Casting-nyt: Uma Thurman over for danske stjerner, Jude Law som pave

Casting-nyt: Uma Thurman over for danske stjerner, Jude Law som pave

Uma Thurman skal ifølge Screen Daily spille over for Lars Mikkelsen, Paprika Steen og Connie Nielsen i 9/11-dramaet ‘The 11th’, der udspiller sig i København. Også svenske Michael Nyqvist og snart 93-årige Christopher Lee er tilknyttet filmen.

Ensemblefortællingen følger otte forskellige skæbner umiddelbart inden terrorangrebene på World Trade Center. Thurman skal spille en dreven politibetjent, mens Lee indtager rollen som en alkoholiseret, alzheimers-ramt tidligere kirurg.

‘The 11th’ instrueres af den debuterende franskmand Xavier Nemo og får efter planen premiere på Cannes-festivalen næste år.

I dette års udgave af festivalen dyster ’Den store skønhed’-instruktøren Paolo Sorrentino om Guldpalmen med det ambitiøse drama, ’Youth’, men hans næste projekt er allerede ved at tage form. Således har hans kommende tv-serie ’The Young Pope’ om frygt, drømme og intriger bag Vatikanets mure fundet sin hovedrolle i form af Jude Law. Det skriver Deadline.

Over otte afsnit skal Law spille en ung, nyslået pave, der kæmper med såvel frygten for at blive forladt af sin gud som Vatikanets magthungrende dobbeltmoral.

Sorrentino har udover ’Den store skønhed’ også stået bag de mesterlige ’Il Divo’ og ’Consequences of Love’ på italiensk grund, mens hans engelsksprogede debut ’This Must Be the Place’ med Sean Penn som Robert Smith-pendant var mindre vellykket. ’The Young Pope’ er den italienske auteurs første tv-serie.

Læs også: Første blik på ‘Den store skønhed’-instruktørs ‘Youth’ med store stjerner på rollelisten

Læs også: Alt om Cannes Film Festival

Sponsoreret indhold
Sponsoreret indhold
Sponsoreret indhold
Sponsoreret indhold