20. ‘Hacks’ sæson 3
Jeg interesserer mig ikke for standup.
Selvom ‘Hacks’ tager afsæt i relationen mellem den brovtne gamle standup-legende Deborah Vance og den yngre, biseksuelle zillennial-komiker Ava, er det meget lidt af ‘Hacks’, der egentlig foregår på scenen og kræver, at man elsker et traditionelt vittighedssetup.
Det er en serie om showbusiness og Hollywood generelt, der handler om to kvinder fra forskellige generationer, der har brug for hinanden som mentorer, men alligevel altid er på vippen til at være i krig. At ‘Hacks’ så på tredje sæson stadig har fundet en særligt frisk måde at udforske humoren som skyttegravskrig mellem snowflakes og boomere, er kun et plus.
Hvis jeg gerne ville bevidne en irriterende generationskonflikt, kunne jeg jo bare læse et kommentarspor på Facebook.
‘Hacks’ skiller sig faktisk ud i komedielandskabet, fordi den modsat meget andet ikke er ren cringe eller centreret omkring uforståeligt onde karakterer. Selvom hverken Deborah eller Ava er fejlfrie, og begge også ret irriterende, holder man af dem og hepper altid på dem som usandsynligt dreamteam.
Og udover at komme hovedduoens relation nærmere har ‘Hacks’ også en anden af tv’s mest undervurderede duoer i form af agenten Jimmy med den forfærdelige assistent Kayla, der er næsten lige så sjove at følge på sidelinjen.
Kan ses på Max.
19. ‘Nobody Wants This’
Det er altså ikke alle, der stadig er forelskede i Adam Brody.
Der er ingen vej udenom, at det var genial kryptonit for gamle ‘The O.C’-fans at se Seth Cohen genopstået som 40-something hot rabbi. Men man kunne bestemt også godt forstå, at han faldt pladask for Kristen Bells åndelige Carrie Bradshaw-arvtager af en dating- og sexpodcaster i 2024’s L.A.
For ikke at glemme den herlige svigersøskendealliance mellem Timothy Simons og Justine Lupe – bedre kendt som Jonah fra ‘Veep’ og Willa fra ‘Succession’ – der var genkomster for alskens seriefans.
Generelt var det svært ikke at føle sig voldsomt forkælet af kemien og den jordbundne og nutidige skildring af en forelskelse i klemme på grund af noget så gammeldags som religion og kultur. At den er baseret på serieskaber Erin Forsters egen historie, gjorde indtryk.
Og selvom det ikke burde være for meget at bede om, var det en sjælden fornøjelse at lade sig betage af den brandvarme kemi mellem hovedrolleindehaverne. Stor optur for den underernærede romcom-genre.
Så den var god, fordi de andre romantiske komedier er dårlige?
‘Nobody Wants This’ var ikke nødvendigvis en serie, der rystede nogen i deres grundvold (altså lige pånær de jødiske kvinder, der fandt skildringen af dem forståeligt træls). Hvorvidt serien fungerede lige så godt som hang out-komedie, som når den forløste sin romance, kan diskuteres, indtil sæson to lander.
Men det var bestemt også mere end rigeligt at se en romantisk komedie, der leverede både ægte grin og troværdig gnist mellem hovedrollestjernerne.
Kan ses på Netflix. Læs Soundvenues anmeldelse.
18. ‘Jerrod Carmichael Reality Show’
Tyler, the Creator slår en prut, og det skal så forestille at være kunst?
Præcis. Han er et af de første mennesker, som bliver hevet ind foran linsen i komiker Jerrod Carmichaels både provokerende, grænseoverskridende og interessante tv-eksperiment, hvor han for rullende kameraer undersøger, hvad det koster at være et autentisk selvudleverende menneske i nutidens underholdningslandskab. Det er kun en enkelt scene, men det er prisløst!
Hvis han kun er med i én scene, gider jeg ikke.
