Damien Jurado

Den lettere mystificerende titel på Damien Jurados nye album dækker over en form for sci-fi-koncept (se også albumcoveret), som det kan være svært at finde hoved og hale i. Det er nu heller ikke afgørende for at nyde musikken, der udgør sangskriverens hidtil mest eklektiske og arrangementsmæssigt ambitiøse udspil.

Jurado startede ud med en relativt spartansk americana i slutningen af 90’erne, hvor hans nøgne, ofte hjemsøgte stemme var ledsaget af en ensom guitar eller klaver – mest effektivt på ’Ghost of David (2000) og ’Where Shall You Take Me?’ (2003). Nu om dage samarbejder han konsekvent med Shins-multiinstrumentalisten Richard Swift, hvilket har givet Jurados karriere og tilgang til musikken et interessant skub. Sangene på dette album er således ornamenteret med strygere, synths, dybt vuggende basgange foruden hektisk percussion.

Jurado kommer vidt omkring: Et lettere caribisk anslag tilført blippende synths og spirallerende korstemmer på ’Silver Timothy’, latin-percussion på ’Silver Donna’ og et stykke opdateret psykedelisk rock på ’Return to Maraqopa’. Det er alt sammen noget, der holder lytterens opmærksomhed fanget, og Jurado skal have ros for at have viljen til at udvide sin palet med så mange nye farver.

Ikke desto mindre er det sigende, at han som sangskriver stadig mest effektivt kommer til sin ret i de mere nedbarberede indslag, såsom ’Silver Katherine’, ’Silver Joy’ og den smukke ’Metallic Cloud’, hvor fokus er på hans stemme og poesi. Under alle omstændigheder er Jurado på tredje årti et dybt vedkommende bekendtskab, der fortjener en udbredt lytterskare.