Skrækhistorier om snotforkælede stjerner og sjæleløse producere er uløseligt vævet ind i Hollywoods mytologi, senest i David Cronenbergs Hollywood-satire ‘Maps to the Stars’ med Julianne Moore, John Cusack, Mia Wasikowska og Robert Pattinson, der får premiere på torsdag.
Men holder myterne? Vi tester dem af på den danske instruktør Christian E. Christiansen, der har lavet gyserne ‘The Roommate og ‘The Devil’s Hand’ i den sagnomspundne filmby.
Myte 1: Hollywood-producenter vil slå ihjel for succes
I Robert Altmans kultsatire ‘The Player’ (1992) giver Tim Robbins den som en åleglat, moralsk korrumperet producer, der med alle kneb i drejebogen afværger dødstrusler og lukker millionkontrakter. Filmen var en finger i siden på Hollywoods antageligt skruppelløse producenter, for hvem kolde kontanter til enhver tid trumfer kunst og kreativitet. På samme måde fik virkelighedens producenter Joel Silver og Stuart Cornfeld komiske hug i Ben Stillers ‘Tropic Thunder’ (2008). Her spillede Tom Cruise i grotesk forklædning den profant ildspyende producer-fra-helvede Les Grossman, et karikeret miks af Cornfeld og Silver. Lever producenterne op til de grumme portrætter?
Christian E. Christiansen:
»Producenten Clint Culpepper, som jeg arbejdede med, er helt ligeglad med kunsten. Når man læser manus med ham, råber han pludselig, ‘stop! Trailer moment!’ Og så udarbejder han sine egne scener kun til traileren for at få filmen til at se mere dramatisk ud. Også filmstudiernes marketingfolk er iskolde købmænd. Efter en tidlig visning af ‘The Roommate’ spurgte jeg, hvad de syntes. En af dem sagde, ‘Well, I didn’t like it. But we can sell the shit out of it’. Og så gik de alle glade derfra«.
Mafiametoder og narcissistiske stjerner – se flere myter på de næste sider.
Myte 2: Stjerner er narcissistiske røvhuller
Hollywood-stjerner er egocentrikere og Dorian Gray-wannabes, som kun tåler de blå M&M’s i posen og hellere vil dø unge og kendte end ældes i anonymitet. I klassikeren ‘Sunset Blvd.’ (1950) imødekom den aldrende stumfilmstjerne og diva extraordinaire Gloria Swanson fordommene og gav en frygtindgydende præstation som… en aldrende stumfilmsstjerne og diva, hvis tid i spotlyset er forbi. Og i David Cronenbergs ‘Maps to the Stars’ (2015) spiller 54-årige Julianne Moore en moden skuespillerinde så fortabt i sin higen efter at forblive relevant i det ungdomsfikserede Lala Land, at en rivalindes familietragedie modtages med jublende skadefro. Er stjernerne virkelig så slemme?
Christian E. Christiansen:
»Dem, jeg har arbejdet med, har været de sødeste mennesker. Men der er undtagelser. På ‘The Roommate’ var der en fyr, som var blevet kendt meget hurtigt for sit udseende (Cam Gigandet fra ‘Twilight’, red.). Han gad konsekvent ingenting. På ‘The Devil’s Hand’ havde jeg også mange diskussioner med Colm Meaney, som spillede den onde, men ikke rigtig ville acceptere karakterernes bevæggrunde og derfor bare stillede sig med ryggen til kameraet«.
Myte 3: Hollywood får dig til at glemme de sande værdier
»Hollywood er et sted, hvor de vil betale dig 1.000 dollars for et kys og 50 cent for din sjæl«, har Marilyn Monroe sagt, filmbyens mest ikoniske galionsfigur, hvis triste skæbne og søgen efter en dybere mening med livet i Hollywood-maskineriet står som et minde over byens kannibalistiske natur. Hollywood-fatigue var også temaet i Sofia Coppolas melankolsk-satiriske ‘Somewhere’ (2010), hvor Stephen Dorffs desillusionerede skuespiller Johnny Marco langsomt genfinder livsglæden i sit livs rolle som far for sin 11-årige datter, filmet i og omkring monumentet over Hollywoods fortabte sjæle, hotellet The Chateau Marmont. Suger filmbyen livet ud af sine indbyggere?
Christian E. Christiansen:
»At lave film i Hollywood handler om at tjene penge. Og begynder pengene at trække i én, så mister man ret hurtigt øje for originale tanker. Jeg kom til Hollywood med en utopisk intention om at højne en teenage-popcorn-thriller til en film med mere på hjertet. Umuligt. Alle de ting, jeg var kommet med, og som studiet havde sagt god for, inden vi gik i gang, var det første, der blev pillet ud«.
Myte 4: Hollywood er en bundkorrupt mafiarede
Money talks i Hollywood. Men en skarpladt pistol og stryknin i morgenkaffen taler højere. Film som ‘Get Shorty’ (1995) og ‘L.A. Confidential’ (1997) har udforsket Hollywoods bagside, hvor rå brutalitet og håndtryk med Djævlen under bordet står i skarp kontrast til den ultra-glamourøse facade. »This is the city of angels, and you haven’t got any wings«, snerrer James Cromwells korrupte politichef Dudley til en uheldig håndlanger i ‘L.A. Confidential’. Og i ‘Get Shorty’ opdager John Travoltas lånehaj Chili Palmer, at Hollywoods forretningsgang til forveksling ligner hans tidligere kriminelle løbebane i Florida. Vrimler det med gangstere i filmbyen?
Christian E. Christiansen:
»De magtfulde Weinstein-brødre, Harvey og Bob, bliver tit omtalt som nogle små-gangstere. På et tidspunkt arbejdede jeg på en genindspilning af ‘Hellraiser’ for dem med kontrakt på manus og instruktion. Projektet døde, fordi de var uenige, men da jeg skulle have mine sidste penge, svarede studiet ikke. Helt gangster-agtigt. Jeg har hørt, at Weinstein-brødrene altid prøver at snige sig uden om betalinger, og mange tør ikke sige noget af frygt for at blive blacklistet i branchen«.
Læs også: Historiens vigtigste catfights mellem producer og instruktør