CPH PIX afslører det fulde program med alverdens kræs for filmelskere

CPH PIX afslører det fulde program med alverdens kræs for filmelskere
Robert Pattinson i 'Good Time'

Danmarks største fiktionsfilmfestival CPH PIX nærmer sig med hastige skridt, og programmet er netop blevet offentliggjort.

Festivalen er stedet, hvor du kan opleve filmene, der vakte debat i Cannes og på andre internationale festivaler. Det er også stedet, hvor du kan snuse til dansk films fremtid, få opdateret din filmhistoriske viden og måske få rykket grænserne for, hvad film overhovedet kan være. Det er et komplekst installationssystem med mange afløb, hvor man bare skal lade sig flyde med.

Festivalen skydes i gang af Christian Dyekjærs (’Fuglejagten’) gamblerthriller ’Fantasten’ med Dejan Cukic i hovedrollen. Den hører til festivalens særvisninger, som også inkluderer Trine Dyrholms bravurnummer som den mytiske sangerinde Nico i ’Nico, 1988’, de bollywoodske blockbustere ‘Baahubali’ 1 og 2 og Cannes-favoritterne ’Good Time’ og ’The Florida Project’, der på hver deres måder fornyer velkendte territorier af Amerika på film.

I den danske afdeling vender Christian Tafdrup, der begejstrerede sidste år på festivalen med sin magiske debut ’Forældre’, tilbage med den svære to’er ’, den allerede i titlen kontroversielle ’En frygtelig kvinde’.

Stortalentet Elliot Crosset Hove, der medvirkede i ’Forældre’, er tilbage med sin hovedrolle i islandske Hlynur Pálamasons drømmende danske film ’Vinterbrødre’, som Hove vandt skuespilprisen for ved filmfestivalen i Locarno. Den deltager i den ene af festivalens to konkurrencer, New Talent Grand Prix, hvor den blandt andet er oppe i mod spanske ’Sommeren 1993’, der vandt debutprisen ved Berlinalen, den tre timer lange og sværmende arbejderdokumentar ’The Nothing Factory’ fra Portugal og zambianske ’I Am Not A Witch’, hvis fotograf David Gallego filmede de ætsende billeder i ’Slangens favntag’.

Elliot Crosset Hove i ‘Vinterbrødre’.

Serien Politikens Publikumspris er godt besat med film fra store dele af verden. Der er venezuelansk far-søn fortælling i ’La Familia’, rå italiensk Romeo og Julie-kærlighed i ’Sicilian Ghost Story’, den palæstinensiske road-movie ’Wajib’ og britiske ’England Is Mine’ om ekstravagante Morrisseys unge år,  før han skrev rockhistorie med The Smiths.

I New Danish Talents-delen kan man stifte bekendtskab med danske film, der måske aldrig bliver tilgængelige i biografen såsom ’Yes No Maybe’-skaberen  Mads Rosenkrantz Grages spillefilmdebut ’Muskelsvindler’ med allestedsnærværende Elliot Crosset Hove.

En kavalkade af især Stanley Kubricks tidlige mesterværker og Andrei Tarkovskys uomgængelige ’Stalker’ sikrer den filmhistoriske dimension. Men nulevende filmmestrer er også repræsenteret. Der vises for eksempel Sofia Coppolas satiriske kønsthriller ’The Beguiled’ med Colin Farrell som liderbuks og Nicole Kidman som matriark, den græske weird wave-konge Yorgos Lanthimos’ uhyggeligt intense ’The Killing of A Sacred Deer’, igen med Farrell og Kidman, mens politik og abstrakt poesi ikke fås større end hos surrealisten over dem alle, Alejandro Jodorowsky, og hans to seneste værker ’The Dance of Reality’ og ’Endless Poetry’.

Bemærk også titlerne ’Hannah, ’AVA, ’Western’, ’A Man of Integrity’, den smukt komponerede ’Vazante’ fra Brasilien samt finske ’Tom of Finland’ om kunstneren, hvis karikaturtegninger med overdimensionerede læderklædte homoseksuelle mænd er ikoner indprentet i historiebøgerne.

‘AVA’.

Sidst, men ikke mindst er vi på Soundvenue stolte af at have en aktie i serien Made Indie USA, der, som ordspillet antyder, har samlet en god portion af de mest spændende titler fra den frodige underskov af produktioner uden for de store studier.

David Lowerys ’A Ghost Story’ med Rooney Mara og Oscar-vinderen Casey Affleck som lagenklædt genganger er en eksistentiel og kunstnerisk hjernebrydende oplevelse, som tog alle med storm på Sundance. Det samme gjorde crowd-pleaseren ’Patty Cake$’ om en kraftig, hvid piges ustoppelige rapdrømme i en afroamerikansk og mandsdomineret rapkultur.

For ikke at nævne den hjerteskærende homofilm ’Beach Rats’ og den kritikerroste ’Menashe’, som giver et særligt indblik i et ultraortodokst jødekvarter i Brooklyn.

CPH PIX løber af stablen 28. september til 11. oktober i København. Gå på opdagelse i programmet her.

Læs også: Soundvenue præsenterer serie med amerikanske indieperler under CPH PIX

Sponsoreret indhold

Gå ikke glip af