Flere mærkelige ting i ‘Stranger Things 2’ gør os bekymrede for næste sæson

Flere mærkelige ting i ‘Stranger Things 2’ gør os bekymrede for næste sæson
Millie Bobby Brown i 'Stranger Things' 2.
Foto: Netflix
Flere mærkelige ting i ‘Stranger Things 2’ gør os bekymrede for næste sæson
Lise Ulrich

Filmskribent og anmelder, Soundvenue

(Spoilers for første og anden sæson af ’Stranger Things’ forude).

KOMMENTAR: The upside er, at vi kan lægge låg på abstinenserne. Sådan da. ’Stranger Things’ vender tilbage med ikke bare en, men to sæsoner, inden 80’er-fablen afrundes efter fjerde farefulde færd til byen med flere græskarfarmere end nogen anden kommune i Midtvesten. Det afslørede skaberne bag, Duffer-brødrene Matt og Ross, allerede i et interview med Vulture i august, og selvom tredje sæson efter al sandsynlighed ikke lander før 2019 – castets mange nye jobtilbud in mente – er der altså adskillige timer Spielberg’sk sci-fi i vente forude.

I den forbindelse bliver jeg dog også nødt til adressere the upside down.

For skønt ’Stranger Things’ 2 var vidunderligt bingevenlig, var gensynet med Hawkins, Hopper og alle tiders mest velspillende børneskuespillere i serieland præget af flere foruroligende, søgte set-ups til tredje sæson, der vækker en vis nervøsitet for, om Duffer-brødrene nu også formår at holde deres indre demo-dogs i stram snor over de næste års produktioner.

Mest bemærkelsesværdigt var naturligvis det omdiskuterede syvende afsnit – ’The Lost Sister’ – hvor Eleven (Millie Bobby Brown) tog på bustur til storbyen for at opsøge sin forsvundne laboratoriesøster Kali (danske Linnea Berthelsen). ’The Lost Sister’ var en frustrerende bottle episode – ’Stranger Things’ første af slagsen – der utilsigtet stallede momentum i den kritiske slutfase og efterlod os med et garnnøgle af klichefyldte ledetråde.

Ligesom det afslørede ’Stranger Things’ akilleshæl.

Miljøet splintres

Da Duffer-brødrene forlod Hawkins, gik luften af ballonen og magien af serien, der med ét var mere ’X-Men: The New Mutants’ end ’Stranger Things’. Den form for markant tonal afvigelse fra kernefortællingens landlige miljø kan splitte sæson 3, hvis bagmændene insisterer på at ekspandere universet på den anden side af Hawkins bygrænse.

’Stranger Things’ charmerende nostalgiske appel forstærkes af seriens stramme fysiske rammer, der som i Stephen Kings mange Maine-historier og den genrebeslægtede ’Super 8’ hensætter handlingen til et på én gang klaustrofobisk og Americana-idyllisk lillebysamfund, hvor ondskaben lurer under overfladen. Kontrasten mellem godt og ondt i invasionen af de hygsomme hjemlige omgivelser er et tidløst skræmmende greb, der for guds skyld ikke må udvandes af geografisk storhedsvanvid. If it ain’t broke …

Hawkins’ finest: Matt Duffer instruerer Gaten Matarazzo, Finn Wolfhard og Noah Schnapp.

Som en anden uvelkommen pilotepisode antydede ’The Lost Sister’ både, at Eleven potentielt kunne få sin egen spinoff (please don’t), og at Kali – som lidt for passende har taget sit navn efter hindugudinden af ødelæggelse – bliver en vigtig, måske endog ondsindet karakter i tredje sæson.

Nå ja, og at lede »Papaaaa« (Matthew Modine) formentlig stadig er i live. Surprise.

Vi kan godt undvære flere scener, hvor en tårevædet Eleven kæmper med sit stockholmssyndrom eller som en ivrig deltager i ’Beliggenhed, beliggenhed, beliggenhed’ opsøger endnu et disharmonisk hjem blot for at kunne ytre et ’E.T.’sk »Home«. Efter Elevens tilbagevenden til Hoppers hytte og sheriffens mere eller mindre officielle adoption af den telekinetiske barneheltinde er de tematikker forhåbentlig udtømte til et punkt, hvor de ikke skal dominere sæson tre, uagtet at Papa stikker næsen frem igen.

Karakteren Eleven og hendes ekstreme evner fungerer uomtvisteligt bedst i nært sam- og modspil med jordbundne Hopper, bedstevennen/kæresten Mike og de andre rødder på villavejen – hendes fravær i sæson 2 testede min tålmodighed til bristepunktet – og det ville være synd at risikere at reducere hende til en egenpastiche i en mere generisk actionpræget superhelte-setting.

En tvivlsom cliffhanger

Selvom ’Stranger Things’ præmis og æstetik låner fra en række popkulturelle koryfæer, var serien op til det skæbnesvangre afsnit 7 sjældent mere tilgiveligt forudsigelig, end at dræbersneglen Dart naturligvis var en babydemorgorg. Og vores viden derom gjorde blot Dustins blåøjede affektion for bæstet så meget desto mere underholdende.

Derfor er det også ærgerligt, at konturerne af tredje sæson blev tegnet så skarpt op i de sidste afsnit af sæson 2.

Første sæsons gåsehudsinducerede slutscene, hvor Will hostede en levende snotklat (Dart præ-sneglestadie) op i vasken og pludselig så sig omgivet af The Upside Downs blåtonede mareridt igen, lod mange spørgsmål hænge inciterende ubesvarede i luften som en sky af skyggeverdenens tyste støvkorn i lommelygternes lyskegler.

