Se den stemningsfulde trailer til Coen-brødrenes western ’The Ballad of Buster Scruggs’

Her skulle der være en video, men du kan ikke se denDen er ikke tilgængelig, da den kan indeholde cookies, som du har fravalgt i dine indstillinger.

Der er dømt westernhistorier for alle pengene i Coen-brødrenes nye film: ’The Ballad of Buster Scruggs’. Og ja, der er tale om historier i flertal – den kommende film var nemlig oprindeligt udtænkt som en antologiserie til Netflix, men den legendariske instruktørduo luskede under produktionen tilbage ind i filmformatets komfortzone. Westernfortællingerne er derfor blevet til en film, der dog stadig bliver offentliggjort via Netflix, men som er smedet sammen af seks uafhængige historier på mellem 10 og 40 minutter stykket.

’The Ballad of Buster Scruggs’, der for to ugers tid siden fik premiere på filmfestivalen i Venedig, har netop fået sin første trailer, og da der er flere fortællinger, der skal teases over to små minutter, er den nok snarere stemningsskabende end direkte afslørende om plottene. Vi får med en snert af Coen’sk kølig ironi introduceret masser af støvet western-charme, gudsforladte sletter, overlegne cowboys, hårdkogte saloon-typer og ikke mindst James Franco som en flabet, rutineret forbryder samt Tim Blake Nelson (som vi også kender fra Coen-brødrenes klassiker ’O Brother, Where Art Thou?’ fra 2000) i titelrollen som en hvidklædt, overkæk dandy-type.

Rollelisten rummer foruden Franco og Nelson navne som Liam Neeson, Zoe Kazan, Tyne Daly og den legendariske sanger Tom Waits.

‘The Ballad of Buster Scruggs’ har premiere på Netflix den 16. november.

Sponsoreret indhold

Gå ikke glip af