Cobblestone Jazz

Den ene tredjedel af Cobblestone Jazz, Mathew Jonson, er i den grad blevet båret frem af de rigtige mennesker. Lad os namedroppe blandt andre dj/producer Ricardo Villalobos og Richie Hawtin – gatekeepere til det søde liv i clubscenens svar på Olympen – der begge har holdt hånden over den unge producerspire med lydlandskaber i widescreen, da han kan mere end at presse ensfarvet technojuice ud af en firefjerdelspuls.

Det har han som soloartist gjort klar for enhver på over en vinyl-ep’er, mens han sammen med landsmændene Danuel Tate og Tyger Dhula har han dannet crossover-ensemblet Cobblestone Jazz og udgivet nogle få ep’er og nu et helt album. De har opbygget deres renommé sten for sten, plade for plade, men skuffelsen melder sig: ’23 Seconds’ er mere flødeskumslounge, end forventet.

Deep-house, Fender Rhodes og jazzimprovisationer virker først optimalt, når det får kant og kontraster at læne sig op ad. Pladens ti skæringer er, modsat, klangligt set så meget meterlang Amagerhylde, at det overgår Carl Craigs Innerzone Orchestra-projekt i kedsomhed.

Modsat åndsfællen Matthew Herbert, eller Jamie Lidell for den sags skyld, har trioen ikke udfordret sig selv. De har ikke taget kampen med vokalister eller andre mod- og medspillere, hvor kompromiser rent faktisk kan give kunstneriske resultater. Kun på ‘Peace Offering’, hvor der ligger akkurat ryger et par futuristiske Prince-inspirationer ind i lydbilledet, mens bassen vrider sig yderst sexet, få smilemusklerne til at pumpe. Resten er proteinløs og skuffende kunsttechno.