Det bedste:
1. Større fokus på Saul-siden
I sin spæde fase havde ’Better Call Saul’ svært ved at træde ud af moderserien ’Breaking Bad’s mægtige skygge, men da Jimmy McGill aka Saul Goodman så småt begyndte at søsætte sine scams, fandt serien sin stemme.
Sæson 2 lagde fra land med mere af det samme: McGill som småfusker på jagt efter lette bytter i stramme jakkesæt. Specielt han og Kim Wexlers takedown af den omvandrende øresnegl fra ’Breaking Bad’s første sæson var et studie i tålmodig spændingsopbygning – med en særligt pebret flaske tequila som trumfkort.
At McGill senere gav den ærlige advokatgerning et sidste skud i firmaet Davis & Main, var en naturlig udvikling, men jobskiftet tog ingenlunde fokus fra det frydefulde småsvindleri, fordi advokaten aldrig fandt sig til rette bag mahogniskrivebordet og endte med at fjante sig til en fyreseddel.
’Better Call Saul’ er bedst, når McGill er værst.
2. En ekstraordinært groovy montage
Apropos McGills lyssky metoder var montagen med den oppustelige reklamesøjle, viltert groovende i New Mexicos hede vind, en af Vince Gilligans mest geniale idéer til dato – medregnet ’Breaking Bad’.
McGill indser, at han må skaffe sig en fyreseddel for at slippe af med stivstikkerne fra Davis & Main og samtidig beholde sin klækkelige bonus. En plan tager form, da den kulørte reklamesøjle spejles i hans bilrude og fanger hans blik: Han beslutter sig for at smide hæmningerne og skeje ud i det hidtil mest effektive forvarsel om ’Breaking Bad’-alter egoet, Saul Goodman.
Musik og klipning skaber en rytmisk drøm af en montage, fyldt med støjende juicepressere, sækkepiber og jakkesæt i alle regnbuens farver – plus pink – mens den oppustelige vildbasse danser lystigt videre.
Anden sæson af ’Better Call Saul’ er i det hele taget et bevis for, at Vince Gilligans visuelle øje er uden sidestykke i serieland. Hovedforfatterens evne til at indfange sine karakterers indre i simple ting – evighedskugler, post-it-sedler, haveslanger – er slet og ret uforlignelig.
3. Mike viser svaghed
Nogle gange virker det, som om Mike Ehrmantraut er bragt til live med det simple formål at hidkalde hujen på sofasæderne. Han er så forbandet cool, at resten af den kriminelle underverden ligner grønskollinger til sammenligning.
Men hvor bistre miner og pistolblær er tilstrækkeligt i perifere roller, må den fejlfrie facade slå sprækker, når man løftes til toppen af plakaten. Første sæson garnerede Mikes hårdkogte ydre med et solidt stænk sårbarhed, da tabet af hans søn satte sig dybe spor og lod hævngerrigheden flamme, men i anden sæson møder den garvede gangster for første gang sin overmagt i Hector Salamanca og co.
Først slår hans plan om at sabotere Hectors transport af stoffer grueligt fejl – han er direkte skyld i, at en uheldig forbipasserende må lade livet – og senere trumfes han på taktisk snilde, da hans bilhorn og en sigende besked (»don’t«) ominøst beder ham fjerne riffelsigtet fra Hector.
Blikket, der følger, har vi aldrig set før: Det er frygt i reneste form.
4. Chuck trækker i arbejdstøjet
Så meget af første sæson forsvandt i Chuck McGills hule, hvor den tidligere stjerneadvokat søgte ly for al elektromagnetisk stråling. I hans mest patetiske stunder tog man sig selv i at ønske ham død og borte, både fordi klagesangen blev for skinger, men også fordi de utallige anfald fik lillebror McGill til at skrue ned for sine luskede planer i en blanding af ærefrygt og broderpligt.
Derfor var det tiltrængt, at Chuck mandede sig op og så solen i øjnene i en anden sæson, hvor den mangeårige rivalisering mellem McGill-familiens sønner blev sat på spidsen. Man havde indtryk af, at regelrytteren trak i arbejdstøjet igen for at sænke sin uvorne lillebror én gang for alle – at det var selve motivationen for hans genopstandelse.
