Velvet Negronis genrekrydsende r’n’b er spøgende og forfriskende på ‘Neon Brown’

Velvet Negronis genrekrydsende r’n’b er spøgende og forfriskende på ‘Neon Brown’
Velvet Negroni.
Foto: Colin Michael Simmons
Velvet Negronis genrekrydsende r’n’b er spøgende og forfriskende på ‘Neon Brown’ - Neon Brown
4 6
Velvet Negroni
'Neon Brown'

Album, 4AD/Playground

Velvet Negroni er svær at placere i nogen egentlig bølge. Genremæssigt ville jeg nok beskrive hans musik som en form for alternativ r’n’b eller artpop, men der er meget andet på spil i hans musik – hiphop, reggae, dub, psykedelia, synthpop og endda ambient præger også på forskellige måder hans musikalske udtryk.

Oven på det lovende, men meget ufokuserede ‘T.C.O.D.’ fra 2017, har han nu udgivet sit andet album ‘Neon Brown’ (hans første på det velrenommerede pladeselskab 4AD), og her har han langt hen ad vejen finpudset det, der fungerede bedst på ‘T.C.O.D.’. Sangskrivningen er blevet mere poppet og hookbaseret, men uden at den mister den mystik, der indkapslede debuten.

Velvet Negronis forkærlighed for ambient manifesterer sig ikke længere i sære instrumentale interludier, men i stedet placerer han ambient-instrumentation som hårrejsende fundamenter for melodier med mere ligefremme popstrukturer. Mange af disse er øjeblikkeligt fængende, og selv om han bevæger sig i nogle helt andre lydlandskaber, forstår jeg, hvorfor han er blevet sammenlignet med byfællen Prince, når jeg hører ham elegant udnytte sin falset til at accentuere eventyrlystne, smagfulde og alligevel lidt vovede popsange som ‘Wine Green’, ‘Kurt Cobain’ og ‘Poster Child’.

Han har skruet ‘Neon Brown’ sådan sammen, at albummet starter med de mere typisk indrettede popsange for derefter gradvist at blive mere eksperimenterende. Dermed ikke sagt, at der er klassisk hitlistemateriale noget sted på albummet, så det bliver temmelig abstrakt mod slutningen. Sange som den PC Music-kanaliserende autocroon-ballade ‘Scratchers’, den bitre, psykedeliske rejse ‘Nester’ og den ængstelige, buldrende ‘Feel Let’ ender alle mod slutningen med at køre i ring.

Negroni er en af den slags musikere, der har så mange ideer, at han ikke altid er lige god til at skære dem fra, hvis der er brug for det. Og der er en del takter på anden halvdel af albummet, der føles som om, de holder en sang kunstigt i live, hvor den nok helst skulle være afsluttet længe forinden.

Han prøver selvfølgelig at lade stemningen være den primære drivkraft i disse sektioner, og sange som ‘Choir Boy’ og den afsluttende ‘Electrodub’ kommunikerer da også vældig flot en form for lurende gru og krybende uhygge, der sjældent ses i nutidens r’n’b-landskab. Ja, rent stemningsmæssigt minder det mig nok mest om de mere makabre øjeblikke på The Weeknds tidlige udgivelser, men denne gang kommunikeret via vuggende dub-elementer.

Oftest etablerer Velvet Negronis stemninger sig dog lige så effektivt, når han omfavner den mere poppede side af sin lyd – og når han har så meget karakter i sine popsange, undrer det mig, at han ikke arbejder mere med dét aspekt.

Selv med de lidt langtrukne øjeblikke hist og her, er ‘Neon Brown’ dog fyldt med forfriskende tiltag og spændende lyde. Der er ikke rigtig nogen, der lyder som Velvet Negroni for tiden, og alene af den årsag er hans spøgende r’n’b værd at lytte til.


Kort sagt:
Velvet Negronis r’n’b er blevet mere poppet og tilgængelig sammenlignet med tidligere materiale, men han er stadig en musikalsk ener, der ikke er bange for at prøve grænser af. Med et væld af forskellige indflydelser har han skabt et album, der gradvist bliver mere og mere spøgende og kompromisløst, som det skrider fremad.

Sponsoreret indhold
Sponsoreret indhold
Sponsoreret indhold
Sponsoreret indhold