Interview: Nikolaj Lie Kaas bliver, til festen er slut

Interview: Nikolaj Lie Kaas bliver, til festen er slut
Foto: Carolina Segre
Han er på toppen af karrieren med roller som træt politirotte i den nye ‘Afdeling Q’-film, ‘Flaskepost fra P’, og glat direktør i den netop afsluttede DR-serie ‘Bedrag’. Det er alt sammen meget voksent. Men har succesen gjort gøgleren magelig?

Mandag efter nytår. En stiv kuling imiterer arktisk vinter på Christiansborg Slotsplads, hvor Nikolaj Lie Kaas står på trappen til Højesteret foran vores fotograf, iklædt åbenstående jakke og blå skjorte. Skuespillerens hænder og læber har for længst antaget samme kulør. Med et skævt smil gestikulerer han mod de kridhvide tennisokker i sine sorte sneakers.

»Beklager. Det var de eneste rene«.

Aftenen før kom han og familien hjem fra Skotland, hvor de har holdt juleferie.

»For første gang i mange år har jeg virkelig haft tid til at jule med børnene. Det har været så fedt«.

Rejsen var et velkomment afbræk i en kronisk travl kalender for en af landets mest myreflittige skuespillere. Siden Lars von Triers ‘Idioterne’ i 1998 for alvor sparkede gang i karrieren, har han indspillet cirka tre film årligt, og mærkatet ‘ham den sjove’ klæbede i lang tid til hans folkelige ry i kølvandet på ‘I Kina spiser de hunde’ og ‘Blinkende lygter’.

Et mærkat, der ikke blev synderligt forandret af udenlandske eventyr i Tom Hanks-thrilleren ‘Engle og dæmoner’ og ‘The Whistleblower’, men til gengæld selvantændte metadramatisk med Nikolajs prisbelønnede kraftpræstation som Danmarks mest elskede sjove mand, Dirch Passer, i ‘Dirch’.

Rollen indbragte skuespilleren både en fjerde Bodil- og Robert-pris i 2012, og efterfølgende har roller i DR-serier som ‘Forbrydelsen’ og ‘Bedrag’, Susanne Biers ‘En chance til’ og ‘Afdeling Q’-filmene lagt større afstand til de fjogede karakterer.

Nu er Lie Kaas således for tredje gang biografaktuel som Afdeling Q’s følelsesmæssigt formummede vicekriminalkommissær Carl Mørck i ‘Flaskepost fra P’. En rolle, der dog umiddelbart ligger langt fra virkelighedens noget mere charmerende røver. Hårde minusgrader til trods.

Nikolaj, vi kan godt lide, når folk viser lidt hud…
»Javel«, siger han og lader, som om han knapper op i skjorten. »Skal vi også lave interviewet udenfor? I bar overkrop?«

Hvis du får lungebetændelse, får du et gratis abonnement.
»Det er sgu generøst«.

Nikolaj-Lie-Kaas-Foto-Carolina-Segre
Tre forbipasserende teenagepiger kigger op og laver et dobbelt-take, da de genkender manden på trappen. De fortsætter fnisende med lange øjekast.

Det er generelt svært at undgå at lægge mærke til de blikke, skuespilleren tiltrækker sig på gaden. Ikke mindst da vi lidt senere bevæger os igennem byen mod hans agents kontor, hvor interviewet skal finde sted i taknemmelige plusgrader. Et par drenge suser forbi på cykler: »Eeyy, Nikolaaaj!«.

»Hejsa! Eller, det ved jeg sgu ikke, hvem var«, siger han.

Er det ikke irriterende at blive genkendt hele tiden?
»Næ. Folk er ret stille og rolige i Danmark«.

I de 25 år siden gennembruddet som teenager i ‘Drengene fra Sankt Petri’ har Nikolaj Lie Kaas haft god tid til at vænne sig til offentlighedens interesse. Jeg bider mærke i, hvordan han gentagne gange jokende siger ting som »dengang jeg var en lille dreng« med påtaget bedstefarrøst.

Nu er du næsten halvvejs igennem livet…
Han skærer en lille grimasse. Så sjovt var det så heller ikke.

Okay, 42. Føler du et pres for at nå noget?
»Rollemæssigt har jeg aldrig haft en ambition om, at jeg gerne ville nå at spille Macbeth. Jeg kunne godt tænke mig at skrive mere, at instruere. Alle skuespillere oplever en anden verden efter 50. Det er så der, der er nogle, der køber en sportsvogn. Og begynder at gå i cykeltøj«.

