Howler

Da Howler poppede op på det musikalske landkort for et par år siden med debuten ‘America Give Up’, fokuserede de fleste anmelderrøster ret enøjet på, hvor meget Minneapolis-kvintetten ønskede sig at blive de nye The Strokes. Eller The Vaccines for den sags skyld.

En skam, egentlig, for på egen hånd er Howler et virkelig kompetent rockband, men desværre ligger sammenligningerne stadig i foruroligende grad lige til højrebenet på ‘World of Joy’ – trods tabet af femte medlem, Jay Simonson, som siden er gået solo under navnet France Camp, og frontmand Jordan Gatesmiths forsikringer om, at albumtoeren skulle være inspireret af Yardbirds og de mere psykedeliske Stones-skiver.

Læs anmeldelse: Howler ‘America Give Up’

Så skulle man tro, at man havde overstået namedroppingen, men på den positive front overrumpler Howler, når de lader deres åbenlyse britiske indflydelser skinne igennem. Som på førstesinglen ‘Don’t Wanna’, hvis guitarer skingrer og skærer, som var de deserteret fra et af de tidlige The Jesus and Mary Chain-album for at danse kinddans med Gatesmiths hjerteknuser af en sang – eller som på ‘Here’s the Itch that Creeps Through My Skull’, hvis ringlende guitarer leder tankerne hen på en vis Johnny Marr. Måske ‘Don’t Wanna’ netop leverer ledetråden til dét link med linjen »You don’t have to listen to The Smiths if you don’t want to«.

Så jo, musikhistoriens vingesus strømmer igennem Howlers tilsammen fire kroppe. Men der er hjerte og sjæl bag den hårde garagerock-revivalist-filt, og nok til at man kan tilgive vildfarelser som ‘Drip’ og titelnummeret, der begge bare er på vej nowhere fast.