoom-rejse mod dag?
Der synes ikke at være så meget at rafle om, når det kommer til aftenens hovedpriser for film og instruktør. Til gengæld vil de færreste nok turde vove pelsen og på forhånd udskrige en sikker vinder i kategorierne for bedste kvindelige hovedrolle og birolle.
Det er (næsten) altid muligt at udpege en favorit i enhver given kategori, men charmen ved Oscar er jo, at overraskelser (små eller større) finder sted hvert eneste år. Kunsten er et lodde stemningen og vove pelsen: I hvilke kategorier tør man gamble?
Jeg satser på, at samtlige otte bedste film-nominerede film vinder mindst én pris i løbet af aftenen. Det er måske en kende (for) altruistisk af mig. Det vil vise sig.
Lad os nu tage hovedspringet ud i samtlige 24 kategorier:
Bedste film
Hvem vinder: ’Nomadland’
Alternativt: ’The Trial of the Chicago 7’
Sidste år skrev jeg, at jeg »uden at ryste på hånden« turde forudsige, at ’1917’ ville vinde for bedste film. Og hvordan gik det lige med det?
Så, altså, med fare for at skyde min egen troværdighed helt i smadder, lægger jeg nok en gang hovedet på blokken og siger med fast stemmeføring: ’Nomadland’ vinder en Oscar for bedste film 25. april.
Chloé Zhaos film om omrejsende sæsonarbejdere i en gennemhullet amerikansk økonomi har vundet stort set alt på sin vej frem mod The Big Night: en Golden Globe for bedste dramafilm, Critics’ Choice Award for bedste film, PGA og DGA (de to største branchepriser) samt en BAFTA for bedste film.
Dens nærmeste konkurrenter er handicappet på forskellig vis – ’The Trial of the Chicago 7’ er ikke nomineret for bedste instruktør, ’Minari’ er ikke nomineret for bedste klipning etc. – men det vigtigste forhold er den kumulative effekt af de sejre, som Chloé Zhaos film har støvsuget igennem en sæson, hvor der aldrig rigtigt har materialiseret sig skyggen af et seriøst backlash vendt imod filmen:
’Nomadland’ er simpelthen bare ikke den type film, man kan hive gennem mudderet, dertil er den for kritikerrost, for anti-establishment, for seriøs og for sober. Og så er den produceret, instrueret, klippet og skrevet (adapteret) af en kvinde med asiatisk baggrund – på den måde scorer filmen gode point også i diversitetsregnskabet.
’The Trial of the Chicago 7’ har vundet SAG’s ensemblepris, en af de tre store brancheforbundspriser. 17. april tog Aaron Sorkin endnu en mellemstor skalp i form af prisen for ’bedste klipning i en dramafilm’ ved ACE Eddie Awards, filmklippernes forbund.
Opbakning fra klipperne og fra skuespillerne (Akademiets største medlemskontingent) åbner en smal sti for en samlet sejr.
Nogle spekulerer også i, at det viser svaghedstegn, at ’Nomadland’ ikke vandt ASC’s (filmfotografernes forbund) hovedpris i weekenden, men hvad siger det så om hovedkonkurrenten – ’The Trial of the Chicago 7’ – at den heller ikke vandt?
Jeg ryster ikke på hånden, når jeg erklærer: Det vil være en meget stor overraskelse, hvis noget kan vælte ’Nomadland’.
Bedste instruktør
Hvem vinder: Chloé Zhao (’Nomadland’)
Alternativt: ?
Aftenens vel nok sikreste pris går til Chloé Zhao, der har støvsuget samtlige priser i kategorien, siden kritikergrupperingerne tilbage i december begyndte at overdynge hende med udmærkelser. Senest vandt hun hos BAFTA og DGA.
DGA og BAFTA gik andre veje end Oscar sidste år ved at pege på Sam Mendes for ’1917’, mens Oscar pegede på Bong Joon-ho, jovist. Men sidste år var der tale om en reel duel mellem to film frem til målstregen. I år er det svært at se en konkurrent i slipstrømmen af ’Nomadland’s camper van af en skridsikker kampagne.
