Wets melankolske r’n’b-pop er svær at modstå

Wets melankolske r’n’b-pop er svær at modstå
Wets melankolske r’n’b-pop er svær at modstå - Don't You
5 6
Wet
'Don't You'

Album, Sony

En ung Brooklyn-baseret trio, bestående af en kvindelig frontfigur og to fyre, der laver elektronisk funderet pop med smag af 90’ernes r’n’b. Den korte beskrivelse af Wet antyder, at bandet bare ikke er en særlig original størrelse, og at de – ligesom flere andre one girl-two guys-konstellationer i tiden – driver rovdrift på den efterhånden formulariske lyd, der regerer i afkrogene af popland. Jeg lod mig styre af denne skepsis ved mit første møde med Wet, hvor jeg fandt deres lyd lige lovlig fersk, forudsigelig og letkøbt.

Men hos Wet er det ikke de originale påfund, der trækker stikket hjem. Det er derimod trioens veludviklede sans for stemninger og de bittesmå virkemidler, der alligevel gør dem til et ganske interessant, men måske frem for alt virkelig behageligt bekendtskab, hvilket deres stærke debutalbum beviser, hvis man giver det tilpas mange lyt.

Annonce

Ligesom på trioens selvbetitlede debut-ep fra sidste år er det på ’Don’t You’ forsanger Kelly Zutraus hjertekvaler, der giver stof til det blåtonede og lidt ensporede tekstunivers. Albummet igennem finder hendes blide fraseringer fodfæste i de atmosfæriske, vellydende produktioner, der domineres af The xx-klingende guitaranslag, minimalistiske beats og elektroniske elementer. Tristessen er massivt til stede hos Wet, men deres univers er ikke uden modsætninger, og netop derfor bliver lytteroplevelsen ikke enerverende.

‘You’re the Best’ er et godt eksempel på gruppens evne til at spæde deres popmusik op med små skæve detaljer, her i form af de sløvede, autotunede vers, der umærkeligt glider over i et tempofyldt popomkvæd båret af håndklap og nærværende guitaranslag. Også ‘All the Ways’ rider på en overmåde indtagende popmelodi, der får smukt melankolsk modspil af Zutraus sødmefulde besyngelse af den store usikkerhed, enhver kærlighedsrelation indebærer.

Flere af Wets tidligere numre har fundet vej til debutalbummet, heriblandt singlen ‘Deadwater’ fra sidste år. Forståeligt nok, for den er sådan en underspillet popsang, der uden for mange dikkedarer hviler i sit tilbagelænede tempo og sin stemningsmættede instrumentering og langsomt, men insisterende kryber ind under huden på lytteren.

Albummets to sidste numre er Wet, når de er allermest intenst melankolske. ‘Body’ er en stærkt atmosfærisk sag, hvor dominerende beats kombineres med svævende synthformationer, imens et par følsomt klimprende guitarakkorder danner et diskret anker i omkvædet. ‘These Days’ er en klaverbåret slowburner, hvor Zutraus vokal med ømme knæk smager på de genkomne strofer, »these days I am away from you«, imens strygere og elektronisk støj løfter hele herligheden op i de højere luftlag.


Kort sagt:
Med ‘Don’t You’ beviser Wet, at deres poppede r’n’b, skønt den ved første introduktion fremstår formularisk, er ganske uimodståelig ved nærmere bekendtskab. Tristessen gennemsyrer både lydbilledet og det lidt ensporede tekstunivers, men sidestillingen af små skæve detaljer og indtagende popomkvæd skaber et interessant udtryk, der ikke er renset for modsætninger, imens Kelly Zutraus blide fraseringer vokser ved hvert et lyt.