The xx 'xx'
Det enkle kan sige mere end det komplicerede og komplekse. Og er man til overtænkte rytmesektioner, ekvilibristiske guitarudskejelser og progressivt tøndespil, kan man godt begynde at lede et andet sted end her. De britiske debutanter The xx dyrker nemlig en altoverskyggende, sortladen minimalisme, der fra start til slut dominerer de 19-årige London-hipsters dunkle og ekstremt stemningsfulde popunivers.
Med et skærende enkelt guitarhook, en sparsom baslinje og programmerede trommer siger den fantastiske instrumentale Ã¥bner ‘Intro’ næsten det hele. Det handler om at tage fra i stedet for at putte pÃ¥. Tænk tidlig The Cure, bare nedbarberet og langsommere. Kvartettens musikalske mikrokosmos bliver dog for alvor løftet op i de højere luftlag af vokalsamarbejdet mellem dreng/pige-parret i front, Oliver og Romy, hvis tilbageholdne og hviskende stemmer pÃ¥ resten af albummet symbiotisk kredser om hinanden som yin og yang. Den unge og evigt besværlige kærlighed er sjældent formidlet sÃ¥ ægte.
Ligesom kærligheden omkredser The xx’s musik i høj grad ogsÃ¥ forventning og forløsning, hvilket pÃ¥ smukkeste vis demonstreres pÃ¥ ‘Crystalised’, der to gange bygger sig selv op til et minimalistisk klimaks af dimensioner. ‘Islands’, ‘Basic Space’ og ‘Heart Skipped a Beat’ er med deres natteklingende spøgelsespop yderligere højdepunkter, men den helt store bedrift er dog uden tvivl, at The xx ved hjælp af sÃ¥ lidt har skabt et sÃ¥ stort debutalbum, der pÃ¥ inderligste vis formÃ¥r at gÃ¥ ud over musik og blive en stemning, man forsvinder i.