Zhao vil blive den kun anden kvinde, der vinder prisen for bedste instruktør (Kathryn Bigelow blev den første, for ’The Hurt Locker’, i 2009).
Bedste mandlige hovedrolle
Hvem vinder: Chadwick Boseman (’Ma Rainey’s Black Bottom’)
Alternativt: Anthony Hopkins (’The Father’)
Joaquin Phoenix (’Joker’) vandt en formentlig meget sikker Oscar sidste år. Phoenix vandt alle nævneværdige forløberpriser på sin vej frem til Oscar.
Helt så gelinde har Bosemans posthume færd ikke været. Godt nok har han vundet Golden Globes og SAG, men Riz Ahmed (’Sound of Metal’) triumferede ved Critics’ Choice Awards, og Anthony Hopkins vandt hos BAFTA.
Især BAFTAs omfavnelse af Hopkins – der utvivlsomt leverer varen og mere til som demensramt enkemand i ’The Father’ – kan måske få nogen til skifte hest i sidste øjeblik, men jeg tror nu ikke for alvor, Bosemans kroning er truet.
Det narrativ, der har klæbet til Bosemans karismatiske og energiske præstation i ’Ma Rainey’s Black Bottom’ siden efteråret, er for stærkt til at blive afmonteret på grund af briternes valg af en stærkt respekteret hjemmebaneveteran (om Hopkins, der er waliser, betragter London som sin hjemmebane, er nok mere tvivlsomt).
På amerikansk grund er jeg ikke for alvor i tvivl om, at Boseman vil hive trofæet i land – om end afgørelsen nok bliver (lidt) tættere end som så.
Bedste kvindelige hovedrolle
Hvem vinder: Carey Mulligan (’Promising Young Woman’)
Alternativ: Viola Davis (’Ma Rainey’s Black Bottom’)
Så er vi kommet til aftenens helt store neglebider: Fire forskellige kvinder – hvoraf alle fire er nomineret til Oscar’en – har vundet de fire vigtigste forløberpriser. Andra Day (’The United States vs. Billie Holiday’) vandt hos Golden Globes, Carey Mulligan vandt en Critics’ Choice Award, Viola Davis vandt SAG (SAG elsker Viola Davis – det var hendes femte statuette på tværs af film og tv-kategorierne), og Frances McDormand (’Nomadland’) vandt BAFTA.
Typisk ville jeg være tilbøjelig til at tilskrive SAG og BAFTA størst betydning. Men BAFTA gik i år over til at lade en specialjury udpege de nominerede til skuespillerkategorierne for at sikre større diversitet (hvilket resulterede i 16 ikke-hvide nominerede ud af 24). Den manøvre kostede Carey Mulligan en sikker nominering. Eftersom ’Promising Young Woman’ var en af aftenens store vindere hos BAFTA, er jeg ikke et sekund i tvivl om, at Mulligan havde vundet BAFTA’en, hvis juryen ikke havde haft andre tanker (læs: repræsentation af minoriteter) på dagsordenen.
Reelt anser jeg derfor kampen om Oscar’en som et primært tæt anliggende mellem Mulligan og SAG-vinder Davis.
’Ma Rainey’s Black Bottom’ er ikke nomineret for bedste film, det er ’Promising Young Woman’. ’Ma Rainey’s Black Bottom’ vinder formentlig Oscar-statuetter for hår og make-up, for kostumedesign og for Bosemans mandlige hovedrolle.
Jeg har en anelse svært ved at se, at en film, der end ikke kunne mase sig ind i bedste film-kategorien, skulle snuppe begge hovedrollepriser (og dermed fire Oscars i alt). I sidste ende er det dén følelse, der får mig til at gå med Mulligan (der ydermere har den lille fordel, at hun aldrig har vundet en Oscar – og Akademiet er lidt mere karrig end SAG i forhold til at honorere gengangere som Davis).