Du har ikke anskaffet dig nogen af delene?
»Jeg er ikke 50, vel? Når du ser mig komme gående med click-sko og aerodynamisk cykelhjelm, må du gerne bede mig om lige at slappe af«.

Det skal jeg huske…
»Ha, så kommer jeg der – click, click, click: Hejsa! Jeg er cyklet herind fra Hellerup – click click click. Med grotesk mange vandflasker på ryggen«.

Han stavrer af sted som en mand tynget af cykelvandflasker.

Sjovt hjørne, alvorligt hjørne

På kontoret bliver vi bænket med kaffe og chokolader. Nikolajs agent foreslår for sjov, at den stivfrosne skuespiller kan få hendes pels på.

»Må jeg ikke nok? Så kan jeg sidde her som en anden Snoop Dogg«.

Han kaster sig med spejderiver over en gammel juledekoration på bordet.

»Hold kæft, hvor bliver det hyggeligt, når jeg tænder de her lys«.

Hvad glæder du dig til ved at spille Carl Mørck, når du står op om morgenen under optagelserne?
»Carl er en underspillet fyr og ikke så generøs med sig selv, så det gælder om at få meget ud af lidt. Det er interessant. Opgaven er at få det til at svinge inden for en ret slidt genre. Man skal altid spørge sig selv, hvorfor man stadig laver det her«.

Og hvorfor gør du så det?
»Fordi det er en spændende historie. ‘Flaskepost fra P’ er min favoritbog i ‘Afdeling Q’-serien. Og så er der stadig noget fascinerende i forholdet mellem Carl og Fares’ karakter Assad, som jeg tror, publikum gerne vil se mere til«.

Det er ikke overraskende, at skuespillerduoens gode kemi på lærredet har rødder i et ditto venskabeligt forhold i virkeligheden. Lie Kaas har stor respekt for sin svenske kollega – også selv om Fares Fares driller ham med, at hans sprog udelukkende består af uforståelige lyde. Ææumm, mmhmm.

»Og jeg synes ellers, jeg er blevet god til at tale ty-de-ligt«, intonerer han pertentligt.

Nikolaj-Lie-Kaas-Foto-Carolina-Segre-2
Hvordan forbereder du dig til en rolle ud over at stemme s’er?
»Jeg elsker at læse op på et emne. Noget af det største ved mit job er, at jeg får lov til at studere ting for så at opleve dem på egen krop. Forberedelserne kommer an på, om det er en karakter, der ligger langt fra mig. Som narkomanen Tristan i ‘En chance til’. Jeg havde lige lavet ‘Fasandræberne’ og havde en weekend til at forberede mig. I sådanne situationer går jeg i cirkler og forsøger at finde stilen og er ulidelig for mine omgivelser«.

Hvor god er du til at slippe karaktererne igen?
»Nogle gange kan jeg selv tro, at jeg har sluppet en rolle, og så siger de derhjemme, at jeg har været helt væk mentalt i et par måneder. Men visse ting er også svære at stå på mål for, hvis man ikke ejer det«.

Som Tristan for eksempel?
»Ja, og Sander i ‘Bedrag’. Man prøver at tage ejerskab over karakterens meninger, også selv om de er forkvaklede eller forkerte. Jeg skal tro på det for virkelig at mene det«.

Det er i det hele taget nogle meget seriøse roller, vi ser dig i for tiden.
»Og det er sjovt. Men karaktererne snakker ikke længere om, hvordan de har det. De snakker om begreber og andre mennesker, ikke følelser. Det gjorde mine roller hele tiden, da jeg var yngre«.

Har du brug for at skeje mere ud?
»Det har ikke noget at gøre med at skeje ud, det er en del af mig. Det er sjældent, at man som skuespiller bliver accepteret både for at være sjov og alvorlig. Det er et stort privilegium«.

Han flytter sin kaffekop fra den ene side af bordet til den anden. Sjovt hjørne. Alvorligt hjørne.

»Det kan godt være, at nogen synes, det er let at være sjov, men jeg gider ikke udelukkende lave alvorlige film, fordi de er mere accepterede. Før ‘Kvinden i buret’ spurgte folk altid, om jeg ikke var træt af at være den sjove. Bagefter kom spørgsmålet fra den modsatte grøft. Man er heldig, hvis man ikke bliver castet ud fra sin seneste rolle. Nogle skuespillere er gode til at presse på i forhold til at blive brugt rigtigt. Det er jeg ikke specielt«.

