’Versailles’
Da jeg læste, at ’Versailles’ fra Canal+ var Frankrigs dyreste serie, blev jeg straks skeptisk. Højt budget er ikke nogen garanti for høj kvalitet i min bog (se bare ’1864’), men der skal selvfølgelig penge til at lave en overbevisende periodeserie som ’Versailles’, der er centreret omkring Louis XIV’s tidlige regeringstid og konsolidering af magten.
I seriens start opholder den 24-årige Louis XIV sig i sin fars ’jagthytte’ (egentlig mere et palæ) i landsbyen Versailles 20 km uden for Paris. Året er 1667, Louis’ spanske kone Maria Theresia – et ægteskab der blev indgået som forsegling af en fredsaftale – er højgravid med parrets andet barn, endnu en søn forhåbentlig. Louis’ mor, som har ledet Frankrig for sin mindreårige søn, er netop død, og Louis må nu konsolidere sin magt og autoritet som Frankrigs regerende konge, og slås med en adelsstand og et embedsvælde, som har deres egne agendaer.
Men Louis vil ikke være en kransekagefigur, han har en vision om et storslået Frankrig og sig selv som dets halvguddommelige regent. Louis har haft en vision om et prægtigt slot i Versailles, som skal bringe hæder og ære til kronen, men som også skal centralisere magten væk fra hovedstaden Paris.
I seriens første to afsnit præsenteres hovedaktørerne, og linjerne i magtspillet om hoffet trækkes op. Louis XIV spilles med stor karisma af George Blagden (’Vikings’, ’Les Miserables’), der indfanger både rollens forførende udstråling og listige snarrådighed. Over for ham står blandt andet den trofaste tjener Bontemps (Stuart Bowman) og broren Monsieur, der både kan være old school maskulin, queer i dametøj og give blowjobs til adelsmænd og er i det hele taget en herligt mangefacetteret karakter.
I slottets kælder arbejder kongens spionmester og hans kumpaner under credoet ’information er magt’, når de holder regnskab med, hvilke adelsfruer der menstruerer, og hvem der er gravide, forsigtigt åbner og genlukker adelens brevkorrespondance og selvfølgeligt torturerer snigmordere og forrædere for oplysninger.
Det er et godt cast, og der er en tilfredsstillende udvikling og fremdrift i intrigerne og det royale magtspil. Serien har kigget grundigt på ’Game of Thrones’ og dennes tilgang til emnet (og ikke mindste de bare bryster, som kommer efter tre minutter i ’Versailles’), og historiske serier som ’Elizabeth I’ og ’Rome’ og deres tilgang til det faktuelle stof, som fundamentalt skal være i orden uden at komme i vejen for den gode historie.
De ellers så tidstypisk pudrede parykker, hvide makeup og falske skønhedspletter er skiftet ud med et mere naturligt look. Louis bærer sit lange sorte hår løst, med et lille overskæg, så han ligner – man tør næsten ikke sige det – en rigtig hipsterkonge.
Det anakronistiske gør sig også gældende i soundtracket, som er lavet af den elektroniske musiker NOIA, som blandt andet leverede musik til Xavier Dolans ’Mommy’. Det fungerer ok, selvom jeg til tider synes, det clasher med billedsiden og nok egentlig havde foretrukket et traditionelt klassisk score. M83’s super storladne støjpop fungerer til gengæld rigtigt godt til den flotte titelsekvens, hvor gåsehuden ubønhørligt melder sig. Ikke helt ulig ’Marie Antoinette’s brug af new wave og post-punk.
Efter sigende er 12 procent af budgettet blevet ædt af kostumeafdelingen, og det er ikke en dårlig prioritering i en tid, hvor klæder i den grad skabte folk, og hvor den forfængelige Monseiur klandres for at have brugt 50.000 på et par sko.
Produktionsværdien er i det hele taget høj og yderst tilfredsstillende, der veksles mellem gyldent-grønne scener indenfor i adelens gemakker og udenfor på den veltrimmede grund og mørke og gritty scener om natten, på gaderne og hos proletariatet.
Kort sagt:
’Versailles’ nytænker ikke serieformatet, men det er en helstøbt periodeserie, der imponerer med højt håndværk i både skuespil, manuskript og scenografi, hvilket gør serien et bekendtskab værd. Det er en god skæbnetung episk stemning, og George Blagden gør det glimrende som Louis XIV.