Roskilde 06: Wolfkin – usædvanlige ulveunger

Kristian Gotfredsen og Lars ‘i Lommen’ Vognstrup har på trods af status som ulveunger med blot en håndfuld koncerter på bagen prøvet lidt af hvert, inden de dannede duo. Førstnævnte som sangskriver og guitarist i Sleeping Agents, og sidstnævnte som en del af elektropop-trioen Money Your Love og som backing-guitarist for Junior Senior.

Sammen med deres band serverede de mandag middag en musikalsk menu bestående af duellerende twang-guitarer, flerstemmig fællessang og småpsykedeliske passager, der sat sammen fremstod forholdsvis forfriskende på trods af et ellers glødende lånerkort til biblioteket med retrorock fra de sidste tre årtier. Mest mindeværdig var ‘A Vacant Heart’, der i øjeblikket hitter på Det Elektriske Barometer og derfor vakte genkendelsens glæde blandt publikum med sit svævende synth-tema og lige dele medrivende melodi og melankoli. Men derudover lod de lovende takter og toner vente på sig for den danske duo, der albumdebuterer til august.

Iført røde, kortærmede skjorter, fik værterne med hiv og en smule swing vækket publikum med veloplagte virkemidler og et par glade gæstesangere, men liveshowet forblev en lidt søvnig og småslumrende omgang, hvor end ikke de spacede synthezisere fik teltdugen til at lette.

Koncert.
Sponsoreret indhold

Gå ikke glip af