Riff Raff 'Birth of an Icon'
Er han en hvid Lil B? En rappende Sidney Lee? En Warholsk superstar? Manden med det vanvittige og karikerede alter ego Jody Highroller virker selv som et vanvittigt og karikeret alter ego. Pointen er ikke at finde en kerneperson, en slags dukkekontrollør, bag kulisserne – virvaret af personligheder og udtryksformer dækker ikke over noget, det er selve pointen.
MÃ¥ske er Riff Raff den logiske konklusion af hiphoppens udvikling, hvor Lil B udgiver ‘based mixtapes’ med 848 numre, og Rick Ross er übergangster pÃ¥ trods af en fortid som fængselsvagt. Internettet er den postautentiske hiphops centrale drivkraft: Riff Raff er blevet kaldt meme-rap, lige sÃ¥ meget blogemne som rapper.
Og musikken pÃ¥ dette mixtape? Den skyder i alle retninger. Helt fantastisk nÃ¥r Riff Raff glider ind i andre rapperes verdener, som ny-chicagoiansk paranoiarap med Chief Keef eller sampledreven New York-lyd med Action Bronson. Det er ogsÃ¥ underholdende, nÃ¥r han giver sig ud i eurodancede autotune-croonerier eller lejrbÃ¥lssang pÃ¥ henholdsvis ‘Jody Highroller’ og ‘Time’. Men hvis der er én generel retning, er det de mange numre, som dyrker en slags snap music, der lyder som populærrap fra syv-otte Ã¥r tilbage: Minimalistisk dansemusik a la Ying Yang Twins eller Young Joc, der handler om at fÃ¥ sÃ¥ meget ud af fingerknips og en hypnotiserende laserfuturistisk blippen som muligt. Og det virker. De monotone beats overlader scenen til rapperens bevidsthedsstrøm.
De uundgÃ¥elige Diplo’ske ‘verdensmusik’-indslag er modsætningsvis hektiske og konkurrerer nærmest med Riffs vokal. Derudover er mixtapets mange plastik-billige beats og skønsyngende omkvæd mÃ¥ske en del af konceptet, men 25 numre er en overdosis. SÃ¥ ja, en anbefalingsværdig rodebutik.
