’Korsvejen’
Med en dydig ung kvinde som sit lysende centrum tilslutter Dietrich Brüggemanns gejstlige drama ‘Korsvejen’ sig en lang række værker med tunge, religiøse temaer, der gennem filmhistorien har portrætteret uskyldsrene, opofrende kvinder, der på det groveste bliver røvrendt af livet, selvom de er stærke i troen og gode, som dagen er lang.
Tænk bare på Carl Th. Dreyers stakkels Jeanne d’Arc, joviale Inger i ‘Ordet’ og renhjertede Bess i Triers ’Breaking the Waves’.
I ‘Korsvejen’ er Maria (sublimt spillet af Lea van Acken) en gennemsød og gudfrygtig teenager, der modsat sine jævnaldrende har større ting at slås med end uren hud og uønsket hårvækst. Hun er nemlig født ind i en striks, katolsk familie, der (via broderskabet Skt. Paulus, der er modelleret over det virkelige, ultrakonservative Skt. Pius X) modarbejder den moderne, sekulære verdens kulturelle korruption ved at indoktrinere Maria og hendes søskende med, hvad de er overbeviste om er den eneste rette tro. En tro, der blandt andet tilskynder total uselviskhed og forbyder al slem musik med sataniske islæt (læs: alt andet Bach-koraler).
Hvordan Marias opvækst clasher med samtiden og gør hende til yndet mobbeoffer i skolen, bliver demonstreret i en gymnastiktime, hvor drenge og piger (I guder!) dyrker motion sammen og varmer op til noget så syndefuldt seksuelt som Roxettes ‘The Look’.
Opfordret af sin fader Weber til at sige fra over for ungdommens fordærv sætter Maria grænsen ved Per Gessles stønnende vokal og nægter at bevæge sig i takt til det dunkende beat. Scenen viser på én gang, hvor udstødt og alene Maria er, og hvor stor en indre styrke, hun besidder (selvom klassekammeraterne gør nar, holder hun fast ved sin beslutning), og derfor er det ærgerligt, at Brüggemann ikke kan dy sig fra at bruge hendes naive fromhed til at fremprovokere billige grin.
‘Korsvejen’ er inddelt i 14 kapitler, der hvert svarer til et stop på Jesus’ vej fra Pilatus til Golgata, og den bibelske analogi er både dybt interessant og original. Men allerede fra filmens første indstilling, der alluderer til Da Vincis ’Den sidste nadver’, får man fornemmelsen af, at ‘Korsvejen’ først og fremmest henvender sig til ‘The God Delusion’-læsende ateister, der gnider sig i hænderne, når de ser Maria kløjes, i bogstaveligste forstand, i den strenge katolicisme, som især hendes manipulerende og mandhaftige mor (Franziska Weisz) tvinger ned i halsen på hende.
Med et mirakel, der ikke skal afsløres her, læner Brüggemann sig bevidst tæt op ad Dreyer. Desværre opnår han aldrig den grad af meditativ nysgerrighed og nuancerigdom, som gennemsyrer ’Ordet’. I stedet ender han, paradoksalt nok, med at prædike sin egen foragt for fundamentalister og fremstille dem fuldstændigt ensporet: Som noget, Fanden har skabt.
Kort sagt:
‘Korsvejen’ er en ætsende kritik af religiøs ekstremisme, hvis største styrke er den skrøbelighed og desperation, som stjernefrøet Lea Van Acken tilfører rollen som Maria. Det er hende, der er filmens egentlige åbenbaring – ikke dens forslidte pointe om, at fundamentalisme æder sjæle op.