Damien Jurado

Hver gang Damien Jurado udgiver et nyt album – og det gør han nu for niende gang – er det første spørgsmål, der melder sig, om den amerikanske sangskriver er røget i den forbandede Crazy Horse-fælde, hvor der larmes skal, hvor larmes kan. Lige så mange stilfærdige album Jurado har lavet gennem årene, omtrent lige så ofte er han forfaldet til simpel røvballerock og bøvet slackerrock-pragmatisme.

At Damien Jurado ligner en, der tæver hooligans til morgenmad, er ikke længere nogen nyhed. Men attraktionen ved ham er stadig, at det, du ser, ikke altid hænger sammen med det, du hører. Blandt de gumpetunge rockøvelser rammer Jurado enkelte gange noget, der er tæt på at være meget, meget smukt. Som en ung Springsteen, der stadig ikke har fundet hovedvejen ud af Nebraska, får Jurado hul igennem til en verden fyldt med forliste amerikanske drømme, altædende recessioner og fortabte eksistenser på Main Street America. Det lyder højrøvet men lyt for guds skyld til den helt fantastiske ‘Paper Kite’, hvor Jurado lader Neil Young være Neil Young, og i stedet leverer en af de smukkeste folksange på denne side af Woody Guthrie.

Enhver kan spille broget indierock, og de fleste kan gøre det meget bedre end Damien Jurado. ‘Caught in the Trees’ havde været et langt bedre album, hvis han selv indså det. Jurado er atter fanget mellem det fremragende og forfærdelige. I dette tilfælde, på samme tid.