’The Voices’

’The Voices’
2 6
Spillefilm
Instruktion

Marjane Satrapi

Medvirkende

Ryan Reynolds, Gemma Arterton, Anna Kendrick, Jacki Weaver

Spilletid

107 min.

Premiere

Den 30. april

Stream filmen:

Se 'The Voices' hos Blockbuster

’The Voices’ er en original og kærkommen særling, som desværre ikke fungerer. I biografen tænkte jeg på, at vi til videoaften i VHS-tiden ville have betragtet filmen som en dristig kultperle. Men det er lang tid siden.

Jerry (Ryan Reynolds) bor i en nydelig ungkarlelejlighed og arbejder på en badekarsfabrik, og alt er (lidt for) pænt og farverigt som i en børnefilm af Wikke & Rasmussen. Og så hører han stemmer. Han taler også med stemmerne gennem sine kæledyr, en godmodig vovse og en sarkastisk kat, som uforklarligt har en Mike Myers-agtig overdrevet skotsk accent. Stemmerne hjælper på ensomheden, men Jerry prøver samtidig at kæmpe imod, for han ved egentlig godt, at stemmerne kommer fra ham selv, og så er man jo ikke normal.

På trods af sin akavede facon lykkes det Jerry at fremstå mystisk og attraktiv for de kvindelige kolleger fra regnskabsafdelingen. Han kaster sin kærlighed på den engelske pige Fiona (Gemma Arterton), og livet begynder at se lysere ud for den plagede, men sympatiske Jerry.

Annonce

Herfra kunne ’The Voices’ have været en sorthumoristisk romantisk komedie med et twist af skizofreni, men instruktør Marjane Satrapi (’Persepolis’) vil føre os meget længere ud. En ulykke fører til et mord, og snart befinder vi os i en sær ’Dr. Doolittle’/’American Psycho’-hybrid. I filmens bedste scene lytter Jerry endelig til sin psykiater (Jacki Weaver) og tager sin antipsykotiske medicin. Han vågner i sin lejlighed og ser verden, som den i virkeligheden er. Ikke noget kønt syn.

’The Voices’ vil det hele, og de mange toneskift er modige valg, men det forhindrer også filmen i at fungere fuldt inden for de genrer, den veksler imellem. Den går ikke all in og bliver komisk kitschet som ’Gys i blomsterbutikken’, og filmen holder sig tilbage, så det ikke bliver depraveret som hos David Lynch.

For at bevare sympatien for Jerry har det været nødvendigt at gøre hans handlinger lidt mere uheldige, end troværdigheden kan klare. Satrapi forlader sig på vupti-jeg-havde-en-kniv-i-hånden og hovsa-du-landede-uheldigt-med-hovedet for at sløre, hvorvidt Jerry myrder ved et uheld, eller om det er udtryk for en dybereliggende trang. Forståeligt nok. Hvis Jerry etableres som ensidig dræberpsykopat, som bare vil dræbe og kun forhaler processen med projiceret samvittighed, så ville det ikke være sjovt længere, og uden komikken er der kun en halvsløj gyser tilbage.

Så alle midler bruges for at bevare komikken, og dermed har jeg nok fundet svaret på, hvorfor katten taler med fjollet skotsk accent. Men det giver det ikke mere mening af.


Kort sagt:
Den skizofrene Jerry (Reynolds) taler med sine kæledyr i denne sorthumoristiske film, hvor blandingen af gys og komik desværre ikke fungerer. Alligevel er jeg glad for, at ’The Voices’ eksisterer. Man skal være meget stivnakket for at ville frarøve verden en så unik, sær og charmerende fejlslagen film.

Læs også: Ben Kingsley overtager Ryan Reynolds’ krop i ‘Self/Less’