San Fermin – gøgl og kontrol
Med mastermind Ellis Ludwig-Leone placeret bag et keyboard i den ene side af Rusts scene, lå opmærksomheden hos vokalisterne Allen Tate og Charlene Kaye samt John Brandon (trompet) og Stephen Chen (saxofon). Det var både godt og skidt, for hvor Tate og Kaye var fokuserede i deres vokale udfoldelser, optrådte blæserduoen lige vel sprælske og opmærksomhedshungrende.
En glimrende sang som ‘Sonsick’ blev skæmmet af Brandon, som i sin iver pludselig sprang ned foran scenen og tog billeder af Charlene Kaye med sin smartphone, mens han truttede videre. Forståeligt, hvis de otte musikere følte sig presset sammen på Rusts lille scene og ville give deres indlevelse i musikken et fysisk udtryk, men her blev det sgu for gøglet.
Så fungerede San Fermin langt bedre i afdæmpede numre som ‘Methuselah’ og ‘Daedalus (What We Have)’, hvor Allen Tates udtryksfulde malmrøst for alvor steg op fra dybet og omsluttede tilhørerne med lutter vellyd. Inkluderingen af en række nye numre lovede også godt for næste udspil fra Brooklyn-ensemblet. Blandt andet ‘Parasites’ med en nærmest rappende Tate og ‘Demon Lover’, hvor Kaye og violinisten Rebekah Durham leverede Kate Bush-agtige fraseringer.
Læs anmeldelse: San Fermin ‘San Fermin’
Der blev sagt farvel med en noget overraskende cover version af The Strokes’ ‘Heart in a Cage’, hvor Charlene Kaye gav pokker i pæn pige-looket og headbangede heftigt, mens hun pressede sin stemme til det yderste: »I don’t feel better when I’m fucking around«. Et dejligt forfriskende indspark i en til tider lidt for kontrolleret koncert.
Der kan ikke sås tvivl om, at de folk, Ludwig-Leone omgiver sig med, er ekvilibristiske, hvilket koncerten understregede med pirrende detaljer og intrikate synkoperinger. Det blev dog også aftenens akilleshæl, da alt virkede indstuderet og arrangeret ned til mindste detalje – selv deres fysiske udfoldelse fremstod sært kalkuleret på den der ’hold kæft, hvor vi groover, nu skal vi lige huske at vise publikum det’-agtige måde, som kendetegner mange skolede musikere.
Læs også: Interview med San Fermin: »Den klassiske musik fik mig ud af alt det med vers-omkvæd-vers«
Overordnet set efterlod orkestret dog et sympatisk indtryk, ikke mindst i kraft af Ludwig-Leones sofistikerede sange, og det var i høj grad hans fortjeneste, samt Tate og Kayes solide vokale samspil, at koncerten var vellykket. Mindre gøgl og færre associationer til en aften på Rytmisk Musikkonservatorium vil i fremtiden gøre liveoplevelsen af San Fermin bedre.