’Leila’s Brothers’: Instruktøren kom i fængsel for denne fantastisk vellykkede film
I Irans hovedstad Teheran bor Leila (Taraneh Alidoosti). Hun har rygproblemer, pengeproblemer, kvindeproblemer, og så har hun fire brødre. Den ene mere skøn, uduelig, sjov, arbejdsløs, kærlig og små-misogyn end den anden.
Det er vel en rammende beskrivelse af den brogede og næsten midaldrende søskendeflok i Saeed Roustayis medrivende film ’Leila’s Brothers’, der efter udtagelse til hovedkonkurrencen på Cannes-festivalen sidste år nu kommer til Danmark via Cinemateket.
Et familiedrama om generationskløft, ligestilling og kapital, der som en iransk, mindre voldsparat og mere munter ’The Godfather’ har penge, magt, familierelationer, fejltagelser, temperament, et bryllup og en ærekær patriark som hovedingredienser.
For udover fire utjekkede brødre er Leila også ’benådet’ med en enerådig og begærlig far (Saeed Poursamimi). Han er ikke bare en fattig og ringere klædt udgave af Don Corleone, men kunne med sin alderdom, begyndende demens og besættelse af at blive elsket og tilbedt af sine børn – og alle andre – snildt være King Lears persiske fætter. I sin nedslidte lænestol i det faldefærdige hjem indtager han filmens startscene, trone og rolle som selverklæret hersker.
Men nu skal tronen skiftes ud.
For Leilas og brødrenes baba, far og konge udnævnes pludselig som den udvidede families patriark. Dog er magten ikke gratis, og skal han officielt tildeles den symbolske og eftertragtede krone, må han skaffe penge og guldmønter i bryllupsgave til en (så godt som ukendt) grangrangran-nevø – hvilket åbenbart er udbredt patriarkmatematik.
Han er klar på kviklån og salg af det beskedne hus, hvor han bor med sin bekymrede kone og sin trætte datter, der fodrer ham, plejer ham og tørrer hans nattepisseri op med bare og umyndiggjorte hænder. Det er ikke just et liv, den 40-årige Leila ønsker. Så i et forsøg på at forgylde sin fattige og uinspirerede tilværelse – og sikre sine brødres fremtidige finanser – vil hun starte en familiedreven juicepresserbiks i et storcenters snart nedlagte toiletlokale.
Men også dét kræver penge, og pludselig opstår et altoverskyggende familiedilemma: Skal Leila og hendes brødre skaffe penge til en økonomisk bæredygtig, fællesorienteret og frisættende butik eller til en (magt)syg mands sidste ønske?
Med skarp dialog, humoristisk timing, fantastisk skuespil, rørende øjeblikke, feministisk slagkraft, ulykke på ulykke og et afslappet forhold til juice og hygiejne stilles ovenstående spørgsmål gentagne gange, alt imens publikum indtager rollen som det ottende medlem i en både øm og forfærdelig familie.
Det er med både fryd og gåsehud, at man betragter søskendeflokkens kamp mod hinanden, systemet, faren og indre dæmoner, men relationen mellem Leila og den fortabte og kløgtige bror Alireza (Navid Mohammadzadeh) er særligt smuk og velspillet.
Leilas og Alis alenetid er nogle af filmens bedste scener. For imens de smugryger, skændes på gaden eller venter på hospitalet, går tiden i stå, og her beretter de dybfølt om klasseskel, urimeligheder, knuste drømme, nedslidte hjerter, forældrekærlighed og kvindekønnets værdi til hinanden og et tålmodigt kamera.
Således formår ’Leila’s Brothers’ på nærværende vis at behandle nogle af Irans strukturelle (køns)problematikker, og filmen ynder med kærlig og kritisk hånd at fordømme den patroniserende faderlig magt – og advokere for, at landets børn skal nedbryde det forældede regime.
Det kan derfor næsten anses som ironisk – og sørgeligt – at instruktøren Saeed Roustayi og producenten Javad Noruzbegi som to ulydige og progressive sønner er blevet sat i skammekrogen for at male uden for babas snævre streger.
For efter ’Leila’s Brothers’ visning i Cannes blev de af de iranske myndigheder idømt fængselstraf og forbud mod at skabe filmkunst i fem år, idet familiedramaet opfattes som propaganda og en trussel mod det islamiske system.
Fortællingen om Leila og hendes brødre er derfor ikke blot en fortælling om en familie. Det er på flere niveauer en højaktuel beretning om (ytrings)frihed, fængsel, køn, begrænsende fædre og kunstnerisk undertrykkelse, der demonstrerer, at en mundkurv, en sædelighedslov, et moralpoliti eller en eventuel blasfemi-paragraf er folkets, døtrenes, sønnernes og kunstens fald.
Og skulle nogen være i tvivl, er det en svimlende høj pris at betale.
Kort sagt:
Med friheden som indsats har Saeed Roustayi skabt et fantastisk vellykket, velspillet, stærkt, humoristisk og magtkritisk værk, der udstiller gennemgribende problematikker i Irans (kultur)politiske land – og den frihedsindskrænkende dom efter ’Leila’s Brothers’s udgivelse udstiller skræmmende nok Danmarks.