Når du har set den ene scene, hvor Jerrod Carmichael konfronterer den notorisk åbenmundede og egensindige rapper med, at han har ghostet ham, efter han erklærede sin kærlighed til ham, vil du ikke føle dig undervældet.
Det er sønderrivende pinligt og et af det mest særegent sårbare øjeblikke på streaming. Mens komikeren sidder med sit blødende hjerte i hænderne, går Tyler ud for at slå førnævnte prut på altanen. Han får dernæst leveret en sandwich, som indtages i dræbende tavshed.
Og heldigvis er scenen kun en af mange åbenbaringer. Jerrod Carmichael konfronterer praktisk talt alle sine nærmeste. Samtidig ser vi ham på scenen, hvor han joker med sit livs sværeste emner på mere traditionel vis. På den måde får alt, man ser i dokumentaren, et ekstra lag og nærmest karakter af en vittigheds-prequel, fordi den viser alt det levede liv bag en punchline.
Det er tv med et ambitionsniveau, der næsten er for højt, men det er samtidig både lærerigt, underholdende, smukt og akavet.
Kan ses på Max. Læs Soundvenues anmeldelse.
17. ‘The Diplomat’ sæson 2
I kaldte første sæson den bedste politiske serie siden ’House of Cards’. Nu trykker I på hypetogs-speederen igen?
Med 140 kilometer i timen! ’The Diplomat’ er nemlig selv en serie, der drøner derud af i et rasende tempo og både formår at jonglere storpolitik, den amerikanske ambassadør i London Kate Wylers privatliv og seerens interesse akrobatisk undervejs.
Så anden sæson holder niveau?
Sæsonen starter direkte på den massive cliffhanger, første ombæring sluttede på, og den hæver indsatserne for alle involverede i mysteriet om, hvem der stod bag det terrorangreb på et britisk hangarskib, som sendte den jordnære efterretningsofficer Kate til London frem for Mellemøsten i første omgang.
Keri Russell er igen stærkt fascinerende i hovedrollen, og i den nye sæson får hun særlig assistance af suveræne præstationer fra Rory Kinnear som britisk premierminister og Allison Janney som amerikansk vicepræsident.
’The Diplomat’ er ikke en serie, man skal gå minutiøst efter i plotsømmene, man skal bare læne sig tilbage og lade sig forføre af det komplicerede politiske spil og de besnærende intriger på de indre linjer. International sikkerhedspolitik møder soap, så man lader sig forføre helt frem til næste cliff.
Kan ses på Netflix. Læs Soundvenues anmeldelse.
16. ’Slow Horses’ sæson 4
Så er der altså dad tv på Soundvenues årsliste …
Medgivet: Apple TV+’s spionserie baseret på Mick Herrons afholdte bøger om en flok kasserede MI5-agenter er en serie af den slags, din far vil elske. Men der er faktisk også en ret god chance for, at du selv vil holde af den, for det er svært at stå imod dens møde mellem spionintriger på den helt store nagle og dens charmerende ucharmerende gruppe af særlinge, der på hver deres måde er faldet i unåde i den london’ske efterretningstjeneste. Med Gary Oldmans ildelugtende, pruttende, menneskefjendske og smågeniale Jackson Lamb i spidsen.
Men kan den opskrift virkelig holde gryden i kog på fjerde sæson?
Årets sæson var så nervepirrende og personlig som nogensinde, denne gang med den unge River Cartwright (Jack Lowden – Saoirse Ronans værre halvdel!) og hans baghistorie som rød tråd.
Med forlægget som rettesnor er hovedforfatter Will Smith ekstremt dygtig til at skabe forvirrende plots, der alligevel samler sig i et klart billede til sidst, og man er simpelthen bare vanvittigt godt underholdt fra start til slut.
Og ved slutningen kan man så varme sig ved, at traileren til næste sæson allerede er klar. Så har du og din far også noget at lave sammen næste år.
Kan ses på Apple TV+. Læs Soundvenues anbefaling.
15. ’English Teacher’
Er det den, hvor skaberen er så desperat efter, at folk skal se den, at han har lavet en milliard dansevideoer på TikTok?
