I dag, 4. september, fejrer nogle amerikanere den årlige Labor Day, mens andre fejrer verdens uofficielt vigtigste helligdag – Beyoncés fødselsdag.
Sangerinden fylder i år 36, og da Jay-Z sent i går gav koncert til sin egen Made In America-festival i Philadelphia, fik han publikum til at ønske sin Queen-B tillykke med en fødselsdagssang. Først den sædvanlige ‘Happy Birthday’-sang og dernæst Stevie Wonders fødselsdagsklassiker med samme titel. Beyoncé var mødt op for at støtte Jay-Z og søsteren Solange under deres optrædener på festivalen, og med sig havde hun datteren Blue Ivy.
Sidste år fejrede Beyoncé sin halvrunde fødselsdag med en kæmpe 70’er-inspireret Soul Train-fest, hvor den stjernespækkede gæsteliste indeholdt navne som Serena Williams, Usher, Alicia Keys og mange andre. Det bliver spændende at se, hvordan hun har tænkt sig at toppe den i år, men vi forventer at se en kavalkade af overdådige B-day-billeder i morgen.
Tjek Jay-Z’s fødselsdagssang til Beyoncé ud herunder plus mor Tina Knowles’ søde fødselsdagshilsen på Instagram.