Helt glemme Andra Day skal man dog ikke: Nok modtog ’The United States vs. Billie Holiday’ middelmådige anmeldelser – og filmen er kun nomineret for Days præstation – til gengæld leverer hun en præstation, der på papiret synes som skræddersyet til Oscar: En ikonisk sangerinde med et liv præget af misbrug og konflikt. Det virkede ret godt for Renee Zellweger (som Judy Garland i ’Judy’) sidste år.
BAFTA-vinder McDormand?
Nej, McDormand vinder ikke sin tredje hovedrolle-Oscar i år, når det tog Meryl Streep næsten 30 år (og et hav af nomineringer) at vinde sin anden hovedrolle-Oscar (og tredje i alt). Særligt da ikke, eftersom McDormand står til at vinde en Oscar senere på aftenen som producer på ’Nomadland’.
Akademiet er uden tvivl begejstret for McDormand – as they should be! – men så begejstret? Næppe.
Bedste mandlige birolle
Hvem vinder: Daniel Kaluuya (’Judas and the Black Messiah’)
Alternativ: Sacha Baron-Cohen (’The Trial of the Chicago 7’)
Daniel Kaluuya har vundet alle de fire vigtige forløberpriser (Golden Globes, Critics’ Choice, SAG og BAFTA). Det er svært at forestille sig, at Akademiet skulle se andre steder hen, når man ydermere medtænker, at bedste mandlige birolle på papiret fremstår som filmens nok eneste chance for at hive en pris hjem.
Jeg ser en lille – meget lille – åbning for Sacha Baron-Cohen. Af flere grunde. Dels er ’The Trial of the Chicago 7’ en populær film i årets kapløb (de fleste eksperter har den placeret på en – fjern – andenplads i bedste film-kategorien), dels risikerer Sorkins film at blive overset over en bred kam, hvis den ikke vinder enten her, for bedste originalmanuskript eller for bedste klipning, og – måske væsentligst – en stemme på Baron-Cohen er ikke kun en stemme på hans præstation i Sorkins film, men for mange medlemmer måske også en anledning til at anerkende spændvidden af Baron-Cohens talent med tanke på ’Borat Subsequent Moviefilm’, der er nomineret i et par fremtrædende kategorier (kvindelig birolle, adapteret manuskript).
Bedste kvindelige birolle
Hvem vinder: Youn Yuh-jung (’Minari’)
Alternativ: Glenn Close (’Hillbilly Elegy’)
Evigt Oscar-forsømte Glenn Close mod en for mange ukendt koreansk veteran, der spiller med i en amerikansk indie-produktion, men uden at tale stort andet engelsk end vendingen ’ding dong broken’ (med henvisning til sit amerikaniserede barnebarns tissemand)?
Hmm, umiddelbart ligger den lige til Closes højreben.
Men Close er i spil for en type rolle i en type film, der for mange lugter af en kende for kalkuleret, måske ligefrem underlødig, Oscar-madding. Kritikerne har ikke haft mange pæne ord at sige om den universelt nedrakkede ’Hillbilly Elegy’ – der i sandhed heller ikke er nogen god film – så med mindre Close i medlemmernes øjne simpelthen må belønnes, før det er for sent, så tror jeg mere på Yuh-jung, der præsterede ret charmerende (og lidt spydige) takketaler, da hun vandt henholdsvis en SAG Award og en BAFTA.
Kombinationen SAG-BAFTA er svær at argumentere imod, men Close-faktoren er feltets store ubekendte. Måske Akademiet som et udslag af kollektiv dårlig samvittighed over at have hevet statuetten så godt som ud af Closes faste greb i 2018-sæsonen kan finde på at give hende en statuette på to års afstand?
Det vil ikke være første gang, at en stor stjerne spises af med en Oscar for en af sine mindre gode roller (bare spørg Julianne Moore, Al Pacino, Morgan Freeman, Leonardo DiCaprio, Paul Newman… og mange andre).
