’James White’

’James White’
5 6
Spillefilm
Instruktør

Josh Mond

Medvirkende

Christopher Abbott, Cynthia Nixon, Scott Mescudi

Spilletid

85 min.

Premiere

Den 24. februar

Stream filmen:

Se 'James White' hos Blockbuster

Længe inden Charlie fik nosset sig sammen til at sige fra over for Marnie og hendes evindelige bullshitteri i ‘Girls’, slog Christopher Abbott, der spiller ham, op med selve serien.

Og når man ser ham som den selvdestruktive slagsbror James White, begynder man at danne sig en ide om hvorfor. Rollen som snothvalpet klisterkæreste kunne nemlig ikke ligge fjernere fra den konstant implosionstruede figur, som Abbott inkarnerer til perfektion i Josh Monds fremragende debutfilm.

Første gang vi møder James, er han helt blæst og halvvejs gennem et blow-job serveret af en tilfældig scoring, han er stødt ind i på dansegulvet. Selvom han er på natklub, render han rundt med høretelefoner i ørerne, og de bastunge vibrationer smelter sammen med musikken på hans telefon: Ray Charles’ melankolske evergreen ‘Don’t Let The Sun Catch You Crying’. Det mudrede lydbillede ledsages af en lige så omtåget visuel side, der viser verden, som den ser ud, når man er lige så sanseløst stiv som hovedpersonen – når ens blik bliver stadigt mere fjernt og flakkende, i takt med at øjnene bliver ude af stand til at fokusere.

James drikker for at glemme, og det virker overraskende godt – i hvert fald indtil han kommer hjem til sin mor, klar til at sove branderten ud, og hele den pukkelrykkede sidder shiva for hans nyligt afdøde far. »Fuck!« fremstammer han. Men fuck er kun et fattigt ord for, hvor tragikomisk en ting det er at fortrænge.

Via ultranære beskæringer, der dvæler ved Whites ansigt synligt medtaget af daglig dødsdruk og dyb sorg tegner Mond et utroligt bevægende portræt af en ung fyr, som allerede er helt ude og skide, da han finder ud af, at hans mor Gail (Cynthia Nixon) – den eneste familie han har tilbage – er syg af kræft. Den fuldstændigt urimelige lortehånd, James og hans mor er blevet givet af universet, får én til at tænke over, præcis hvor mange livsknubs en person kan tåle, før de når deres breaking point. Og filmens genistreg består i konstant at bygge op til, afværge og udsætte netop dette øjeblik i ét langt, nerveopslidende loop.

Hele filmen igennem hepper man på James og håber, at han vil komme helskindet ud på den anden side, men samtidig er man er i tvivl. For lige så kærlig og omsorgsfuld han er over for sin mor – og kemien mellem Abbott og Nixon er virkelig helt enestående – lige så eksplosiv og utilregnelig er han over for vitterligt alle andre.

Ligesom Matthias Schoenaerts i ’Bullhead’ og ’Smagen af rust og ben’ gemmer der sig en eksplosiv vildskab under Abbotts sarte ydre – en fandenivoldskhed, der gør det komplet umuligt at fjerne øjnene fra ham. Og det er dét magnetiske nærvær, der gør ‘James White’ til et karakterstudie i særklasse.


Kort sagt:
Det kan godt være, de er bedst kendt som Charlie fra ‘Girls’ og Miranda fra ‘Sex and the City’, men i Josh Monds empatiske portræt af en selvudslettende ung fyrs forhold til sin kræftsyge mor beviser både Abbott og Nixon, at de rent faktisk er kanondygtige karakterskuespillere.

Sponsoreret indhold
Sponsoreret indhold
Sponsoreret indhold
Sponsoreret indhold