Mads Mikkelsen tilslutter sig sci-fi-film med ’Spider-Man’- og ’Star Wars’-stjerner

Mads Mikkelsen tilslutter sig sci-fi-film med ’Spider-Man’- og ’Star Wars’-stjerner
Foto: Kevin Winter / Getty Images

2016 var et stort internationalt år for Mads Mikkelsen, der havde bærende roller i to af de største filmfranchises nogensinde – ’Star Wars’ og Marvel. Og Danmarks sværvægter udi skuespilfaget er bestemt ikke færdig med Hollywood. ­

Mads Mikkelsens nyeste projekt er netop blevet annonceret, og han fortsætter sit markante indtog i Hollywood med en skurkerolle i Doug Limans (’Edge of Tommorow’, ’The Bourne Identity’) kommende sci-fi-film ’Chaos Walking’.

Filmen, der er baseret på første del af forfatter Patrick Ness’ bogserie af samme navn, udspiller sig i en dystopisk verden uden kvinder, hvor alle kan høre hinandens tanker.

Hovedrollerne indtages af de unge supertalenter Tom Holland (’Spider-Man: Homecoming’) og Daisy Ridley (’Star Wars: The Force Awakens’), der sandsynligvis er den eneste overlevende kvinde, efter en bakterie har udryddet kvindekønnet.

Desuden er det den mesterlige manuskriptforfatter Charlie Kaufman (’Being John Malkovich’, Adaptation’), der har svunget pennen som medforfatter på filmen, hvilket markerer den første gang, at den ukronede arthouse-konge flirter med det kommercielle Hollywood.

Selvom ’Chaos Walking’ allerede begynder optagelserne i denne måned, må vi væbne os med tålmodighed. Filmen forventes først at udkomme i de amerikanske biografer i starten af 2019.

Indtil da kan vi se frem til et ordentligt skud Mads Mikkelsen i thrilleren ’Arctic’, hvor han spiller en mand, der bliver fanget på Nordpolen og ser sig nødsaget til at forlade sin lejr og begive sig tværs over Arktis i et desperat forsøg på at finde hjælp. Den forventes i biograferne i løbet af 2018.

Læs også: Mads Mikkelsen spiser pølse med brød på d’Angleterre

Sponsoreret indhold

Gå ikke glip af