Smerz’ debut-ep er køligt forførende

Smerz’ debut-ep er køligt forførende
Smerz’ debut-ep er køligt forførende - Okey
5 6
Smerz
'Okey'

Ep, Escho

Smerz har taget sig god tid. Hypen har ulmet i det københavnske musikmiljø i et par år og fik for alvor ben at gå på med sidste vinters underspillede klubbasker ‘Because’, men først nu udgiver den norske duo debut-ep’en, der rummer syv stærkt forførende bud på kølig nordisk synthpop.

Smerz har som udgangspunkt mere tilfælles med The Knife end med Robyn – den tunge bas, de kuldslåede synths og de feminine, ofte dekonstruerede vokaler indtager mere plads end de fængende pophooks, og endnu mere afgørende besidder duoens udtryk en mystik og en snert af noget fremmedgørende, som placerer sig uden for popland.

Men Smerz er alsidige. Det introverte udgangspunkt til trods styrer Henriette Motzfeldt og Catharina Stoltenberg således selvsikkert mod dansegulvet på førnævnte ‘Because’, der med sine svuppende, sortrandede synthflader og de lyse, delikate vokaler er et godt bud på et alternativt klubsoundtrack.

Resten af ep’en er mere afdæmpet, men ikke mindre interessant. Smerz synes tydeligt inspireret af Tirzahs minimalisme, men sangene har en mindre lo-fi-agtig indpakning og glimter som stjerner i en frostklar vinternat.

Den tilbagelænede ‘Blessed’ har en stemning af soveværelses-r’n’b over sig, ikke mindst takket være den sensuelle, næsten snøvlende vokalføring. ‘Thrill’ og ‘Sure’, der henholdsvis åbner og lukker ep’en, formår begge at parre de skæve beats og den grundlæggende kølighed med en melodisk popsensibilitet, der drager og favner sin lytter.

De to jenter scorer mange point på at udvise vilje til at eksperimentere, men bedst er Smerz, når eksperimenterne ikke sker på bekostning af de sfæriske vokaler og klare melodier. På ‘You See?’ og ‘Craig’ bevæger duoen sig ud på et skyggefuldt musikalsk overdrev, hvor vers og omkvæd opløses, og da Motzfeldts og Stoltenbergs sang på samme tid erstattes med kryptiske vokalsamples, bliver udtrykket her lidt mere anonymt. Det ændrer dog ikke på, at ‘Okey’ er et særdeles overbevisende bekendtskab.


Kort sagt:
Smerz’ debut-ep rummer syv stærkt forførende bud på kølig nordisk synthpop. De to norske jenter scorer mange point på deres alsidighed, men bedst er Smerz, når eksperimenterne ikke sker på bekostning af de sfæriske vokaler og klare melodier.