Gucci Mane og The Weeknd mødes på nyt nummer: ‘Curve’

Gucci Mane og The Weeknd mødes på nyt nummer: ‘Curve’
The Weeknd på Roskilde Festival, 2017.
Foto: Thomas Rasmussen/Soundvenue

Tiden nærmer sig, hvor Gucci Mane udgiver sit 11. studiealbum, ‘Mr. Davis’. Et album, vi har fået sporadiske smagsprøver på hele året, og som nu har fået sin fjerde officielle single i form af et fornemt samarbejde med The Weeknd.

Dagens nye track går under titlen ‘Curve’ og byder på lidt overlegen score-filosoferen med blide fraseringer fra Abel Tesfaye samt et par hæse, tilbagelænede linjer fra Gucci over et minimalistisk beat. 

‘Mr. Davis’ lander den 13. oktober og inkluderer bidrag fra blandt andre Nicki Minaj, Migos, ASAP Rocky, Big Sean, Schoolboy Q og Monica. 

Mens vi venter på den nye skive, kan vi passende varme op med Gucci Manes kommende selvbiografi, ‘The Autobiography of Gucci Mane’, der er ude den 19. september. Nå ja – og holde efterfest med realityserien over Guwops bryllup med Keyshia Ka’oir, der finder sted den 17. oktober.