Årets 25 bedste udenlandske sange

Årets 25 bedste udenlandske sange
Drake.
Foto: Kevin Winter/Getty Images
Hvilke sange har defineret 2018? Hvilke tracks har vi danset og grædt til? Hvilke numre har taget pusten fra os? Det har indholdet af denne liste, hvor vi kårer de 25 bedste udenlandske sange fra året, der gik.

25. Boygenius ‘Me & My Dog’

Det behøver ikke være raketvidenskab for at være smukt. Phoebe Bridgers, Lucy Dacus og Julien Baker viser subtilt, hvor skabet skal stå.

Hør sangen via Spotify HER.

24. Ella Mai ‘Boo’ed Up’

Det er sjældent nemt at sætte ord på de bløde knæ og den behagelige snurren i hovedet, der indfinder sig, når Amors pil har sat sig fast. Ella Mai gør det med bravour.

23. Lil Baby & Gunna ’Drip Too Hard’

Young Thug-disciplene Lil Baby og Gunna er for alvor trådt ud af forbilledets lange skygger i 2018. Bevismateriale et: ‘Drip Too Hard’.

22. Thom Yorke ‘Suspirium’

Et gyseligt smukt nummer, hvor ordene »all is well, as long as we keep spinning« cirkulerer rundt som en ubuden gæst, længe efter de kriblende klavermotiver og den urovækkende panfløjte er hvislet væk.

21. 1010 Benja SL ‘Wind Up Space’

Båret af atmosfæriske klangflader og ledsaget af sin egen, let søgende stemme svæver 1010 Benja SL mod luftlag, som popmusikken sjældent besøger.

20. ASAP Rocky feat. Skepta ‘Praise the Lord (Da Shine)’

Et dansende panfløjtebeat og to herrer med en uanfægtelig selvsikkerhed. Det virker næsten for nemt for de to, men det gør det jo ikke mindre tilfredstillende for os andre.

19. King Princess ‘1950’

Med et af de der omkvæd, der med ét føles både bekendt og friskt, og som samtidig sætter schwung i ens tunge vinterkrop, er ‘1950’ simpelthen et uimodståeligt stykke guitarpop.

18. Lil Peep ’Life Is Beautiful’

Den mest hjerteskærende af Lil Peeps posthume sange er selvfølgelig den, hvor han i sidste ende godt kan se det smukke i livet.

17. Miya Folick ‘Thingamajig’

En følsom lister af en tåreperser, hvor linjerne »I’m sorry / I know I am wrong«, leveret i et tårnhøjt toneleje, næsten river hjertet ud på én.

16. Travis Scott feat. Drake ‘Sicko Mode’

Det er ikke meningen, at et verdenshit skal lyde sådan her: Uforudsigeligt, omskifteligt og ambitiøst.

15. Rosalía ’Malamente’

Formet i flamencoen og begavet med et naturtalent udi poppens kunst har Rosalía med ‘Malamente’ som frontløber betaget store dele af musikverdenen i 2018.

14. Snail Mail ‘Pristine’

90’ernes alternative akkordprogressioner synes som en musikalsk drejebog for 19-årige Lindsey Jorden, men udførelsen, den tager hun i egne og forrygende talentfulde hænder.

13. XXXTentacion ‘Sad!’

Med ’Sad!’ blev Soundcloud-rappens vigtigste stemme en af verdens største stjerner med en smuk, stille popperle. Så blev han myrdet. Sangen, der egentlig skulle være begyndelsen, er i stedet en afsked.

12. Childish Gambino ‘This Is America’

Musikvideoen er én ting, men vi havde aldrig før hørt en hiphopsang som ‘This Is America’, der er helt sin egen på så mange (dybere) planer. Det må og skal hyldes.

11. Amen Dunes ‘Believe’

Det føles som en rejse, men egentlig sidder man jo bare fast i Amen Dunes’ melodiøse komposition, der folder sig ud som et spindelvæv af stemningsfyldte guitarflader og varme vokalfraseringer.

10. Christine and the Queens ‘5 Dollars’

Kærlighed for dollars, anyone? Ekspressiv synthpop af den fineste, franske karat, som simpelthen synes at falde Héloïse Letissier så umanerligt let for.

9. Young Thug feat. Elton John ‘High’

Hvem havde tænkt sig, at Young Thug i 2018 ville autotune-gentænke Elton Johns klassiske ‘Rocket Man’ fra 1972? Bestemt ikke os, men resultatet er en komplet magisk og totalt unik hiphopsang.

8. Lana Del Rey ‘Venice Bitch’

»You write, I tour, we make it work«, bedyrer Lana Del Rey – eller den selvtitulerede Venice Bitch – på denne halvpsykedeliske landevejsballade, som trods sine næsten ti minutter ingenlunde føles for lang.

