Kommentar: ’1864’-debatten er en opvisning i stating the obvious

Kommentar: ’1864’-debatten er en opvisning i stating the obvious
Kommentar: ’1864’-debatten er en opvisning i stating the obvious
Jacob Ludvigsen

Filmredaktør på Soundvenue

Politikere og andet godtfolk har det eneste døgns tid snublet over hinanden for at tage afstand fra DR’s eks-dramachef Ingolf Gabold, der i Politiken erkendte, at ’1864’ var et politisk projekt.

»Som tidligere dramachef har jeg lov at sige: Jeg er politisk. Og jeg har været politisk i udviklingen af den her dramatik. Fordi jeg synes, den peger direkte ind i de allervæsentligste politiske og kulturelle stridspunkter i det her land«, siger han blandt andet.

»I ’1864’ diskuterede vi, hvorvidt vi er europæere eller danskere (…). Det er hoveddiskussionen. Og den har du kraftedeme lov at føre i en serie som ’1864’. Også i et public service-medie. Hvis det ikke er det eneste, du tordner igennem med i et halvt år«.

DF’s Søren Espersen, DR-bestyrelsesmedlem Katrine Winkel Holm, Socialdemokraternes Mogens Jensen og debattør Henrik Gade Jensen er blandt dem, der har luftet deres utilfredshed med Gabolds indrømmelse. Mens man som udenforstående bare har kunnet læne sig tilbage og se maskeraden udspille sig som en opvisning i stating the obvious.

Annonce

For Gabold siger jo bare det om ’1864’, som enhver dansker med blot en halv kubikcentimeter fortolkningskapacitet kunne konstatere søndag efter søndag forrige efterår: At serien udstillede dansk nationalisme og kommenterede meningsløsheden i den nutidige krigsindsats. Ikke en sjæl troede da på Ole Bornedals ord om, at serien bare handlede om sorg og mennesker. Og det største problem i ’1864’ var vel netop (nå ja, ud over Inges voiceover), at der var så lidt rum for tvetydighed. Budskabet var til at tage og føle på.

De seneste dages debat svarer til, at to millioner mennesker overværer en forbrydelse, men først da gerningsmanden halvandet år efter siger »jeg gjorde det«, farer magthaverne oprevet i flint: »Hvad sagde vi, han gjorde det, han gjorde det«.

Dog skal man huske, at Ingolf Gabold ikke er gerningsmanden, men bare manden, der gav ham pistolen. Meget kan man sige om den excentrisk-geniale Gabold, hvis betydning for DR’s dramasucces man næppe kan overvurdere, men han er ikke kendt som et menneske, som sætter sit lys under en skæppe. Og interviewet i Politiken smager mistænkeligt meget af en mand, som er lidt for besat af at understrege sin egen rolle, og som finder en særlig glæde i at afsløre, hvordan han på Keyser Soze-agtig maner har styret spillet hele vejen igennem. Tryllekunstner går på pension og afslører alle sine tricks.

Men ’1864’ er jo først og fremmest Ole Bornedals projekt. Og den egensindige Bornedal er ikke typen, der lader sig manipulere af andres overbevisninger – hverken politiske eller kunstneriske – selv ikke af den karismatiske dramachef, der hyrede ham. Bornedal er ikke nogens marionetdukke. Og hvis man havde troet, han havde strøget konsensusstammen med barken, da han blev hyret til at forvalte de 100 millioner skattekroner, der var møntet på en historisk serie for DR, var man temmelig naiv.

Burde Gabold så have støttet Bornedals projekt? At en dramachef leder efter et perspektiv, en vinkel i de projekter, han kuraterer, bør ikke kunne få nogens pis i kog. Det kaldes kunst. Og når alt kommer til alt: Mon så ikke det primært er i bakspejlet, at Gabold har handlet ud fra en storstilet propagandistisk strategi, som en venstresnoet sleeper agent forklædt som dramachef?

Med deres fremturen i ‘1864’-debatten er politikerne i overhængende fare for at leve op til de karikaturer, de er blevet udsat for i både ‘Borgen’ og Bornedals serie.

Men det kunne stadig være interessant, hvis DR i én af sine kommende serier afspejlede andre værdier end de kulturradikale.