‘Dickinson’: Wiz Khalifa spiller døden med grills i vellykket Apple-serie om lesbisk teenage-poet

‘Dickinson’: Wiz Khalifa spiller døden med grills i vellykket Apple-serie om lesbisk teenage-poet
Hailee Steinfeld og Wiz Khalifa i 'Dickinson' på Apple TV+.
Foto: Apple
5 6
Tv-serie
Hovedforfatter

Alena Smith

Medvirkende

Hailee Steinfeld, Anna Baryshnikov, Jane Krakowski, Toby Huss, Ella Hunt, Adrian Enscoe

Spilletid

10 afsnit á 30 min.

Premiere

Kan ses på Apple TV+

I Apple TV+-serien om den virkelige poet Emily Dickinson er døden en fyr med grills og næsepiercing, der ryger joints og spilles af Wiz Khalifa. Og når vores hovedperson i første afsnit træder ind i hans karet, er det til lyden af Billie Eilishs ’Bury a Friend’.

Scenen er en gestaltning af én af den amerikanske poets egne digte, og som man nok kan regne ud, er serien om hendes teenageår som en del af det bedre borgerskab lige inden den amerikanske borgerkrigs udbrud i 1861 alt andet end et typisk periodedrama.

I stedet får vi en anakronistisk komedie, hvor flæsekjoler og korsetter er det eneste, der adskiller karaktererne fra at være millenials anno 2019. Som Sofia Coppolas ’Marie Antoinette’ bare med mere humor og fart.

Det lyder måske som en sjov idé, nogen har fået for at få unge til at interessere sig for 1800-tals-lyrik. Og det formår ’Dickinson’ også at gøre, samtidig med, at den bruger anakronismerne som andet og mere end bare en gimmick.

Serien skildrer Dickinson, spillet af Hailee Steinfeld (der også har indspillet en sang til soundtracket), som forkælet, temperamentsfuld, ugidelig, oprørsk og næsten i bogstavelig forstand forud for sin tid.

‘Dickinson’. (Foto: Apple)

Hun nægter at indordne sig tidens forventninger om, at en kvinde skal hjælpe i køkkenet og finde en mand. I stedet forelsker hun sig i veninden Sue, og skriver digte på sit værelse, selvom det ifølge hendes far er en skamplet på familien, hvis en kvinde opbygger et litterært ry.

Det er en kreativ genfortolkning af den virkelige Dickinson, som af sin samtid blev betragtet som en excentriker og først mange år senere blev hædret for sin lyrik. Og det er kun noget, jeg ved, fordi serien fik mig til at opsøge information om den historiske skikkelse og for eksempel læse om, hvordan det først er for nylig, at man er begyndt at læse brevudvekslinger mellem Sue og Emily som andet end venskabelige kærlighedserklæringer.

Men det er langt fra kun en hyldest, vi får af én af amerikansk litteraturhistories mest fremtrædende kvindelige poeter. Det er en kompleks karakter, der er lige så irriterende, som hun er intelligent.

Emily har intet problem med at manipulere sig ud af huslige gøremål, og under en samtale om de stadig lovlige sorte slaver udbryder hun privilegieblindt: »Jeg føler mig nogle gange som en slave«.

For selvom Emily er undertrykt af tidens kvindesyn, lever hun stadig et behageligt liv øverst i samfundspyramiden, og det komplekse forhold formår serien at fremstille. Særligt i afsnittet ’I am afraid to own a Body’ kommer hendes sympatierklæringer over for den sorte hushjælper Henry til at lyde hule, og samtalen om, hvorvidt landet skal i krig for at ændre på slavelovgivningen, lyder næsten som et ekko af nutidens retorik om polariserede befolkninger og ens historiske ansvar over for alt fra racisme til klimakrise.

Anna Baryshnikov som søster Lavenia Dickinson i dans, som er mere 2019 end 1860 (Foto: Apple). 

Samtidig er Emily fremsynet, og hun skuffes gang på gang over de voksnes snævre verdensopfattelser. Som da byen er villig til at lade togskinner pløje gennem en gammel skov for effektivitetens og bekvemmelighedens skyld.

Blandingen af moderne og 150 år gamle skikke bruges også til at tage pis på netop tidens kvinde- og racesyn. Det virker som ét langt maskespil, hvor alle påtager sig en rolle og overholder de forskrevne regler.

Og når masken falder, opstår absurd komik.

Eksempelvis når Emily og Sue klæder sig i mandetøj og sniger sig ind til en forbudt-for-piger-forelæsning på den lokale skole. Mens forelæseren demonstrerer, hvordan en vulkan fungerer og er ved at komme i bukserne over sin egen klogskab, afsløres Emily og Sues forklædninger, og et lokale af mænd reagerer, som om de er farlige. For de ved bare, at piger ikke må være der – men ikke hvorfor.

I det måske bedste afsnit, ’Wild Nights’, er Emily og hendes to søskende Austin og Lavinia alene hjemme, og det betyder selvfølgelig fest for hele nabolaget. Opium og brandy kommer på bordet, og selskabet danser i cirkler til Carnages ’I Like Tuh’.

Ifølge serien er denne fest inspiration til et af Dickinsons digte, og der er noget befriende provokerende over, at det ’bare’ er en vild aften med kliken, der er inspirationskilden til højt estimeret amerikansk poesi.

Ligesom ’Dickinson’ giver én muligheden for at forestille sig, at fortidens (kvindelige) genier også var fejlbarlige, misforståede og fik de voksne til at rulle øjne og sukke over de unge nu til dags.


Kort sagt:
’Dickinson’ blander 1860 og 2019 i sin fortælling om den amerikanske poet Emily Dickinson. Resultatet er, at man griner, mens man både bliver interesseret i en markant litterær skikkelse og klogere på samtiden.

Anmeldelsen er baseret på de seks første afsnit.

Læs også: ‘For All Mankind’ – Apple tager et virkelig stort skridt på vej mod en virkelig spændende rumserie

Sponsoreret indhold
Sponsoreret indhold
Sponsoreret indhold
Sponsoreret indhold