‘Arvingerne’ – hele anden sæson

De har skændtes, grædt, løjet, svindlet og overgrebet sig på hinanden, men i de sidste sekunder af aftenens ’Arvingerne’ gik de fire søskende i fælles flok ned ad grusstien mod det hjem, der har bragt dem sammen, adskilt dem og nu forenet dem på ny: En enhed af ærlige svindlere og i det mindste med en luft så renset, som den nu bliver i familien Grønnegård.

Således en fin afslutning på en sæson, hvor det dog længe har stået klart, at mens første udgave i selve arvesagen havde et naturligt udgangspunkt for dramaets udfoldelser og karakterernes relationer, led opfølgeren under manglen på naturlige konflikter. I stedet måtte man injicere et ordentligt skud action i afsnit på afsnit, og efterhånden som mordforsøg, kontroversielle kys, fængslinger, sindssygdomme, biluheld og bedrag hobede sig op, anede man mere og mere dukkeførerne i kulissen. Så var Frederik aldeles ude i tovene, topkandidat til den lukkede afdeling – så var han i aftenens afsnit tilbage til sit gamle klarttænkende jeg. For slet ikke at tale om Rasmus Botofts Martin og Signes forhold til sin far, der startede som en bærende konflikt, men forsvandt ud af det blå i de sidste tre afsnit.

Serien har i det hele taget haft svært ved at gøre sine nyintroducerede bikarakterer interessante, men vigtigere er selvfølgelig de fire søskende, hvis dilemmaer og psykologi har virket flakkende. Selv Gros kunstforfalskning var et lidt slidt ekko af hendes underskiftssvindel i første sæson. Og selvom det selvfølgelig er en pointe, at kontrolfreaken Gro går til ekstremer for at indrette verden efter sit eget hoved, har det som en væsentlig drivkraft været relativt uspændende, ligesom man undrer sig over hendes fortfarende underspillede reaktion på at være blevet kvalt i 28 sekunder af sin bror. Det overgreb har serien negligeret groft. Man forstår også godt, at Signe har været tæt på at opgive sit hampprojekt – det har vi også.

Jesper Christensens Thomas har til gengæld været på en godt gennemtænkt rejse fra altid optimistisk hyggeonkel til verdensfjendsk grøntsag (via en lidt kikset deus ex machina, biluheldet). Og stærkt står Emils udvikling fra egoistisk drengerøv til (mere eller mindre) ansvarligt voksent menneske. Det er i ham, at udforskningen af grænsefeltet mellem frihedssøgen og fælleskab har virket mest troværdig.

’Arvingerne’ løfter sig stadig ved Maya Ilsøes præcise dialog og de suveræne præstationer fra hele ensemblet: Hatten af for Trine Dyrholm, Mikkel Boe Følsgaard, Jesper Christensen, Carsten Bjørnlund, Trond Esben Seim, Marie Bach Hansen og Lene Maria Christensen. Men i min anmeldelse af de første par afsnit af den nu afsluttede sæson skrev jeg, at den havde potentiale til at blive en moderne klassiker. Nu ligner ’Arvingerne’ ikke længere det rammende portræt af vores generations splittede familier og individuelle jagt på det gode liv, som der var løfter om.

Måske man skal slutte, mens legen stadig er halvgod?

Læs også: Her er tv-serierne, vi ser frem til i 2015