Bedste originalmanuskript
Hvem vinder: ’Promising Young Woman’
Alternativ: ’The Trial of the Chicago 7’
Aaron Sorkin positionerede sig som frontrunner i kategorien, da han vandt ved Golden Globes (GG elsker Sorkin – han vandt for sit manuskript til ’Steve Jobs’, selvom filmen end ikke blev Oscar-nomineret).
Men siden da er ’Promising Young Woman’ kommet stærkt fra baghjul. Ikke alene snuppede Emerald Fennell en instruktørnominering for næsen af Aaron Sorkin, men siden da har ’PYW’ vundet priser for bedste originalmanuskript hos Critics’ Choice Awards, WGA (manuskriptforfatternes eget forbund) og BAFTA.
Det var ret oplagt, at Fennell ville vinde på hjemmebane hos BAFTA, men jeg føler mig nu ret overbevist om, at et flertal af Akademiets efterhånden mangfoldige medlemsskare vil se mere perspektiv i en Oscar til Fennell. Hun er så udpræget det mere ’friske’ valg.
Bedste adapterede manuskript
Hvem vinder: ’The Father’
Alternativ: ’Nomadland’
Som nævnt indledningsvist, er kunsten ved Oscar-forudsigelser at gætte, hvor Akademiet træffer forudsigelige beslutninger, og hvor de afviger fra vejviseren. Jeg satser på, at kategorien for adapteret manuskript kan være det sted, hvor Akademiet træffer en (mildt) overraskende beslutning.
På papiret er ’Nomadland’ nemlig naturlig favorit, eftersom den er (stor) favorit i bedste film-kategorien.
Jeg ser dog en mulig åbning til konkurrenterne – særligt ’The Father’ – deri, at ’Nomadland’ synes selvskreven i kategorierne for film og instruktør, og derfor vil mange måske mene, at den vil blive rundhåndet belønnet, uden at de også behøver pege på den her.
’Borat Subsequent Moviefilm’ vandt kategorien hos WGA, men her var hverken ’Nomadland’ eller ’The Father’ i spil, da hverken Chloé Zhao eller Florian Zeller er medlemmer af forbundet (hvilket er en forudsætning for at være valgbar).
’Nomadland’ har vundet for sit manuskript hos Critics’ Choice Award og den prestigefulde manuskriptpris hos USC Scripter Award, en mere ’elitær’ pris end WGA, da den uddeles af en komite nedsat af University of Southern California. USC Scripter er traditionelt en mindst lige så troværdig Oscar-strømpil som WGA, måske endda i højere grad, eftersom organisationen ikke udelukker kandidater a la WGA.
Når jeg alligevel tror på, at Zellers ’The Father’ kan triumfere, hænger det sammen med, at filmen vandt BAFTA’en, selvom ’Nomadland’ vandt for både film og instruktør. Det er langt fra utænkeligt, at Akademiet vil følge BAFTAs eksempel. Mon ikke mange medlemmer vil føle, at Zhao også personligt vil blive rigeligt belønnet med statuetterne for film og instruktør? At give hende priser også for manus (og klipning, som hun også er nomineret for) er måske lige i overkanten.
Der har gennem årene været flere eksempler på, at en bedste film-vinder har tabt i manuskriptkategorierne: ’The Shape of Water’ tabte for eksempel til ’Get Out’, mens forhåndsfavoritten ’La La Land’ tabte til ’Manchester By the Sea’ (og som bekendt tabte til ’Moonlight’ i hovedkategorien).
I begge de tilfælde var der tale om, at den mere ’litterære’ film vandt Oscar’en. Og ’The Father’ – baseret på Zellers eget teaterstykke – er en mere klassisk litterær bearbejdning end ’Nomadland’, der er baseret på en dokumentarisk skildring i bogform.
Et andet forhold, der kan tale til ’The Fathers’ fordel er, at filmens måske bedste mulighed for at tage en pris er i denne kategori. Det tror jeg, at en del medlemmer har blik for, når de afgiver deres stemme.
