Trailer: Elle Fanning drømmer om at skifte køn i ‘About Ray’

»Periods have never been easy on young men«.

Tom Hoopers ’The Danish Girl’ bliver tilsyneladende ikke ene om at behandle transseksualitet i Hollywood-format, når den til næste år får premiere som selvskrevet Oscar-kandidat.

The Weinstein Company har offentliggjort traileren til ’About Ray’, fortællingen om en teenagepige med et brændende ønske om at skifte køn og en film, der synes båret af en luftigere og mere jordnær tone end Hoopers kommende periodedrama.

I hovedrollen ses stortalentet Elle Fanning, der blandt andet udviste stor forståelse for det følsomme, naturalistiske skuespil i Sofia Coppolas ’Somewhere’. Siden da har Fanning først og fremmest landet biroller i blockbustere som ’Super 8’ og ’Maleficent’, men synes altså nu at få albuerum til både små og store følelser i ’About Ray’, når hun sammen med Susan Sarandon og Naomi Watts danner familiedramaets trekløver.

’About Ray’, der er instrueret af den relativt ukendte Gaby Dellal, forventes at få amerikansk premiere 18. september. Det er endnu uvist, om filmen får dansk biografpremiere.