Willis Earl Beal
Beal serverer sine blues- og soul-tintede sange i en minimalistisk ramme, der giver mindelser om en nærværende lo-fi-indie, men med noget forfriskende excentrisk over sig.
Simple, repeterende melodier eksekveres med en ofte basal instrumentel opsætning, enten ved hjælp af spøgelsesslørede synths, et klimprende klaver, lidt trompetblæs eller en akustisk guitar. Inspirationskilderne rækker fra gamle bluesgiganter som Muddy Waters over Captain Beefhearts grynede snapshots fra bagsiden af den amerikanske drøm til en mørkt-lækker akustisk soul/americana, der ligger i naturlig forlængelse af gæstevokalisten Cat Powers repertoire (hun synger backing på den ganske hæderlige Memphis-soul-opdatering ’Coming Through’).
Beal er en søgende sangskriver, der trækker på traditionen fra den store amerikanske sangbog, men uden helt at ramme guld i den udpinte muld, hvor han efterlader sin plovfure. Der er ellers gode ansatser til glimrende sange på for eksempel den a cappella-dominerede åbner ’Wavering Lines’, den fornemt klaverrislende ’Burning Bridges’ og den gospelinspirerede ’Too Dry To Cry’.
Læs anmeldelse: Willis Earl Beal ‘Acousmatic Sorcery’
Beal har en malmfuld, men uskolet vokal, der trives klart bedst, når instrumenteringen holder sig til det prunkløse, hvilket desværre for sjældent er tilfældet på et album, hvis anden halvdel (med den akustiske ’White Noise’ som en undtagelse) er lidt af en ørkenvandring udi skæve vildskud og uegale arrangementer.
Ansatserne til ægte format på ’Nobody Knows’ skæmmes således af en ufokuseret sangskrivning (værst på den rent ud sagt rædderlige ’What’s the Deal’) og en til tider sjusket eksekvering, der måske nok bekræfter Beals alternative ståsted, men tærer alvorligt på lytterens tålmodighed og evne til indlevelse.