Hvad mener du?
»Jeg er ikke så god til at tænke mig selv et sted hen, fordi min karriere har brug for det, hvor andre måske selv ringer til Zentropa for at høre, hvad de har gang i. Eksempel: Da jeg først læste om ‘Afdeling Q’-projektet, havde jeg lige lavet ‘Forbrydelsen’ i et år og havde godt med krimi i mit liv. Jeg syntes også, at jeg var alt for ung til at spille Carl. Min manager overtalte mig alligevel til at tage et møde med instruktøren på ‘Kvinden i buret’, Mikkel Nørgaard, og så svingede vi helt vildt godt. Det er jo ikke, fordi vi opfinder den dybe tallerken med ‘Afdeling Q’, men fra start havde vi en fælles vision om at lave super spændende krimier«.

Annonce

Ghita Nørby-stemplet

I ‘Flaskepost fra P’ kommer Carl Mørck på sporet af en morderisk religionsfanatiker fra den fiktive sekt Herrens Disciple. Lie Kaas genkender visse (mindre morderiske) aspekter ved det religiøse miljø fra sit eget liv.

»Min mormor og mor var medlem af Jehovas Vidner, så jeg blev meget religiøst opdraget med bordbøn og bibelskole. Når man fra en tidlig alder bliver indprentet, at man hele tiden skal være opmærksom på, hvordan man opfører sig, og hvad der er rigtigt og forkert, så sætter det sig. Blandt andet som en evig stillingtagen til, om noget er godt eller dårligt«.

Sådan en opvækst må gøre én voldsomt kritisk?
»Jeg er meget kritisk. Mine forventninger til mig selv er astronomisk høje: Jeg ser mine film med krydsede arme og er aldrig heeelt tilfreds. Men andres forventninger går jeg ikke så højt op i«.

Men du er en af meget få skuespillere herhjemme, som kan sælge en film på dit glatte ansigt…
»Ja. Det er jo super fedt«.

Han lyser uvilkårligt op i et grin.

»Altså, hvis det er tilfældet…«, tilføjer han beskedent. Han ser ud, som om han prøver at anlægge et professionelt pokerfjæs. Det lykkes ikke helt. Han propper en chokolade i munden i stedet.

Flaskepost fra P
Beskedenhed eller ej: Nikolaj Lie Kaas er med ‘Afdeling Q’ frontfigur for Danmarks pt. mest succesfulde filmfranchise. ‘Fasandræberne’ er den bedst indtjenende danske film nogensinde med en omsætning på 66 millioner kroner.

Er forventningerne til den slags succes slet ikke intimiderende?
»Hm, nej. Da jeg var yngre, turde jeg næsten ikke kræve penge for mit arbejde. Men i takt med at man bliver ældre…«.

Han tænker et øjeblik. Han omtaler sig selv med det mere distancerende ’man’, når han taler om noget, der måske kan opfattes arrogant.

»Man kan jo ikke forholde sig til den slags ting – at man er blevet en form for institution. Man er blevet etableret og har ligesom fået ‘Ghita Nørby-stemplet’«.

Det er en vild position. Gør den dig magelig?
»Det værste, jeg kan forestille mig, er selvtilfredshed og magelighed. Det er stagnation big time. I min egen lille naive verden føler jeg, at jeg stadig udvikler mig ved at lave ting, jeg synes, er virkelig sjove«.

Når det går så godt i Danmark, er det så mindre attraktivt for dig at søge roller udenlands?
»He! Godt spørgsmål. Det kan da godt være, at jeg ville have haft et større behov for det, hvis det var gået anderledes herhjemme. Man skal for helvede finde ud af, hvor man kan være konge. Vi vil jo alle sammen gerne bekræftes. Specielt os skuespillere«.

Som i kongen af…
Han bryder ind.

»Altså, man må finde et sted, hvor folk forstår én. Eller lave noget helt andet«.

Små perler

Han laver mere kaffe til os i lokalets åbne køkken. Nynner lidt.

Var der ikke engang, du troede, at du skulle lave musik?
»Jo, jeg spillede rigtig funk og jazz på keyboard. Og jeg søgte ind på Rytmisk Musikkonservatorium og Statens Teaterskole (nu Statens Scenekunstskole, red.) samtidig. Dengang mente jeg oprigtigt, at jeg skulle træffe et stort valg. Når jeg ser tilbage nu, var valget nok ikke så svært«.

