Danmarks ældste filmpris uddeles lørdag aften: Stream årets Bodil-show her

I aften klokken 20 uddeler Danske Filmkritikere årets Bodil-statuetter i Stærekassen, og du kan se med her, når hele showet livestreames via Blockbuster.

Iben Hjejle og Signe Lindkvist er aftenens værter, når der skal uddeles priser i 9 kategorier. Årets Bodil-felt domineres ekstraordinært af to komedier, nemlig ‘Ditte & Louise’ og Paprika Steens ‘Den tid på Året’, der begge har fået 6 nomineringer.

De konkurrerer mod Anders Matthesens publikumbasker ‘Ternet Ninja’, Gustav Möllers ‘Den skyldige’, der triumferede ved sidste måneds Robert-uddeling, og Isabella Eklöfs suveræne overgrebsdrama ‘Holiday’ i kategorien for bedste film.

Der er også masser af spænding at hente i skuespilkategorier, hvor garvede Bodil-veteraner er oppe mod en række Bodil-debutanter. I kategorien bedste mandlige hovedrolle består det brogede felt af Anders Matthesen (‘Ternet Ninja’), Jakob Cedergren (‘Den skyldige’), Matt Dillon (‘The House That Jack Built’), Rasmus Bjerg (‘Så længe jeg lever’) og Ardalan Esmail (‘Charmøren’) – jep, der sker ting og sager i dansk film!

Hos kvinderne er feltet om muligt endnu mere interessant, da Ditte Hansen og Louise Miertz konkurrerer mod hinanden samt Paprika Steen (‘Den tid på året’) og Victoria Carmen Sonne (‘Holiday’).

Læs også: De sjove og de nye triumferer ved årets Bodil-nomineringer – se alle de nominerede