Bazzi har kosmiske ambitioner, men må nøjes med at kigge på stjerner

Bazzi har kosmiske ambitioner, men må nøjes med at kigge på stjerner
Bazzi.
Bazzi har kosmiske ambitioner, men må nøjes med at kigge på stjerner - Cosmic
3 6
Bazzi
'Cosmic'

Album, Warner

Det er et modigt træk at portrættere sig selv som et gyldent, brændende stjerneskud på coveret til sit debutalbum. Det samme kan man sige om at lave et debutalbum, der er hele 16 numre langt, og hvor alle sangtitler består af bare ét ord.

Med andre ord sparer amerikanske Bazzi, der har hittet stort med singlen ’Mine’, virkelig ikke på selvtilliden. Og med de stort anlagte rammer kunne man frygte, at han nærmest på forhånd havde garanteret sit eget fald fra stjernerne. Højt at flyve, dybt at falde.

Ganske rigtigt lever ‘Cosmic’ ikke op til sin egen selviscenesættelse. Med 16 ret enslydende pop/r’n’b-numre bliver albummet en lidt middelmådig fornøjelse, hvor 808-trommelyde og utallige ømme ‘yeah’-adlibs smelter sammen til en ensfarvet, forglemmelig popsuppe. Det er ikke en absolut dårlig oplevelse – men kosmisk? Ikke rigtigt. Mange af sangene er ganske enkelt så ligesindede, at de mudrer sammen både tematisk og musikalsk.

‘Cosmic’ rummer dog også en række ret fine sange som den hammondorgel-baserede, Sam Smith-konnoterende ‘Mirror’ og den tunge, jalousidryppende ‘Honest’, der både bringer akustisk guitar og sovset chorus-guitar ind i det ellers synthbårne univers. Stadig fremstår ‘Mine’ som albummets mest interessante nummer, der med fløjteintro og et sprødt trommebeat virker mere opfindsomt og gennemarbejdet end de øvrige 15 sange.

Overvejende bruger Bazzi det galaktiske tema som metafor for mere nede-på-jorden oplevelser som kærestesorger, liderlighed, fest og euforiserende stoffer. Tag for eksempel sangene ‘Stars’ og ‘Soarin’, hvor Bazzi på sidstnævnte synger om at tabe sig selv i en opløftende rus: »So just lay with me, late ’til morning / ‘cause I’m high, and you’re high, together we’re soarin’«.

Annonce

Det er ikke banebrydende lyrik, men noget af det, Bazzi trods alt gør bedst, er at formidle den euforiske følelse af at være ung, forelsket og lidt for fuld. Det bliver allermest interessant, når han gør det i et næsten anti-poetisk sprog på ‘Why’, hvor et break-up bliver fortalt gennem Snapchat- og Netflix-referencer. Netop her adskiller han sig fra de åbenlyse sammenligninger som Charlie Puth, Shawn Mendes eller måske bropop-duoen over dem alle, The Chainsmokers, for han virker hverken kalkuleret, poleret eller overkæk.

Dog knækker den charmerende ungdomsfilm fuldstændig på ‘Cartier’, hvor Bazzi på tåkrummende vis synger »Nothing on you when you naked / except a Cartier bracelet / silhouette through the shower / fuck you 24 hours«. Tekstbidder som denne kommer til at virke som overilede forsøg på at fremstå som den glamourøse badboy-popstjerne, Bazzi tydeligvis gerne vil være, men egentlig ikke er endnu.

Popstjernens lidt for storladne selvbillede skal selvfølgelig ikke være endegyldigt definerende for musikken, men man kan ikke komme uden om, at Bazzis overjordiske ramme faktisk får musikken til at lyde af mindre, end den måske kunne have gjort. ‘Taxatur hjem fra byen’ havde selvfølgelig ikke været en ligeså fængende albumtitel som ‘Cosmic’, men den ligger tættere op af de billeder, Bazzi skaber. Og måske havde en mere jordnær titel givet lytteren en lidt mere fordøjelig indgang til sangene?

Største anke ved ‘Cosmic’ er dog klart, at det er seks til syv numre for langt. Der sker simpelthen for lidt musikalsk, til at så mange sange har sin berettigelse, og som lytter sygner man hen til Bazzis drævende vokal, der med sine mange knirk og halvsnøvlende artikulation virker som en mandlig pendant til Julia Michaels.

Men nuvel. Med kun 20 år i bagagen er der stadig chancer for, at Bazzi kan nå de vilde højder, han indtil videre må nøjes med at spejde imod.


Kort sagt:
Med 16 ret enslydende pop/r’n’b-numre bliver Bazzis debutalbum en lidt middelmådig fornøjelse, hvor 808-trommelyde og utallige ømme ‘yeah’-adlibs smelter sammen til en ensfarvet, forglemmelig popsuppe.