Bonnie ‘Prince’ Billy – middelmådighedens geni

Da Roskilde Festival i 2003 foromtalte koncerten med Will Oldham, alias Bonnie ‘Prince’ Billy, var det blandt andet med ordene ’eminent samspil og showmanship i en improviseret og levende optræden’. Showmanship fik vi absolut intet af, for Will Oldham leverede dengang en katastrofal koncert, hvor han med ryggen til publikum i stedet valgte at røvrende sit eget bagkatalog ved at hive de ellers så intime folk-sange gennem det tungnemme countryrock-maskineri. Den elektriske arrogance virkede for Dylan i 1964, men fandme om det virkede for Will Oldham i 2003.

I Store Vega var det til gengæld en helt anden profet, der var mødt op. Mutters alene, kun flankeret af et enkelt lys i sceneloftet, gik Will Oldham i gang med det, der skulle udvikle sig til to en halv times audiens hos den sluddervorne bonderøv fra Kentucky, som heldigvis havde parkeret arrogancen samme sted som sine elektriske ambitioner (forhåbentligt et sted, hvor han ikke finder dem igen).

‘I See a Darkness’ blev leveret som man havde forventet. Fint, men uden at minde os om, hvorfor netop dette nummer er blevet en slags ‘Seasons in the Sun’ for det evigt unge Barometer-segment. ‘Death to Everyone’ blev vi næsten i godt humør af, og ‘Ease Down the Road’ endte som aftenens absolutte højdepunkt, da den pludselig blev drejet over i Willie Nelson-signaturen ‘On the Road Again’. Improviseret? Sikkert ikke, men ikke desto mindre et underholdende indslag i en alt for lang koncert, hvor det hele flød sammen i et hjertevarmt men substansløst sammensurium af fredagshygge tilsat blød folk og halvhumoristisk sludder.

Måske havde det været bedre, hvis Will Oldham var skredet efter en time, som musikere plejer at gøre. Selv med en nogenlunde intakt koncentrationsevne, skal der mere end en god portion disciplin til at holde opmærksomheden gående i så lang tid. Egentlig er det i virkeligheden også tanken om at være i samme lokale som en personlighed som Will Oldhams, der gør koncertoplevelsen så betagende. Rent musikalsk er han, når det kommer til stykket, jo ikke den hellige åbenbaring, vi så gerne vil gøre ham til. Bagkataloget er imponerende i både volume og betydning for andre af tilværelsens kringlede eksistenser eller dem, der gerne vil være det, men det er også kendetegnet af få højdepunkter, og så alt det andet, der bare fiser ud i forglemmelsen.

Vi forguder Will Oldham og vi tilbeder hans evne til at sætte lyd på vores små seksuelle perversioner og altædende dødsangst på en måde, så selv svigermor ikke får kaffen galt i halsen. Udelukkende af den grund burde der kvitteres med topkarakter. Har man fortjent mindre når man kan få et propfyldt Store Vega til at holde vejret i 150 stive minutter med en lang række lidt mere end middelmådige sange og samtidig være omtrent så grim som arvesynden? Nej, for det er noget af en bedrift og måske i virkeligheden det mest imponerende ved Will Oldham – middelmådighed i skikkelse af profeten.