Bedste animerede film
Hvem vinder: ’Soul’
Alternativ: ’Wolfwalkers’
’Soul’ er storfavorit. Den vandt hos Golden Globes og hos BAFTA. Senest vandt den en ACE Eddie Award for bedste klipning af en animationsfilm.
Var afgørelsen alene et spørgsmål om anmelderroser, var sagen en anden: ’Wolfwalkers’ har hentet forrygende kritik. Men at besejre Pixars Oscar-satsning svarer til som turist at bestige Mount Everest hurtigere end en trænet sherpa. Det er stejlt op ad bakke.
Bedste internationale film
Hvem vinder: ’Another Round’ (Danmark)
Alternativ: ’Quo Vadis, Aida?’ (Bosnien)
BAFTA pegede på ’Druk’ (’Another Round’), selvom den var oppe imod Oscar-bedste film-kandidaten ’Minari’ (som BAFTA ligesom Golden Globes placerede i fremmedsprogskategorien).
Når ’Druk’ kan slå ’Minari’, der med lidt god vilje kan betegnes som en dark horse i Oscars bedste film-kategori, så er det svært at se, hvilken film der skal true den i Oscar-øjemed, hvor ’Minari’ jo ikke optræder som en kandidat, da den er en amerikansk produktion (hvor der altså overvejende tales koreansk).
Hvis man skal finde et enkelt historisk eksempel på, at en mere populær, publikumsvenlig og ’let’ film tabte til en kandidat med langt mindre bevågenhed, men som signalerede den rette dosis gravitas, ja så kan man pege på 2000-kapløbet, hvor franske ’Amelie’ meget overraskende tabte til bosniske ’No Man’s Land’.
’Druk’ er blandt andet oppe imod en meget kritikerrost, bosnisk film – ’Quo Vadis, Aida?’ – fyldt til randen med den form for gravitas, der naturligt følger en fremstilling af borgerkrig… gulp!
Nej, ærligt talt: ’Druk’ er stor (hvis ikke ligefrem meget stor) favorit.
Bedste dokumentarfilm
Vinder: ’My Octopus Teacher’
Alternativ: ’Collective’
Akademiet har truffet nogle populistiske valg i denne kategori gennem årene, som for eksempel i årene 2005 og 2006, hvor titler som henholdsvis ’March of the Penguins’ og ’An Inconvenient Truth’ vandt, eller 2013, hvor den let behagesyge ’20 Feet From Stardom’ slog mesterværket ’The Act of Killing’.
’My Octopus Teacher’ er åbenbart for mange en så livsbekræftende affære, at den er blevet en stor succes for Netflix. Det er fornylig blevet bekræftet deri, at den har vundet prisen som bedste dokumentar hos BAFTA, PGA (producernes forbund) og senest ACE (filmklippernes forbund).
Det ligner en cakewalk for ’My Octopus Teacher’.
Hvis man er til dybdeborende journalistik i filmdokumentarisk form, vil man ærgre sig, for eksempelvis rumænske ’Collective’ fortjener al den hæder, den kan trække.
Bedste fotografering
Hvem vinder: ’Nomadland’
Alternativ: ’Mank’
BAFTA hædrede ’Nomadland’. Det samme gjorde Critics’ Choice Awards.
Jeg tror, Akademiet følger trop, selvom det tekniske håndværk er i top hos konkurrenten ’Mank’, hvilket blev understreget, da fotografernes eget forbund, ASC, pegede på Eric Messerschmidt (’Mank’), da det som det sidste af de større brancheforbund uddelte sine priser søndag 18. april.
Nu består Akademiet dog af andet end fotografer. Og når det skal hele afgøres med et simpelt flertal blandt alle Akademiets medlemmer, tror jeg, bedste film-favoritten ’Nomadland’ trækker det længste strå.
