Der er ikke mange andre danske filminstruktører, der sætter sig selv så meget på spil som Omar Shargawi. Han er instruktøren bag ’Al Medina’, der får premiere på torsdag. Han har også selv skrevet filmen og spiller endda den altdominerende hovedrolle.
»På et tidligt tidspunkt indså jeg, at den her karakter var en side af mig selv. Halvt dansk, halvt arabisk. Og jeg kunne ikke finde nogen i Danmark, der snakkede så godt gebrokkent arabisk som mig«, fortæller Omar Shargawi om at caste sig selv til at spille den altdominerende hovedrolle som Yusif.
Omar Shargawi har tidligere bragt det dybt personlige ind i sine film, som spillefilmdebuten ’Gå med fred, Jamil’, der viste en anden side af Nørrebro, end vi tidligere havde set på film, eller da han i 2009 lavede dokumentarfilmen ’Fra Haifa til Nørrebro’, hvor han optrevler sin fars historie. I filmen følger han sin far, da han vender tilbage til sin fødeby, Haifa i Israel, for første gang i mere end 40 år. Også Yusif i ’Al Medina’ vender tilbage til sin netop afdøde fars rødder.
»Lige inden vi skulle optage, døde min far. Han er en vigtig del af filmen, og hans ånd er meget til stede. Måske fortæller jeg bare den samme historie igen og igen«.
Ned i mørket
I ’Al Medina’ vender Yusif med sin gravide danske kone tilbage til sin fødeby, som aldrig benævnes i filmen, der er optaget i Amman i Jordan. Da han slår en tiggerdreng ihjel i selvforsvar, vendes hans oprindelige tro på gud og det gode til en symbolsk fortælling om menneskeligt forfald med stofmisbrug, vold og organrøveri til følge. Ikke mindst via et ophold i fængslet med ekstrem vold og voldtægter blandt fangerne.
»Historien er sprunget frem ved at dykke meget ned i mit eget mørke, og den er delvist baseret på mine egne oplevelser. Men det er en symbolsk historie om, hvad der sker, når et menneske mister troen på, at der er en mening med livet«, fortæller Omar Shargawi, der selv har siddet fængslet og fået tæsk af fængselsvagter, mens han boede seks år i Ægypten.
Netop denne frygtløshed, der fik Shargawi smidt i fængsel og fik ham til at dykke ned i sit eget indre mørke, kommer også til udtryk, når talen falder på politik. I en dansk kulturbranche, hvor kun få kunstnere tør lukke helt op for posen, lader han ordene falde som bomber, når han fortæller, hvad han mener om dansk udenrigspolitik, terror og menneskehedens spirituelle tilstand.
Hvorfor har du valgt at lave den her film?
»Det er en rejse gennem nogle ting, jeg selv har oplevet, men det er også en undersøgelse af, hvad der sker med et menneske, der har mistet troen på, at der er en mening med livet, et lys. Mistet troen på, at det gør en forskel, om man vælger det ene frem for det andet. Et menneske, der er styret af egoisme og kynisme og gør alt for egen vindings gud. Hvad sker der med et menneske, når han fjerner sig fra det, nogen vil kalde gud, og andre vil kalde lyset?«
Hvorfor foregår filmen i Medina?
»Den er skudt i Amman i Jordan. Medina betyder bare ’by’ på arabisk. Der er den Medina, som ligger i Saudi Arabien, og som er en meget vigtig by i islam, og det betyder også bare by. Der ligger mange byer i Mellemøsten, der bare hedder Medina. Selvfølgelig kan man drage en parallel til Medina i Saudi Arabien, men i denne film er det bare en hvilken som helst by i Mellemøsten«.
Men det kan være svært helt at ignorere det, når filmens titel minder så meget om en by, der er så vigtig i islam.
»Jeg prøver heller ikke at komme væk fra den dobbelthed, men folk må lægge i det, hvad de vil. Når man hører det med arabiske ører, betyder Medina bare by. Men nogle vil selvfølgelig se en reference til Saudi Arabien. Og når man tænker på, at det er en film om spiritualitet og tro, så er der en naturlig forbindelse«.
Hvor er næstekærligheden?
Hvad er dit eget forhold til religion?
»Jeg tror på, at der er mere mellem himmel og jord. Jeg har en muslimsk baggrund, og jeg ser mig selv som muslim. Men jeg tror, at alle mennesker har et forhold til Gud, uanset hvilken gud de tror på. Dem, der siger, at de ikke tror på Gud, har jo også et forhold til ham, fordi de har valgt ikke at tro på ham.
Og selvom man ikke tror på Gud, tror alle mennesker på, at det gør en forskel, om man vælger at begå gode handlinger frem for onde. Det er troen på, at der er en mening med tilværelsen, der opretholder folks moral og etik. Hvis vi ikke fulgte den, kunne vi lige så godt bare gøre som dyrene, hvilket rigtigt mange mennesker gør. De er pisseligeglade med andre, og det virker, som om der kommer flere af dem«.
Hvad tænker du på?