Var snotklatten, der ålede sig ned i afløbet i bedste ’Alien’-stil, en baby-demorgog? Var Will stadig fanget i The Upside Down? Var det Eleven der spiste Hoppers Eggos-lokkemad? Havde Nancy virkelig valgt Steve over Jonathan?

Will (Noah Schnapp) stod i centrum for sæson 1’s isnende uhyggelige cliffhanger-slutning. (Foto: Netflix)

I modsætning hertil lagde anden sæson kortene anderledes på bordet: Nancy foretrak intellekt over lækkert hår (forstå det hvem der kan). Hopper og Joyce delte en cigaret i et ømt øjeblik ladet med den form for seksuel elektricitet, Dustin nu også har fået næse for. Efter at have være adskilt i 352 dage og otte afsnit fik Eleven sit happy ending-kys med Mike på dansegulvet som i den sødeste John Hughes-highschool-romance.

Men knapt havde nakkehårene lagt sig og julehyggen varmet os, før kameraet vendte på hovedet og skyggemonstrets fortsatte trussel mod Hawkins blev bøjet i neonlys.

Scenografien var vanligt uhyggeskabende, men uanset hvor mange stemningsfulde ’Close Encounters of the Third Kind’-inspirerede drømmebilleder Duffer-brødrene kan skabe ud af den mystiske mørke trussel, er cliffhangeren inferiør til første sæsons. Nu hvor vi ved, at monstret vender tilbage, er overraskelsesmomentet gået fløjten. Ligesom beslutningen om at introducere en veritabel hær af raptor-lignende demo-dogs kastrerede den før så rædselsvækkende demorgorgon.

Når ondskaben blottes i filmprojektørernes spotlys, kan den ikke kravle tilbage i mørket igen uden at miste en betydelig andel bøhmandsfaktor. Seeing is believing, og det er alt det, vi ikke ser, der får gulvbrædderne under sengen til at knirke.

Det stiller selvsagt sæson 3 over for en seriøs udfordring, der langt fra kun består i at fremelske nye, ækle uhyrer på tegnebrættet – dem har jeg fuld tiltro til at seriens artister kan ryste ud af ærmet – men først og fremmest at finde ud af, hvordan disse skal præsenteres, uden at seerne får monsterforstoppelse og Hawkins bliver forvandlet til et veritabelt cirkus af overnaturlige freaks. Ligesom i førnævnte Stephen Kings Derry, er der sjældent plads til mere end én klovn i kloakken – smid en hel flok derned og det bliver ufrivilligt morsomt.

Leflende fanservice

Mere urovækkende er imidlertid, at anden sæsons stærkt enerverende, komplet ligegyldige HillBilly – modelleret over 80’er-hjerteknuseren Rob Lowes karakter i John Hughes-klassikeren ‘St. Elmo’s Fire – i 11. time blev udstyret med uddybende baggrundshistorie og dermed synes selvskreven til at indtage en mere central rolle i tredje sæson.

Nogle vil givetvis mene, at ‘Stranger Things’ hyldester af alting 80’er-ikonografisk nåede et mæthedspunkt i sæson 2 (jeg er ikke en af dem), hvor især Sean Astin og Winona Ryders virkelige kultstjernestatus fra det hedengange årti – og start 90’ere – blev malket igennem blandt andet ‘The Goonies’ og ‘Dracula’-referencer en masse.

Men indtil Billy og afsnit 7’s håbløse punkere entrerede scenen, havde serien endnu ikke serveret rendyrkede karikaturer. Skuespiller Dacre Montgomerys Billy var blottet for enhver form for originalt spin på Lowes bad boy, og sammenholdt med den forfladigede personkarakteristik i Kalis crew bliver jeg bekymret for, om Duffer-brødrene selv har øje for, hvornår de referentielle shout-outs til epokens genretroper udvikler sig til uværdigt hæmmende klicheer.

Jeg er loren ved Duffer-brødrenes leflen for seriens mere ekstreme fanbase, der forvandlede hahtagget #JusticeForBarb til et af sæson 2’s mest påklistrede sideplot. Men hvis et lignende #DeathToBilly kan skaffe den jordbærblonde denim-plage af vejen, skal jeg gerne kickstarte Twitter-kampagnen selv.

Billy aka. ‘Stranger Things’ mest ligegyldige nytilføjelse. (Foto: Netflix)

Sæson 1 kom snigende på Netflix i 2016 uden de store fanfarer og blev en enorm mund-til-mund-succes – den mest autentisk inkluderende af slagsen. Følelsen af selv at have fundet en skat midt i streamingtjenestens seriemorads kunne naturligvis ikke duplikeres med lanceringen af anden sæson, der på forhånd var omgivet af tårnhøje forventninger.

Man mærker det øgede pres på Duffer-brødrene, der forståeligt nok har brugt sæson 2 til at eksperimentere med mulige nye storylines og stilistiske udformninger. Men som Elevens mislykkede Chicago-eventyr illustrerede, er kunsten i at knække koden til den svære toer – og unægteligt endnu sværere treer – ikke nødvendigvis at tænke i enorme armbevægelser ude af boksen, men at forny sig inden for rammerne af den. Og ikke lade sig styre af fortsættelsesfeberens kreative vildelser, der kun i ganske få tilfælde resulterer i en ’Aliens’ og alt for ofte i en ’Independence Day: Resurgence’.

Kære Duffers: Keep it Strange.

Læs også: De bedste og værste ting i ‘Stranger Things’ sæson 2