Bedste klipning
Hvem vinder: ’The Trial of the Chicago 7’
Alternativ: ’Sound of Metal’
Kategorien for klipning er ofte at ligne med en form for ’mini-bedste film’-kategori, da det er oplagt at mene, at den film, man overordnet synes bedst om, er en film, der også er klippet til noget nær perfektion.
Da ’Nomadland’ er klart i førersædet i topkategorierne, vælger jeg dog – ligesom i tilfældet med kategorien for bedste adapterede manuskript – at gå med et af alternativerne.
’The Father’ er bestemt en mulighed også for klipning, da klipningen er en afgørende del af filmens rytme, der følger den demensramte hovedpersons perception af en konstant omskiftelig virkelighed.
’Sound of Metal’ vandt en BAFTA til sin danske klipper, Mikkel E. G. Nielsen, og er i den forstand en form for sideordnet favorit.
Jeg satser dog på ACE Eddie Awards-vinderen i kategorien, ’The Trial of the Chicago 7’, der formmæssigt hviler på en klassisk dyd ud i klippemetieren: tilstedeværelsen af sideløbende fortællertråde, der vikles ind og ud af hinanden. Man kan anføre, at meget klipning ikke er lig med god historiefortælling. Og i tilfældet ’The Trial of the Chicago 7’ er klipningen alene et udtryk for manuskriptmæssige valg – snarere end inspirerede valg foretaget i klipperummet. Men det menige Akademimedlem kan næppe se forskel.
Hvis ikke Sorkins film vinder her, kan den meget vel gå tomhændet hjem fra festen. Jeg hælder til, at det kan blive dén afgørende detalje, der sikrer filmen en Oscar (’Sound of Metal’ er klar favorit for bedste lyd, så det er ikke lige så magtpåliggende for medlemmerne at stemme på den her).
Bedste originalscore
Hvem vinder: ’Soul’
Alternativ: ’Minari’
’Soul’ har vundet de vigtigste forløberpriser i kategorien, senest også hos BAFTA.
Det giver den en klar favoritværdighed, der måske kun bestyrkes derved, at Ross/Reznor er nomineret to gange – således også for ’Mank’.
Det mest sentimentale score – på den fede måde – er ’Minari’, som jeg tror mange af os, der har set filmen, har gået og nynnet med på siden.
Hvis god filmmusiks primære rolle er at hive følelserne helt frem i bevidstheden – og samtidig har den indbyggede eftereffekt at forbinde erindringen om en film med dens lydside – så er ’Minari’ en stærk outsider.
Bedste originalsang
Hvem vinder: ‘Speak Now’ (‘One Night in Miami’)
Alternativ: ’Io Si’ (’The Life Ahead’)
Endnu et år, endnu et sløjt felt til bedste sang-kategorien. Det har man ligesom lært at leve med. Det har måske ligefrem sin egen charme, lidt a la charmen ved at se østeuropæiske Melodi Grand Prix-bidrag.
Dianne Warren er som sædvanlig i spil – det er hun altid – og hvis det skal være, skal det måske være i år, hvor hun ikke er oppe imod en stor etableret stjerne a la Lady Gaga eller Elton John, men bare en række sange, der matcher hendes eget bidrags eklatante middelmådighed.
Jeg tipper dog i sidste ende bidraget fra ’One Night in Miami’, da associationen til Sam Cooke sikkert tager kegler. Leslie Odom Jr., der spiller Sam Cooke i filmen – og som er nomineret til bedste mandlige birolle for sin præstation – synger på nummeret.
Det er nok Regina Kings films eneste chance for at vinde en Oscar (på fire nomineringer) – det vil der sikkert også blive skævet til.
Bedste production design
Hvem vinder: ’Mank’
Alternativ: ’Tenet’
Feltet til production design indeholder ikke store spillere i bedste film-kategorien a la sidste år, hvor alle favoritterne også konkurrerede indbyrdes i denne helt centrale håndværkskategori.