Savner du musikken?
»Rigtig meget. Det kunne være hyggeligt at få spillet lidt mere«.

Du kunne forme et kendisband.
»Ja, men det er også to sekunder i patetisk, ikke?« Han begynder at synge med røvballeaccent: »Jeg bor til leje… på Hawaii… Kom så alle sammen! Og så klapper folk lidt fordi, nå ja, det er jo Nikolaj Lie Kaas og Jakob Cedergren, der spiller. Og man kan danse til det«.

Der skal nok være et indsamlingsshow, der gerne ville have jer med.
»Uh ja, der er potentiale der. Fuck, det ville være ynkeligt«.

Nikolaj-Lie-Kaas-Foto-Carolina-Segre-4
Vi har snakket i et par timer og været rundt om både yndlingsserier (hans er ‘Dexter’) og den seneste ‘Star Wars’-film (som han var vild med). Han har desuden slow-mo-fægtet sig over gulvet i en spontan jedi-imitation.

Så, tilbage på sporet.
»Ja. Fokus«.

Hvad er det største problem i dansk film?
»Meget ledende spørgsmål«.

En hvid tennissok kommer til syne under bordet.

Har du smidt skoene nu?
»Kun den ene. Politisk er der en tendens til, at folk tror, at man bare kan skære pisset fra og udelukkende gå efter guldet. Men man finder kun guldet ved at prøve ting af og skabe nogle skæve film«.

Dansk film skal tage flere chancer?
»Ja, det var jo også sådan, Dogme-bølgen startede. Hvis der var noget, der gjorde, at dansk film rykkede, så var det Dogme. Opstår der et pres, en leflen for mainstream, så vil der også være en udbrydergruppe, der gør noget andet«.

‘Afdeling Q’-filmene er jo ret mainstream. Er du selv blevet for stor til at være med i mere eksperimenterende projekter?

»Nej, for fanden. Du finder ikke mange skuespillere, som synes, de er for store til at lave noget interessant. I min alder brokker folk sig altid: Hvorfor er der ikke længere de der sjove fester, som da vi var yngre? Det er der ikke, kammerat, fordi dit yngre jeg også blev, når festen blev sur og nederen. Men klokken seks skete der noget, der gjorde, at det hele stak af igen. Når man bliver ældre, går man tidligt hjem, og så oplever man ikke de ting, der bliver til små perler. Unikke øjeblikke.

Det samme gælder film. Siger man nej til dem, der virker usikre, ødelægger man lysten for sig selv og oplever for eksempel ikke at stå på Svalbard og skulle sove i et fiskeskur, hvor bølgerne vælter ind, fordi man har sagt ja til et virkelig underligt manuskript«, siger han med reference til den canadiske ‘Mad Ship’, som han lavede i 2013.

Han læner sig tilbage. Selvkritik og sokker til trods ligner Nikolaj Lie Kaas en tilfreds mand på toppen. Han holder en lille pause og tilføjer så:

»Det er spændende at holde ud, helt til festen er slut«.

Denne artikel blev først bragt i Soundvenue #98.


Nikolaj Lie Kaas kort fortalt

Han er vokset op i Rødovre med sin mor, skuespillerinde Anne Mari Lie, som blev skilt fra Nikolajs far, skuespiller og teaterdirektør Preben Kaas, da Nikolaj var to år. Begge forældre begik senere selvmord.

Var med egne ord en besynderligt klædt nørd, da han var dreng – og både stor ‘Star Wars’-fan og musikglad. Han søgte samtidig ind på både Rytmisk Musikkonservatorium og Statens Teaterskole, men valgte Teaterskolen.

Vandt både en Robert og en Bodil-pris for bedste mandlige birolle for debutfilmen ‘Drengene fra Sankt Petri’ i 1991. Har indtil videre i alt vundet fem Robert-priser og fire Bodil-priser.

Nikolajs replik, »Vi er jo bare kokke!«, genlød over det ganske land oven på rollen i ‘I Kina spiser de hunde’ i 1999.

Er skabsjaloux på vennen og kollegaen Mads Mikkelsens rolle i den kommende ‘Star Wars: Rogue One’. Godter sig dog over, at Mads ikke kommer til at svinge et lyssværd, men bare »en form for kæp«.