Ladyhawke

Newzealandske Pip Brown går balancegang på sit solo-debutalbum. Sangerinden med det film-inspirerede kunstnernavn har nemlig spændt en line direkte fra 80’ernes kitschede synthpop og rock og frem til nutidens voksende forkærlighed for det syntetiske årti og pop generelt.

Her prøver hun så at tage det bedste fra ligesindede kvinder som Cyndi Lauper, Kim Wilde og Stevie Nicks med frem til 2008, mens 80’ernes mange forliste forfærdeligheder brænder under hende. Og hendes tidsrejsende balancegang lykkedes for det meste. Specielt fordi Brown selvfølgelig har givet sine trommer og beats lidt mere tyngde og sine synth lidt mere kant.

Når flammerne fra undergrunden til tider alligevel napper hende i haserne, som på de to afsluttende numre ‘Crazy World’ og ‘Morning Dreams’, er det, fordi den tyngde og kant er glemt, og tempoet sat ned, så det hele bliver lidt for kedeligt og popklistret.

Til gengæld er ‘Magic’, ‘Manipulating Woman’ og de to singler ‘Back of the Van’ og ‘Paris Is Burning’ klokkeklare pophit, der bæres frem af håndklap, luftig synth, guitarriffs, fængende melodier og Browns afstemte og rene vokal.

Og så er det ikke svært at glemme alt om Europe og Taylor Dayne og bare tage benvarmerne på og slå håret ud. I selskab med Ladyhawke har 80’erne nemlig klaret den svære balancegang frem til 2008.