Kæmpeskandale ved Oscar – den forkerte film annonceret som vinder

Kæmpeskandale ved Oscar – den forkerte film annonceret som vinder
Foto: Andrew H. Walker/Getty Images

Der var få minutter tilbage af Oscar-showet, og alle var klar til at sige farvel med hovedprisen for bedste film til storfavoritten, Damien Chazelles musical ‘La La Land’.

Og sådan gik det også – i første omgang: Legenderne Warren Beatty og Faye Dunaway uddelte prisen til ‘La La Land’, som sendte hele holdet på scenen. Tre producere holdt deres takketaler, men pludselig var der en underlig rumsteren i baggrunden. Det kulminerede i, at producer Jordan Horowitz måtte tilbage til mikrofonen og meddele: »Der er sket en fejl. ‘Moonlight’ vandt prisen. Det er ikke en joke«.

Forvirringen var total, men ‘La La Land’-holdet gik af scenen, og op kom ‘Moonlight’-folkene i stedet. Beatty greb mikrofonen og forklarede, at der havde stået »Emma Stone, ‘La La Land’« på kuverten, som han gav videre til Dunaway, som læste filmtitlen op. Noget tyder på, at de to presenters ved en fejl har fået overrakt kuverten med bedste kvindelige hovedrolle, der var blevet uddelt kort tid forinden.

Affæren må betegnes som en af de største skandaler i Oscar-showets historie, men som vært Jimmy Kimmel bemærkede, før han lukkede udsendelsen efter den kaotiske afslutning: »Jeg ved ikke, hvad der skete. Jeg skyder skylden på mig selv. Men husk at det bare er et prisshow«.

Se klippet her – og tjek samtlige Oscar-vindere HER.

Her skulle der være en video, men du kan ikke se denDen er ikke tilgængelig, da den kan indeholde cookies, som du har fravalgt i dine indstillinger.
Sponsoreret indhold

Gå ikke glip af