San Fermin

San Fermin agerer alias for den klassisk uddannede newyorker-komponist Ellis Ludwig-Leone, som har allieret sig med musikere fra Asphalt Orchestra og Bon Iver. Han holder sig så meget i baggrunden, at han lader Allen Tates baryton synge de fleste sange, når ikke Jess Wolfe og Holly Laessig fra Lucius tager over.

Debutalbummet balancerer mellem sofistikeret artpop og sangskrivning af klassisk tilsnit som hos Rufus Wainwright, ligesom tankerne falder på Stephen Merritts sprudlende kreativitet og Arcade Fires energiske brug af klassiske instrumenter. Referencer er dog blot tænkt som pejlemærker, for San Fermin er i den grad et originalt bekendtskab.

Læs også: Top Track: San Fermin ‘Sonsick’

Horn, saxofoner og pizzicato-strygere spiller med og mod hinanden i legesyge arrangementer, som til fulde viser musikernes overlegne tekniske overblik. De avantgardistiske manøvrer kræver tilvænning, men giver man sig tid, åbner der sig et auditivt kalejdoskop, hvis detaljerigdom imponerer for hvert gennemlyt.

De komplekse numre finder deres modpart i umiddelbare og iørefaldende sager som den polyrytmiske kammerpopperle ‘Sonsick’, de afdæmpede ‘Methuselah’ og ‘Oh Darling’, den energiske ‘Bar’ og ‘Daedalus (What We Have)’, der gradvist opbygges.

Læs også: Top Track: San Fermin ‘Daedelus (What We Have)’

At debutere med 17 skæringer, heriblandt instrumentale interludes, er et ambitiøst statement. Hvilket understreges af, at både 1700-tallets italienske førsteelsker, den ældste mand i Bibelen og en tragisk skikkelse fra den græske mytologi har sangtitler opkaldt efter sig.

Af et debutalbum er dette yderst helstøbt og kreeret med imponerende autoritet, som tilskrives Ludwig-Leone og hans mere end veludviklede sans for sangsnedkeri og orkestrale arrangementer.

San Fermin. 'San Fermin'. Album. Downtown.
Sponsoreret indhold
Features

Gå ikke glip af