Chuck Berry er død – rockens gudfader blev 90 år

Chuck Berry er død – rockens gudfader blev 90 år
Foto: Marc Andrew Deley/Getty Images

En af de mest indflydelsesrige skikkelser i rockhistorien er gået bort.

Lørdag middag lokal tid blev Chuck Berry fundet livløs i sit hjem i Missouri, og trods genoplivningsforsøg blev han kort efter erklæret død. »Politiet i St. Charles County må desværre bekræfte tabet af Charles Edward Anderson Berry Sr., bedre kendt som den legendariske musiker Chuck Berry«, lyder det i en officiel udtalelse.

Chuck Berry blev 90 år gammel.

Berry var med til at definere og popularisere rock’n’roll-musikken fra genrens begyndelse. Han slog igennem med singlen ‘Maybelene’ i 1955 og siden fulgte hits som ‘You Never Can Tell’, ‘Johnny B. Goode’, ‘No Particular Place To Go’ og ‘Roll Over Beethoven’.

’You Never Can Tell’ blev brugt i den berømte dansescene mellem John Travolta og Uma Thurman i ‘Pulp Fiction’, og sidstnævnte blev desuden indspillet af The Beatles. John Lennon har udtalt: »Hvis rock’n’roll skal hedde noget andet, kan man ligeså godt kalde den for Chuck Berry«.

Som guitarist og showman har Berry ligeledes sat sit aftryk. Rolling Stones’ Keith Richards har sagt, at han spiller guitar og skriver riffs baseret på Chuck Berrys spillestil, ligesom rocklegendens karakteristiske ‘duck walk’-moves lever videre hos Angus Young, når han optræder med AC/DC.

Berrys karriere strakte sig over syv årtier, og han blev hædret med både en Lifetime Achievement Grammy og en indlemmelse i The Rock and Roll Hall of Fame. Han var aktiv lige til det sidste og havde blandt andet et nyt album i støbeskeen.

Selv om hans sidste koncert i Danmark, på Værket i Randers for tre år siden, tydeligt viste alderens spor, kan hans betydning som en af de absolutte nøglefigurer i rockhistorien ikke overvurderes.

Sponsoreret indhold

Gå ikke glip af