Præcis! Og det virkede heldigvis. Efter Brian Jordan Alvarez satte sig for at blive et dansende TikTok-meme for at promovere sin serie, var der flere, som fik øjnene op for ham i ‘English Teacher’, hvor han spiller den homoseksuelle og token-woke lærer Evan på en high school i konservative Texas.
En karakter, der for en gang skyld ikke var en moralsk højborg fuld af feel-good-lektioner, men et sjældent humoristisk og fejlbarligt spejl for fluffy udtryk som “kulturkamp” og “generationssammenstød”. Præcis ligesom han tager pis på sig selv online.
Måske skulle han have prøvet at finde på en bedre titel i stedet for at danse?
Det har du måske ret i. Men vi kan godt undskylde både titel, grå belysning og tørre tweed-outfits, når seriens manuskript, karaktertegning og humor til gengæld var herligt stramt.
Bag det stille ydre gemte der sig ikke bare en overraskende sjov komedieserie, men også et opkvikkende bud på, hvad en bred mainstream-sitcom faktisk kan bidrage med i en verden, hvor splittelsen er allevegne. Målet helliger midlet og både serie og TikTok-fænomen var faktisk en sand fornøjelse. Engelsklæreren må gerne blive ved med at danse, hvis det betyder, at vi kan få en sæson to.
For ‘English Teacher’ er kun lige kommet i gang.
Kan ses på Disney+. Læs Soundvenues anmeldelse.
14. ’Helikopterkuppet’
’Helikopterkuppet’. Lad mig gætte, hvad den handler om: Noget med et kup foretaget i en heli …
… Du kan godt spare dig. Ja, titlen er rudimentært åndssvag, men døm ikke denne svensker på garnet, for her er simpelthen tale om årets måske mest nervepirrende og velskårne thrillerserie.
Måske er det en overdrivelse at sige, at svenskerne generelt bare kan noget med underverdenen, desperation og spænding, men i familie med sidste års ’Snabba Cash’ er Helikopterrånet, som den lige så opfindsomt hedder lokalt, båret af samme oprigtige interesse for karakterernes menneskelighed og for den melankolske understrøm i ethvert kriminelt Ikaros-projekt. Den er da også blandt andet instrueret af instruktøren af den oprindelige ’Snabba Cash’-film, Daniel Espinosa.
Store ord. Men har vi ikke snart set røverier fra samtlige vinkler i film og serier?
Inspirationen fra ’Heat’ og fra danske Nicolas Winding Refn er så udtalt i serien, at Vic Carmen Sonnes birollekarakter som den ene forbryders kæreste ligefrem hedder Refn til efternavn.
Men serien føles alligevel som sin egen med afsættet i den ekskriminelle Rami, der mister alt i sit forsøg på at være en lovlydig borger og sikre sin hustru og sit barn et godt liv. Det presser ham ud i et storstilet kupforsøg (ja, med helikopter!) mod et pengedepot.
Serien eksekverer actionsekvenserne med imponerende tålmodighed og sans for detaljen, så man sidder på kanten af stolen, men uden nogensinde at tabe Ramis færd på skalaen mellem drøm og desperation af syne.
Det føjer selvfølgelig ekstra til oplevelsen, at serien er bygget på virkelige begivenheder.
Kan ses på Netflix.
13. ’We Are Lady Parts’ sæson 2
Hvem er Lady Parts?
Jamen, de er ingen mindre end det feministiske muslimske punkband fra Nordlondon, som alle burde kende. Et suverænt sammensat hold med quirky anthems om glaslofter, skurkeæraer og Harry Potter-hits. På anden sæson er serien kun blevet bedre, men også mere rørende. Det er slet og ret en af de mest elskelige og kløgtige komedieserier længe.
Hvad er anderledes i sæson 2?
I første sæson blev bandet dannet med hyleskægge hits som ‘Voldemort under my headscarf’ og ‘Bashir with the Good Beard’, men i anden ombæring når vi et spadestik dybere ind under huden på det indrømmet vanvittigt quirky karaktergalleri.
