Sommer, sex og Kit Harington: Det skal du streame i juli

Verdens værste hest vender tilbage, Jon Snow springer ud som tennisspiller, og en af de seneste års bedste dramaserier kommer endelig til Danmark. Vi har samlet de bedste nye streamingtitler i den kommende måned.

1. ‘BoJack Horseman’ sæson 2

Som fugl Føniks af asken rejser BoJack sig fra et hav af alkohol, stoffer og selvlede i plakaten for anden sæson af ’BoJack Horseman’. Kender man Netflix’ melankolsk-humoristiske animationsserie ret, varer det dog ikke længe, før den drikfældige skuespillerhest falder i dybet igen og giver los for sine talrige uvaner.

Første sæson af ’BoJack Horseman’ var et overraskende mørkt studie af en falleret stjerne på selvdestruktionens sti, men den krydrede tungsindet med urkomiske øjeblikke. Scenen, hvor BoJack sammen med sine nærmeste venner forsøger at spytte et manuskript ud i en ugelang rus af euforiserende stoffer, var slet og ret hysterisk morsom.

Meget af seriens charme ligger i Will Arnetts (’Arrested Development’) uovertrufne stemmearbejde som den detroniserede hest, mens Aaron Paul (Jesse fra ’Breaking Bad’) ligeledes glimrer som ubekymret sofa-slacker.

Kan ses på Netflix fra 17. juli.

Soundvenue 1 / 10 Soundvenue