Damien Jurado – no words, just music

Atter engang blev en af amerikansk folkrocks ypperligste sangskrivere Damien Jurados besøg i Danmark spist af med en kold og mørk tirsdag aften på Voxhall. Heldigvis har manden en trofast fanskare, der troligt møder op og andægtigt lytter til hver eneste tone, selvom Jurados ansigtsudtryk og attitude sikkert havde været uændret, om salen så havde været fuld.

Bandet lagde friskt ud med åbneren ‘Gillian Was a Horse’ fra Jurados nye album ‘Caught in the Trees’ og spillede herefter en lang række numre fra dette udspil, der lægger sig et sted ind imellem Jurados rockede og neddæmpede side. Live fungerede de nye numre rigtig godt og blev godt krydret med indslag fra det enorme bagkatalog af smukke sange, som Jurado ikke er sen til at udvide med nye udspil. En sang som ‘Now I’m in Your Shadow’ blev fremført, så nakkehårene rejste sig, mens ‘Great Today’ rockede stærkt igennem.

Men det kan være svært at bedømme en Jurado-optræden, fordi der ikke er så meget andet at bedømme end sangene. Publikumskontakten er lig nul, og man skal være heldig, hvis man skal spotte så meget som et blik ud mod publikum fra de tre musikere. Men musikalsk stod koncerten klart og funklende, og Jurados introverte attitude var tydeligvis ikke et udtryk for kedsommelighed over at være der, for hans stemme var både nærværende, brutal og tindrende smuk. Men man behøver heller ikke det store snakkeshow imellem numrene, for Jurados musik bærer en koncert i sig selv, og har man oplevet manden før, ved man, at sådan er han simpelthen bare. Ingen forlorne attituder – Damien Jurado er der for at spille sine numre og intet andet, og dertil har han så mange stærke, smukke og langtidsholdbare sange, at man kun kan håbe for andre musikelskeres skyld, at fanskaren bliver yderligere udvidet.

Koncert.
Sponsoreret indhold

Gå ikke glip af