De må både bøvle med unge copycats, der laver virale covers af deres sange på TikTok, og mødet med musikbranchen, som lover pladekontrakter og festivalbookinger – mest fordi de vil bruge kvinderne som diversitetsboost af deres eget ry.
Hvor serien tidligere har brugt magisk realisme til gakket komik, understreger stilen nu i stigende alvoren. Og hele identitetskrisen bliver brugt elegant som et spejl for serieskaber Nida Manzoors egne overvejelser om, om man som minoritetsstemme skal råbe op om verdens uretfærdighed, eller om det er vigtigt nok “bare” at lave komik.
Kan ses på DR. Læs Soundvenues anmeldelse.
12. ‘Arcane’ sæson 2
Nå, så HBO og ‘The Last of Us’-holdet er ikke de eneste, der kan få gode serier ud af computerspil, hva?
Lige vores ord. ‘League of Legends’-universet blev vakt forbilledligt til live under Riot Games’ egen supervision med første sæson af Netflix-serien i 2021, og anden sæson viste sig heldigvis at være den lovlig lange ventetid værd.
Serieskabere Christian Linke og Alex Yee får det meste ud af det rekordhøje budget med endnu en actionpakket og guddommeligt flot animerede steampunk-fortælling, der sætter i gang umiddelbart i kølvandet på første sæsons cliffhanger med det eksplosive raketangreb på Piltover og den mere end gryende konfrontation med underverdenen Zaun. Især flot og gribende forankret i den familiære stridighed mellem søstrene Vi (Hailee Steinfeld) og Jinx (Ella Purnell).
Ser vi lidt af en opblomstring i episke animationsserier for voksne?
Mens animerede serier for voksne for nogle år siden bevægede sig mest i komediesfæren med ‘Rick & Morty’ som bannerføreren, har de store franchises i hvert fald set deres snit til at lave ambitiøse serier for voksne, der udnytter den tegnede stregs uendelige muligheder for at skabe vilde universer og storladne scenarier.
D.C. er blevet rebootet med ‘Creature Commandos’, Amazon har ‘Invincible’, og Netflix blærede sig sidste år med animeen ‘Blue Samurai’ og lægger desuden hus til ‘Love, Death & Robots’.
Over dem alle troner ‘Arcane’, hvis sans for æstetiske detaljer, levende worldbuilding og generel variation i animationsudtrykket er next level.
Kan ses på Netflix. Læs Soundvenues anmeldelse.
11. ‘Fantasmas’
Kan det passe, Emma Stone er med i den her?
Nemlig! Emma Stone har fattet det.
Hun er en af de mange geniale gæstestjerner, der medvirker i en af seriens mange små sidespor fra hovedpersonen Julios kamp om at få et »proof of existence«-kort samt at få tjekket et mistænkeligt modermærke, hvilket kræver kraftanstrengelser i et dystopisk New York styret af kapitalisme på svampe.
Hollywood-stjernen og Oscar-vinderen spiller her en af kvinderne i reality-spoofet ‘The True Women of New York’, der en dag opdager, at hun er underlagt den onde producerens tankekontrol, og at alle optagelserne faktisk foregår foran en greenscreen. ‘The Matrix’ møder ‘Real Housewives’ fortalt på ti minutter.
Det lyder lige lovligt mærkeligt.
Og det er magien ved ‘Fantasmas’, at den er så åbenlyst unikt formet af serieskaberen og tidligere SNL-forfatter Julio Torres’ hjerne, der mere populært kendt også er arnestedet for kendte sketches som ‘Papyrus’ om skrifttypen i ‘Avatar’-filmene.
Faktisk er Emma Stone-historien en af de mere traditionelle vignetter i ‘Fantasmas’. Det ville være let at kalde universet for udknaldet, men det fantastiske er, at alle de absurde scenarier er drevet af mening og følsomhed.