Uanset hvad var det forfriskende, at han lagde afstand til sit hjemmelavede mørklægningskammer og satte fødderne på slagmarken i Hamlin-Hamlin-McGill.
5. Fænomenal dosering af baggrundshistorier
Klodsede årsagssammenhænge er dødssynd nummer ét for prequels.
Med sine adskillige flashbacks balancerer ’Better Call Saul’ på kanten af TMI-grøften, men falder aldrig i, fordi Gilligan og co. respektfuldt behandler Jimmys liv som en mosaik, hvor brudstykkerne er sigende uden at være udtømmende.
Mens Chucks beskrivelse af brorens fatale forræderi over for deres far klogeligt leveres uden visuelt akkompagnement – og i øvrigt farves af fortællerens tvivlsomme pålidelighed – er flashbacket, hvor en ung Jimmy lurer en scam artist, mens faderen roder rundt i hans net, en troværdig tilføjelse til portrættet.
Fortiden rummer traumer og personlige vendepunkter, men ingen isolerede årsager. Som da moderen på dødslejet hvisker Jimmys navn til Chuck før sit sidste åndedrag: Det er ikke grunden til brødrenes ulmende konflikt, men stikpillen sveg og har ikke just udglattet uenighederne.
6. Wexler stepper up
Kim Wexlers sammenbidte arbejdsraseri har til tider reduceret hende til et stift corporate tool, men i anden sæson løsrev hun sig omsider fra Hamlins jerngreb og udforskede sig selv uden for den dydige sti.
Først assisterede hun Jimmy i hans svindlerier, og siden sagde hun definitivt nej til chefer og rigide regler og sprang ud på gyngende grund med sin lurendrejer-kæreste som delvis partner. Hendes oprørske glæde slog sprækker i hendes ansigts robuste murværk og løftede hende – gud ske tak og lov – ud af rollen som Jimmys bedrevidende voice of reason.
Beskrivelsen af hendes opvækst i en afsondret landsby var samtidig dejligt underfortalt. »Jeg ønskede ikke en fremtid på den lokale tankstation«, forklarer hun til en jobsamtale. »Hvad ville du så have?« »Mere«.
Det var netop det, vi fik af Kim Wexler i anden sæson: Mere.
Det værste:
1. Tuco Salamanca
Det føltes, som om ’Better Call Saul’ underskrev sin egen dødsdom, da Gilligan og co. lod Tuco Salamanca titte hovedet frem i starten af første sæson. På det tidspunkt havde skaberne ikke besvaret millionspørgsmålet: Hvorfor ikke bare holde lapperne væk fra ’Breaking Bad’ og lade den mesterlige moderserie stå i egen ret?
At Tuco meldte sig på banen i spinoff-serien, var nærved provokerende, fordi det sidste, man ønskede, var mere af det samme. Den letantændelige, cokesniffende bulldog fungerede upåklageligt i ’Breaking Bad’s hårdkogte gangstermiljø, men portrættet af ham er færdigmalet: Han sniffer coke, går amok og stirrer folk olmt i øjnene. Intet nyt under New Mexicos sol.
Hans cameo i anden sæson er bedre, fordi han bruges som brik i en af Mikes udspekulerede planer, men Gilligan vrider en tør klud, når han nok engang vier hele scener til Tucos sælsomme afhøringsmetoder. Ja, han er uhyggelig. Videre.
2. For meget elektroallergi i sæsonfinale
Dele af første sæson stod i stampe, fordi den dramatiske fremdrift druknede i Chucks (måske?) selvindbildte sygdom, og mens stjerneadvokaten mandede sig op i store dele af anden sæson, mistede også sæsonfinalen pondus i lampernes morderiske skær.
Det virker til tider, som om Gilligan og de hyrede instruktører har forelsket sig i de virkemidler, der indkapsler Chucks ubehag: De skærende lydeffekter, det dirrende kamera, overeksponeringen. Mens vi ventede på det store vendepunkt, der gør McGill til Goodman, blev vi spist af med et mindre antiklimaks, hvor Chuck jamrede og gjorde Jimmy til underdanig væbner på ny.
Da elektroallergien for alvor syntes at tage overhånd, tog stjerneadvokaten dog røven på sin lillebror og lagde op til et juridisk blodbad i tredje sæson. Det var en stærk afsluttende cliffhanger i en samlet set glimrende sæson.