På Bremen Teater gav tre dragende sirener liv til Gangers hyldest til kvinden
Gangers idiosynkrasier har på bemærkelsesværdig vis ført dem op i dansk popmusiks højere luftlag. De sofistikerede koncepter, symbolladede samples og uforudsigelige kompositoriske venstresving er gået op i en overbevisende højere enhed på de to album ‘Mørk’ og ‘Tro’, som efter planen følges op af ‘Pisk’ dette efterår.
Kvartettens koncert på Bremen – deres første i hovedstaden i år – bød ikke på smagsprøver fra det afsluttende led i trilogien, men den præsenterede et band, som arbejder benhårdt på at overføre de konstruerede albumuniverser til en liveopsætning, der giver mening for materialet.
Løsningen denne aften bestod i et stilfuldt, men smidigt scenesetup, hvor de i livesammenhæng seks medlemmer kunne rokere rundt på en række små podier, omgivet af hvide tyldekorationer og skulpturer.
Det understøttede fint musikkens performative tilsnit og lod de tre sangere Ninna Lundberg, Mille Mejer Djernæs Christensen og Isabella Dayyani stråle.
Fuldt fortjent, for de kraftfulde kvindelige soloer og vokalharmonier var også denne aften Gangers trumfkort, hvad end der var tale om Lundbergs storladne åbningsvers på ‘Tsunami’ eller den ekspressive kollektive præstation på ‘Gud, det svinger’. Som tre dragende sirener gav de liv til ‘Tro’-albummets hyldest til kvinden.
Imens Lundberg og Dayyani bevægede sig i simple, men insisterende koreografier forrest på scenen, og Mejer Djernæs håndterede synths og basguitar, tog den kreative mastermind Thomas Bach Skaarup sig af synths, sang og smånervøse, løfterige monologer om glæden ved at spille i København.
Der var noget lidt febrilsk over frontmanden denne aften, som da han under ‘Honey’ tabte sin mikrofon. En bestemt tilgivelig detalje – faktisk kunne jeg godt savne mere hengiven og løssluppen slinger i Gangers veludførte vals. Der er noget meget samvittighedsfuldt over bandets fremtræden, som til tider mere tenderer højskolemusical end musikalsk højspænding.
Alt dette kan Ganger arbejde med. Ude af deres hænder og kontrol var til gengæld den højlydte raslen fra Bremens loft under de mere bastunge sange. Skønt spillestedet modarbejdede de dygtige musikere og deres indsats for at skabe en organisk koncertoplevelse, udgjorde ’Bye Bye’ og ‘Nebula Bat’ heldigvis en medrivende og indlevet finale.
Kort sagt:
Gangers kraftfulde kvindelige soloer og vokalharmonier forførte på Bremen. Et stilfuldt og smidigt scenesetup understøttede på vellykket vis de avancerede popsange, som nu blot skal ryste samvittighedsfuldheden af sig.