Man skal se det, før man tror det, men et engangsknald, der obstrueres af en horde af mikroskopiske smølfeskabninger (hvoraf den ene i øvrigt tager 500 dollars i minuttet som some-konsulent), bliver et forargende roommate-svigt. Når en legendarisk homoklub for marsvin bliver drevet til konkurs af gentrificering, er det trist på en sand måde.
Du vidste ikke, du manglede en så mesterligt samfundsrevsende stabel streamingfabler, der formår at være lige så meget TikTok-meme som et maleri af van Gogh. Men det gør du.
Kan ses på Max. Læs Soundvenues anbefaling.
10. ‘Shogun’
Kæmpe Emmy-vinder!
Nemlig. Den mestendels japansktalende serie vandt hovedprisen for bedste dramaserie som den første ikke-engelsksprogede produktion nogensinde. Og Anna Sawai og Hiroyuki Sanada høstede priser for deres roller som henholdsvis den mystiske tolk Mariko og den stoiske lensherre Toranaga i serien om en britisk søfarer, der støder på grund i et krigsramt Osaka i 1600-tallet.
Fuldt fortjent.
Men var den ikke en tand forvirrende?
Man skulle holde tungen lige i munden i de første afsnits udredning af tidens japanske politiske og strategiske magtkamp, men hurtigt fandt man forankring i både den grovmundede brite John Blackthorne og de karismatiske ærefulde japanere.
Kampen om tronen var spændende til det sidste, men det var i lige så høj grad indblikket i den særlige østlige kultur som kontrast til den prustende europæer, der bar serien. Vakt til live af et fantastisk produktionsdesign, der vidner om et budget og en tålmodighed af den slags, der er sjælden i streaminglandskabet i dag.
Kan ses på Disney+. Læs Soundvenues anmeldelse.
9. ’The Franchise’
Jeg orker ikke flere superhelte.
Så er ’The Franchise’ lige noget for dig. Det er nemlig en barberbladsskarp satire over hele superhelteindustrien.
Vi er med under optagelserne af den store superhelteproduktion ’Tecto’, hvor instruktørassistenten Daniel (Himesh Patel) på sammenbruddets rand kæmper for at holde sammen på alt fra en tysk instruktør med undertrykte kunstneriske ambitioner, evindelige og konstant omskiftelige krav fra studiet, umulige skuespillere og elendig CGI.
Dialogen affyres i maskingevær-tempo, så man bliver alt andet end overrasket over at høre, at skaberne kommer med erfaring fra ’Succession’ og ’Veep’, mens der sættes det ene nyrehug efter det andet ind på Marvels selvomsluttede samlebåndsfilosofi.
Men det lyder så også, som om den er sjovest, hvis man faktisk er godt inde i superhelteuniverset?
Det er muligvis rigtigt, men ’The Franchise’ er også bare for alle med den mindste interesse for Hollywoods indre mekanismer. Den skriver sig slet og ret ind på listen over de sjoveste parafraser over filmindustrien på linje med herligheder som ’Extras’ og ’The Player’.
Kan ses på Max. Læs Soundvenues anmeldelse.
8. ‘Baby Reindeer’
Var det egentlig ikke lidt synd for hende den virkelige stalker?
Kvinden, som komikeren Richard Gadd havde bygget stalkeren Martha over i sin selvbiografiske serie, luftede i hvert fald sin utilfredshed på britisk tv og lagde sag an mod Netflix, hvilket vakte stor debat i England.
Men med det virkelige afsæt lidt på afstand må man stadig sige, at Netflix’ vel nok mest overraskende hit i 2024 står flot på egne ben med en både gribende og væsentlig historie.
Gribende, ja. Men væsentlig ligefrem?
’Baby Reindeer’ var en forbløffende ærlig skildring af, hvor dybt overgreb sætter sig som skam og selvhad. Så dybt, at man begynder at sole sig i den opmærksomhed, man får fra en stærkt uligevægtig kvinde.