7. Mitski ‘Geyser’

Uroen lurer under overfladen, og bedst som man foranlediges til at tro, at Mitskis blide vokal har viftet med det hvide flag, går sangen i udbrud med bombastiske trommer og stemmemæssigt oprør.

6. Pusha-T ‘The Story of Adidon’

Alle troede, at Drake var urørlig i beef-sammenhæng efter hans udradering af Meek Mill. Men så kom veteranen Pusha på banen med det groveste og mest velskrevne diss-track i mange år.

5. Kacey Musgraves ‘Slow Burn’

Sikke en tilfredstillelse, når trommerne for alvor slår an efter linjerne »But in Beijing, they’re heading out to work«. Meget sigende for Kacey Musgraves’ forrygende ‘Slow Burn’ – og for albummet ‘Golden Hour’ generelt – er det i de små temposkift, de små fraseringer, de små lyriske vendinger, at den egentlige storhed viser sig.

4. Cardi B feat. Bad Bunny & J Balvin ‘I Like It’

Song of the summer 2018, men også sangen, der cementerede, at Cardi B kan alt – inklusive spansksprogede sommerhits.

3. Robyn ‘Honey’

Singlen ’Missing You’ gav os den Robyn, vi havde savnet, men ’Honey’ gav os en Robyn, vi ikke vidste, vi havde brug for.

Sangen er mild, pulserende og lokkende – ikke klimakssøgende og dramatisk som så mange af svenskerens popklassikere. Hvor hendes musik før var en eksplosion, er det her en stille glød.

»Jeg var interesseret i sange, der hverken havde en begyndelse eller en slutning, og ting, der var hypnotiske«, har Robyn udtalt til Guardian, og det giver mening: Hypnose har forrang for ekstase her.

Det er et fascinerende stilskifte, og det siger alt om, hvor genial Robyn er, at ’Honey’ og dens »soft ecstasy« (hendes egne ord) føles lige så altomsluttende som hendes største heartbreak-hymner. Det er lyden af en tæt ven, man ikke har set længe, og som har forandret sig – men det gør ikke noget.

2. Drake ‘Nice For What’

’Nice For What’ vinder på så mange måder. Der er Lauryn Hill-stemmesamplet (classy!), kvindehyldesten i videoen (woke!) og indflydelsen fra New Orleans-bounce (bouncy!).

Alle de ting er i sig selv spændende drejninger, men det magiske ved ’Nice For What’ er, hvordan elementerne går op i en højere enhed og skaber en af Drakes bedste sange overhovedet.

Toronto-rapperen havde allerede før ’Nice For What’ bevist, at han kunne lave et verdenshit med velkendte metoder på ’God’s Plan’. Men det var her, han på original, klog og totalt uventet vis skabte et verdenshit. Det er en sang, der formår at forene Drakes mange ansigter til ét udtryk.

1. Ariana Grande ’Thank U, Next’

2018 var Ariana Grandes år – på godt og ondt. For den 25-årige popstjerne har været igennem mere end de fleste det seneste halvandet års tid. Terrorangrebet i Manchester, det braste forhold med Mac Miller, Pete Davidson, Millers død, det medieombruste brud med Davidson.

Der var ingen, der ville have bebrejdet Grande, hvis hun havde lukket sig inde i sig selv og bare lagt musikken på hylden for en længere stund. Men sådan gik det ikke, og det har været fuldstændigt bjergtagende at observere, hvordan hun gang på gang har rejst sig med musikken som uundværlig følgesvend.

Først med den opløftende ‘No Tears Left To Cry og »I’m lovin’, I’m livin’, I’m pickin’ it up«, så med det mere end solide ‘Sweetener’-album, og til slut med dén sang, der løftede hende op til en helt ny slags popstjerne.

‘Thank U, Next’ er en next level breakup-sang, et glitrende fantastisk popnummer skåret direkte ud af Grandes SoMe-feed. Hun nævner sine ekskærester ved navn, men i stedet for at kaste med mudder, handler det om taknemmelighed. Om at kigge tilbage for at kigge frem, og om endelig at indse, at det er ens egen lykke, der er det vigtigste.

Der er så meget kærlighed og ynde til stede, men samtidig hersker en ekstrem selvstændiggørelse, som med det samme gjorde sangen til et fænomen: Et budskab om, at selv om livet kaster den ene tragedie efter den anden din vej, så ér det muligt at komme videre. At lære noget. Og det mange havde brug for at blive mindet om i 2018.

Læs også: Vi kårer: Årets 25 bedste danske sange

Sponsoreret indhold
Sponsoreret indhold
Sponsoreret indhold
Sponsoreret indhold