Ladyhawk

Visse musikere forsøger stadig at give nye bud på, hvad musik kan være og lyde som. De store kvantespring er nok overstået, men engang i mellem lykkes det at finde huller på det musikalske landkort. Andre musikere genbesøger allerede udforskede områder og tager nye snapshots fra deres egen vinkel.

Musikerne i canadiske Ladyhawk er af den sidste slags. De går rundt i landsmanden Neil Youngs baggård og indsnuser stemningen – mest tydeligt på den ti minutter lange albumlukker, hvor titlen ‘Ghost Blues’ også hylder Youngs tendens til at betitle sange med ordet ‘blues’. Sangene kører de gennem et filter af 90’ernes indierock og skaber noget mere tidløst, som er hjulpet på vej af en rummelig live-produktion med lo-fi-tendenser.

Indie-miljøets hang til ironi går også igen hos Ladyhawk med sange om den norske black metal-tradition ‘corpse-paint’, men gruppen går heller ikke af vejen for at levere klassisk melankoli i ‘Fear’, der bløder af knuste hjerter, som nok skal hele igen.

Nogle gange er det bedre at lave noget sikkert og solidt i stedet for at eksperimentere med fundamentet og risikere, at det hele falder sammen. Ladyhawk holder sig til det, de kender, og virker veltilpasse i trygge omgivelser.