Mens seriens skildring af Martha måske ikke var helt så nuanceret og empatisk, som den fik ros for til at begynde med, måtte man til gengæld tage hatten af for, hvordan Richard Gadd bare lagde alle kort på bordet i løbet af de syv korte afsnit.
Gadd arbejder nu på en ny serie for Netflix, og det skal blive spændende at se, om han kan stå selv uden det autobiografiske afsæt.
Kan ses på Netflix. Læs Soundvenues anmeldelse.
7. ’The Curse’
Bare fordi noget er tåkrummende, er det ikke godt.
Sandt. Men ‘The Curse’ tog cringe til et nyt niveau. Serien leverede forfærdelig pinlighed på et niveau, der ikke bare satte et spejl op foran menneskeligt hykleri, men spærrede vores moralkompas i rædselskabinetversionen af en af de der grimme eternity-lysetager, hvor fyrfadslys blev multipliceret til en hel skærsild af tacky hygge.
Hvad var man egentlig for et menneske, hvis man kunne holde seriens cirka 10 timer ud i selskab med Whitney og Asher, de to psykopatiske og kulturelt approprierende hipstere, der prøvede at lokke fattige mennesker til at bo i CO2-neutrale stempelkandehuse? Hvorfor kunne man måske ikke?
Det var ikke altid haha-sjovt, men det var mystisk, anderledes og bød på ekstreme og ekstremt gode præstationer fra samtlige involverede såvel som syleskarp satire.
Men er den underholdende for folk, der ikke hader sig selv?
‘The Curse’ er også sjov for folk, der har brug for at hade nogen andre end sig selv i hvert fald. Emma Stone har aldrig været mere afskyelig, Nathan Fielder viste et overraskende naturalistisk skuespiltalent som amøbemand med mikropenis og Benny Safdies depressivt onde tv-tilrettelægger var nightmare fuel med lædersnor om halsen.
Var man blandt de få, der holdt ud til det sidste, fik man heldigvis lov til at se jorden forsvinde under dem alle. Bogstaveligt talt.
Kan ses på Max. Læs Soundvenues anmeldelse.
6. ’Fallout’
Den var den, I gav … tre stjerner.
Tak for, at du læser med! Så har du måske også læst, hvordan vi har beskrevet oplevelsen af at se ’Fallout’ uden at have brugt så meget som et sekund på at spille forlægget – modsat vores gode anmelder David Madsen, som kender spillene forfra og bagfra.
For en nybegynder var den postapokalyptiske historie fra et USA 200 år efter en atomkrig en storserie præget af stor fortællelyst, opfindsomhed og humor i både de enkelte storylines og i karakterskildringerne.
Den er lavet af Lisa Joy og Jonathan Nolan, bedst kendt for ’Westworld’. Og når jeg ser billederne, ligner den også lidt et ’Westworld’ light?
Der er bestemt paralleller mellem de to seriers ørkenstøvede visuelle design, men ’Fallout’ sætter den lovlig højtidelige robotserie til vægs med figurer, som man interesserer sig for på et andet niveau – fra den entitlede helt Lucy, der møder den nye verdens kynisme for første gang, til væbneren Maximus, der må snyde sig vej til overlevelse, og den flere hundrede år gamle dusørjæger-ghoul Cooper, spillet fantastisk cool af Walton Goggins.
Modsat den fodslæbende alvor, der præger andre af streaminglandskabets storserier, fra ’House of the Dragon’ til ’Magtringene’, er der her plads til skæv komik og uforudsigelige småscener, som tilføjer en velgørende legesyge til hele universet.
Kan ses på Prime Video.
5. ’Disclaimer’
Alfonso Cuaróns serie med Cate Blanchett? Den har jeg altså hørt MEGET blandet om.
Den første serie fra manden bag ’Gravity’ og ’Children of Men’ deler bestemt vandene med sin fortælling om den sandhedssøgende, prisbelønnede dokumentarist Catherine (Blanchett), hvis privilegerede tilværelse smuldrer, da den mystiske bog ’The Perfect Stranger’ tilsyneladende afslører hendes dystre hemmelighed.
