Morgan Spurlock bekender tidligere krænkelsesanklager: »Jeg er en del af problemet«

Morgan Spurlock bekender tidligere krænkelsesanklager: »Jeg er en del af problemet«
Morgan Spurlock i 'Super Size Me'.

I et langt opslag på Twitter går dokumentaristen Morgan Spurlock (‘Super Size Me’) i skriftestolen om tidligere ugerninger. Han afslører blandt andet, at en kvinde, han var sammen med på universitetet, anklagede ham for voldtægt, mens han også tidligere har været anklaget for sexchikane. Og nu vil han selv lægge sandhederne på bordet:

»Mens jeg sidder og ser helt efter helt, mand efter mand, falde under erkendelsen af deres tidligere indiskretioner, tænker jeg ikke, ‘hvem mon bliver den næste’. Jeg tænker, ‘hvornår kommer de efter mig?’«, indleder han sin post.

»Da jeg gik på universitetet, havde jeg et one night stand med en pige, som anklagede mig for voldtægt. Ikke kategorisk. Der var ingen politianklager eller undersøgelser, men hun skrev om episoden i en novelle, som hun læste højt i en time, hvor hun kaldte mig ved navn. En kvindelig ven, som var til timen, fortalte mig om det efterfølgende«, fortsætter Spurlock, der blev hårdt ramt af anklagen.

»’Det var ikke, hvad der skete’, fortalte jeg hende. Det var ikke sådan, jeg huskede det overhovedet. I mit hoved havde vi drukket hele natten og var gået tilbage på mit værelse. Vi begyndte at kysse, hun skubbede mig væk, så vi lagde os i sengen og snakkede og grinede lidt mere, og så begyndte vi at kysse igen. Vi tog vores tøj af. Hun sagde, hun ikke ville have sex, så vi lå sammen og snakkede, kyssede og grinede, og så begyndte vi at have sex«, uddyber han.

Spurlock fortæller også, hvordan han indgik et forlig i en sexchikanesag for otte år siden, der udsprang af bemærkninger rettet mod hans daværende assistent.

Derefter fortsætter han ned i dyb skrifte, hvor han blandt andet indrømmer, at han har været »utro mod hver en kone og kæreste, han nogensinde har haft«, og at han ikke har været ædru i mere end en uge i de sidste 30 år. Alt sammen, mens han gentagende gange konstaterer, at han er »en del af problemet«.

Læs også: De bedste film i 2017 – top 10-1

 

Sponsoreret indhold

Gå ikke glip af