I år er ’Mank’ – sammen med ’The Father’ – ene om at være repræsenteret fra øverste lag, og jeg tror da også, at David Finchers film står med overmåde gode muligheder for at vinde. Der er så også en meget reel chance for, at det bliver filmens eneste Oscar ud af en høst på hele 10 nomineringer (selvom der også er muligheder i fotografering og, måske, kostumedesign).
’Mank’ vandt BAFTA’en i kategorien og en Critics’ Choice Award oveni hatten. Mon ikke Akademiet følger trop?
Bedste kostumedesign
Hvem vinder: ’Ma Rainey’s Black Bottom’
Alternativ: ’Emma’
BAFTA og Oscar plejer at følge hinanden i kostumekategorien. Det tror jeg også, de gør i år. ’Ma Rainey’s Black Bottom’ har domineret kategorien i løbet af Awards Season med sejre hos netop BAFTA og Critics’ Choice Awards toppet med branchespecifik hæder i form af prisen ved kostumedesignernes eget forbund, CDGA.
En mulig overraskelse kunne komme fra ’Emma’ (eller måske ’Mank’).
Bedste lyd
Hvem vinder: ’Sound of Metal’
Alternativ: ’Soul’
For første gang uddeles der kun én lydpris. Dermed er besværet – eller fornøjelsen – ved at skulle skelne mellem lydmiksning og lydklipning en saga blot.
Spørgsmålet er så, hvad Akademiets medlemmer fokuserer mest på, når de skal stemme i én kategori for første gang? Det musikalske (’Soul’), det periodeindkapslende (’Mank’) eller det buldrende og actionfyldte (’Greyhound’)?
Jeg er ret overbevist om, at en fjerde mulighed, ’Sound of Metal’, skiller sig positivt ud i dette år 1 for den nye samlede lydkategori. Alene filmens titel antyder, at lyd spiller en helt central rolle. Det er et virkeligt effektivt lyddesign, der præger Darius Marders indie-produktion, hvor vi følger en næsten døv musikers kamp for at finde en ny vej i tilværelsen, i takt med at karrierevejen og de dertil forbundne drømme må opgives.
’Sound of Metal’ vandt både en BAFTA i kategorien og prisen fra CAS (Cinema Audio Society), der er faggruppens egen pris.
Ved at give prisen til ’Sound of Metal’ sikrer Akademiet sig også, at den bedste film-nominerede film (med i alt seks nomineringer) ikke går tomhændet hjem (den har også moderat gode chancer i klipning, bør det tilføjes).
Bedste visuelle effekter
Vinder: ’Tenet’
Alternativ: ’Midnight Sky’
’Midnight Sky’ vandt hovedprisen, da VES – visuel effekt-forbundet – offentliggjorde sine priser 8. april. I 10 ud af de sidste 18 årgange har VES’ vinderfilm matchet med Oscars vinderfilm.
Jeg tror dog alt andet lige, at Akademiet ønsker at sige ’kom igen!’ på en venlig måde til Christopher Nolan for ’Tenet’, der døde en hurtig død ved de genåbnede biografluger i sensommeren. ’Tenet’ var kanariefuglen, der blev sendt ned i kulminen – og ikke kom levende op dernedefra.
BAFTA- og Critics’ Choice Award-vindende ’Tenet’ er også alt andet lige den mest prestigiøse titel i kategorien. Det kan nok betale sig, når Akademiet som helhed skal afgive en stemme i en kategori, som nok ikke alle medlemmer har en særlig stærk holdning til.
Bedste hår og make-up
Vinder: ’Ma Rainey’s Black Bottom’
Alternativ: ’Mank’
’Ma Rainey’ vandt en Critics’ Choice Award og en BAFTA i kategorien, og da hår-og-make-up-artisternes eget forbund uddelte priser for nylig, vandt filmen også hovedprisen. Den ligner med andre ord en ret sikker frontrunner.
Kortfilmkategorierne
Liveaction: ’Two Distant Strangers’
Animation: ’If Anything Happens I Love You’
Dokumentar: ’A Love Song for Latasha’