Og det er fair nok at hade ’Disclaimer’, men én ting skal du vide: Stol ikke på domfældelser fra folk, der ikke har set serien til ende.
Ooookay, så man skal bare lige igennem syv timer, og SÅ bliver serien god. Fedt nok.
Den er også god inden på den syndigt underholdende lufthavnslitteratur-agtige måde. Kevin Klines pensionerede professor er faren til den unge mand, hvis død Catherine muligvis er skyld i, og hans hævntogt på mimrekort er frydefuldt spændende, mens Cate Blanchett spiller suverænt på nogle af de samme tangenter, som hun gjorde i ’Tár’.
Men ja: Det er først mod slutningen, at brikkerne for alvor falder på plads, og man ser ’Disclaimer’ i et klart lys, der får den skamløse fortælling til at blive både hjerteskænde, slagkraftig og i tråd med tiden.
Det er ikke Cuarón fra hans mest kunstnerisk højtravende side, men det er et knaldhamrende velskabt frikvarter.
Kan ses på Apple TV+. Læs Soundvenues anmeldelse.
4. ‘Bad Sisters’ sæson 2
Det var den med Claes Bang?
Claes Bang var i første sæson det kæmpestore røvhul, der i seriens anslag lå i sin kiste med en gedigen boner på, før resten af serien optrevlede, hvorfor og af hvem han blev slået ihjel.
Nu er serien tilbage – denne gang uden danskerens faretruende fysik og sleske opførsel som ubehagelig husbond til en af de fem irske søstre, der var og er seriens egentlige omdrejningspunkt. Sæson 2 åbner ligeledes med et lig, denne gang af ukendt karakter (og uden boner). Mens begivenhederne fra første sæson samtidig slæber lange spor efter sig.
Det lyder lidt som en serie, der ikke havde behøvet en sæson 2?
Det kan man tænke ud fra plottet alene, indtil man igen har tilbragt fem-ti minutter i selskab med de bramfri, ultrasjove og dybt fejlbarlige søstrene Garvey. Med serieskaber Sharon Horgan i spidsen er deres interne dynamik så skarp og elskværdig, at man priser sig lykkelig for hvert sekund, man er i deres nærvær.
Samtidig fungerer krimidelen bare igen overraskende godt i samklang med det skæve irske lillebysamfund, og i én og samme scene tager man sig selv i at grine og gyse oprigtigt over historiens twists and turns, helt frem mod sidste exceptionelle afsnit.
Få aktuelle serier er så præcist doseret og skrevet som ’Bad Sisters’. Den lykkes simpelthen mesterligt som både komedie, krimi og familiefortælling.
Kan ses på Apple TV+. Læs Soundvenues anmeldelse.
3. ’Ripley’
Jeg har det som Tarantino: Hvorfor genbesøge en historie om Tom Ripley, vi har set adskillige gange før!?
Fordi den er helt ufatteligt flot. Italiensk arkitektur, Andrew Scott og gedulgte mord i krystalklar sort-hvid, som du aldrig har set mage.
Arkitektur i sort-hvid. Der fik du mig virkelig hooked.
Ja, ikke? Men er du ikke typen, der binger Netflix for æstetiske kompositioner, så se Steve Zaillans serie om svindleren Ripley og hans fascination af et amerikansk rigmandspar i Syditalien, fordi den bliver mere og mere klinisk nervepirrende, som afsnittene skrider frem, også selvom du kender grundhistorien forfra og bagfra.
Særligt et centralt mord på åbent hav må være blandt de mest slidsomt brutale skildringer af kunsten at dræbe nogensinde fremmanet, og da politiinspektøren Ravini træder ind på scenen omkring på halvvejen, bliver katten efter musen-legen et udsøgt krimistudie i suspense, som er Hitchcock værdigt.
