Febueder
De tre 19-årige, skateboardbegejstrede briter i Febueder har knapt nok forladt øveren i forældrenes garage endnu. Der er imidlertid ekstremt langt fra den slackerrock, man måske kunne forvente af et sådant guitarspillende teenage-trekløver, til den knudrede artrock, de med nik til navne som Alt-J og Foals leverer på deres anden ep.
Imens landsmændene i Alt-J har perfektioneret deres lyd i det overraskende møde mellem harmoniske folkmelodier og pågående synths, er lydbilledet hos Febueder imidlertid mere organisk – men bestemt ikke ukompliceret. Det både ringler, rasler, tordner og trutter.
Forsanger Kieran Godfreys potente vokal spiller flot op imod afgrundsdybe basgange og forfriskende komponenter som kornet og ukulele, alt imens et viltert bagtæppe af percussion nogle steder klaprer beskedent, andre steder klodset ramler imod de skæve sangstrukturers bund.
Særligt Febueders anarkistiske tilgang til sangenes opbygning løfter ’Lilac Lane’ op over gennemsnitsniveauet for et ep-udspil fra et så nyslået navn. ’Owing’ bevæger sig fra en akustisk, lejrbålsklingende intro over mørke, basdrevne vers til en nedbarberet, vokalbåret passage, der tilnærmelsesvist kunne minde om et omkvæd – alt sammen uden at udtrykket bliver klodset eller sammensat. Tværtimod. ’Brazilia’ henfører med sine talrige rytmeskift, finurlige korarrangementer og livlige horn, imens ’Henna Sun’ er dystert indtagende med dragende messen, rytmiske håndklap og midnatssort bas.
Febueder har eftersigende indspillet ep’en i en råkold tunnel i lokalområdet, og resultatet er en række sange, der er lige så mørkt rungende, som de er kreativt sprudlende. En flot bedrift for tre relativt uprøvede lads.
Læs anmeldelse: Alt-J ‘This Is All Yours’