Ud fra Tarantinos logik kan man også kun se ’Hamlet’ i én uforanderlig udgave. Men nogle gange har visionære kunstnere bare et så friskt take på en velkendt historie, at det er som at se verden på ny. Sådan en serie er ’Ripley’.
Kan ses på Netflix.
2. ’Industry’ sæson 3
De er rige. De er nederen. De er i centrum for ALLE serier …
Vi er i den grad ved at nå en mætningsgrad af film om samfundets øverste lag – men de fattige er sgu så kedelige, som de sagde i ‘Rytteriet’.
Det skal dog ikke ligge ‘Industry’ til last, for den var tidligt på bølgen og har været overset og undervurderet siden premieren i 2020. Som sine mange artsfæller, ikke mindst ‘Succession’, er serien godt nok befolket af kyniske, rygdolkende mennesker med lav moral og masser af narko, men dens blik og tone er sin egen, hjerteløse, britiske gen z-genopfindelse af klassekritikken.
Du sagde ‘Succession’, den savner jeg. Er den her virkelig på niveau?
I tredje sæson indfriede ‘Industry’ endelig sit møjsommeligt opbyggede potentiale med bedre dramatiske armbevægelser, flere følelser, en både fysisk og emotionelt nøgen Kit Harington og potentielt Emmy-vindende præstationer fra samtlige involverede i det unge cast.
Efter en genial sæsonafslutning, hvor det 21. århundredes kapitalisme udslettede ethvert håb om ægte kærlighed, stod det først og fremmest klart, hvordan ‘Industry’ i virkeligheden mindede meget lidt om ‘Succession’. Men var sit helt eget multiresistente tragikomiske seriemonster, der til gengæld fortjente at blive lige så skamrost og megadyrket i egen ret.
Kan ses på Max. Læs Soundvenues anmeldelse.
1. ’One Day’
Den kom i februar, tuder I seriøst stadig?
Årets bedste serie kom tidligt. ‘One Day’ var ikke engang noget nyt, men noget meget velkendt, vi allerede havde oplevet i både roman og filmform. Der var ingen, der havde regnet med, at ‘One Day’ alligevel ville komme til at føles så stor og tæve os så voldsomt og medrivende gennem følelsesregisteret, at vi stadig kan mærke det næsten et år efter.
Hvis du sad igennem slutscenens perfekt klippede melodramatiske kunstværk af en flashback-sekvens uden våde kinder, er der en seriøs risiko for, at du ikke ville bestå en Turing-test.
Tør øjnene.
2024 blev i den grad året, hvor tåreperseren vendte tilbage med fornyet kraft og i mere kritisk anerkendte klæder end nogensinde.
Skuespilpræstationerne fra stortalenterne Ambika Mod og Leo Woodall gjorde David Nicholls’ smadderlæste bestseller-historie om den forkælede rigmandssøn Dexter Mayhew og den knivskarpe Emma Morley til en af de der larger than life-romancer, man aldrig glemmer. Samtidig fik den ny relevans ved at gøre race til en subtil, men insisterende del af det velfortalte møde mellem høj og lav.
Godt nok var ‘One Day’ i sin kerne en kærlighedshistorie, men det var også et rammende tidsbillede, en befriende sympatisk klasseskildring og en ægte charmerende komedie. 14 afsnit lød måske af meget, men med varierende spilletider, tidsspring og skiftende synsvinkler blandede serien sin egen lille rebelske variant af konventionerne om lange dramaserier og korte komedier.
Det er ikke altid validt at argumentere med følelser, men det er en kunst i sig selv at folde to menneskers på mange måder banale livshistorier ud på så gennemført gribende såvel som sjov og menneskelig facon. Det var så rørende, at man tudede, men så godt, at det også var glædestårer.
»Jeg vil ikke være en fodnote i historien om dit liv«, lyder det fra Emma Morley, da hun og Dex tilbringer deres første skæbnesvangre St. Swithins Dag sammen den 15. juli 1988. Det blev intet ved ‘One Day’.
Kan ses på Netflix. Læs Soundvenues anmeldelse.