»Alt det der sker rundt om i verden i dag. Alle de modbydeligheder, der især sker nede i Mellemøsten. Det er svært at finde troen eller Gud i det. Hvad får den danske regering til at sige, at det er i orden, at vi skal bombe ISIS for vores eget demokratis skyld, når vi også bomber civile? Hvad får mennesker til at nå dertil? Der er ikke noget næstekærlighed i det. Der er kun, at man begår nogle grumme handlinger for egen vindings skyld. Sådan har verden altid set ud, men vi oplever det på endnu tættere hold nu«.
Hvis filmen ikke handler specifikt om islam, hvorfor så overhovedet tage til Mellemøsten?
»Den her film handler også om at have en dobbelthed. Hvis filmen handlede om en mand, der boede på Nørrebro og vendte tilbage til Vesterbro, ville den ikke have samme gennemslagskraft. Jeg har selv oplevet at komme ned til Mellemøsten med en romantisk drøm, der så blev knust. Da jeg gravede dybere, fandt jeg ud af, at der var ikke så romantisk, som jeg havde forestillet mig.
Når jeg har været i Mellemøsten for længe, hænger det mig ud af halsen, og jeg begynder jeg at savne Danmark. Så tænker jeg på, hvor fantastisk her er, og hvor gode og søde og rare, vi er. Når jeg så kommer tilbage hertil, begynder det forfra. Jeg lever i den dobbelthed, så det var naturligt for mig, at filmen skulle foregå dernede«.
Grum ligesom danske eventyr
I deres anmeldelse skriver det toneangivende amerikanske brancheblad Variety, at filmen er ’anti-Arab biased’. Hvad siger du til det?
»Det udsagn står for anmelderens (Jay Weissberg, red.) egen regning. Jeg er ikke i tvivl om, at filmen vil dele vandene. Jeg ser den på ingen måde som anti-arabisk. Jeg har vist den i Dubai, hvor hovedsageligt arabere så den, og ikke en eneste kom med de anklager. Der var nogle, der blev provokerede over den, men det havde ikke noget med religion at gøre.
Nu sætter jeg tingene på spidsen: Journalisten havde jødisk baggrund. Hvorfor er filmen så ikke anti-jødisk? En af de største bad guys i filmen er en jødisk rabbiner. Hvorfor nævner han ikke det? Derfor kan jeg ikke tage det seriøst«.
Et af hans kritikpunkter er, at Mellemøsten bliver fremstillet som et frygteligt sted, og at filmen derfor er anti-arabisk.
»Det er først og fremmest en mytisk fortælling. Det er ligesom en historie i ’Biblen’ eller ’Koranen’. Og de historier er tit ret grumme og foregår grumme steder. De gamle danske eventyr er også tit grumme universer. Det her er et moderne eventyr. Man kalder heller ikke Shakespeare for anti-engelsk på grund af ’Macbeth’. Filmen tager ikke stilling til Syrienskrig eller storpolitik. Det er en mytisk fortælling«.
Jeg tror ellers, at mange – inklusive mig selv – vil have svært ved totalt at adskille filmen fra den generelle samfundsdebat, der foregår.
»Det tror jeg heller ikke kan undgås. Det er ikke, fordi jeg ikke vil have, at filmen kan bruges i den kontekst, men filmen repræsenterer en sjælelig rejse for en mand, der møder mennesker, der entydigt er gode eller entydigt onde. Det er ikke en film, hvor karaktererne har mange facetter, for det er arketyper. De onde er onde, de gode er gode. Ligesom i eventyrerne«.
Men er du ikke bange for, at denne film bekræfter mange danskeres fordomme om, hvordan der er i Mellemøsten?
»Nej. Jeg ser det som en international film. Den er ikke kun lavet til danskere, den er lige så meget lavet til arabere. Og til dem vil jeg også gerne fortælle, at vi har et kæmpestort problem i Mellemøsten, fordi medmenneskeligheden og religionen er væk lige nu.
Saudi Arabien har den strammeste fortolkning af islam, men det har i mine øjne intet med islam at gøre. Kongefamilien lever i sus og dus med jets og Rolls Royces og ludere og Jack Daniels, samtidig med at fattige pakistanere får skåret hånden af for at stjæle brød. Det har jo intet med religion at gøre.
Men det betyder ikke, at problemerne i Mellemøsten er de samme, som vi ser med danske øjne. Problemet er ikke rabiate terrorister. I Mellemøsten har de nogle meget større problemer, som er eksistentielle og handler om den måde, vi behandler hinanden på til daglig. Det er ikke de rabiate terrorister, der sætter dagsordenen. Det gør de magtliderlige, der er i ledtog med den danske regering og den amerikanske«.
Hvad mener du med det?
»De samarbejder jo. Den danske kongefamilie har lige været på charmeoffensiv med repræsentanter fra det danske erhvervsliv i Saudi Arabien. Det er da en blåstempling af deres politik, at de tager derned og hygger, og den ene giver den anden en medalje. Det drejer sig bare om, at dansk erhvervsliv skal ned og tjene nogle penge«.
Skulle de været blevet væk?
»Selvfølgelig skulle de da det. Det er jo et diktatur, der undertrykker folk. Og det er det, der er problemet i Mellemøsten. Vi har bildt hele verden ind, at det er 20.000 gale terrorister, der er verdens største problem, men det er det jo ikke. Jeg siger ikke, at det ikke er et problem, men vores regering har formået at bilde os ind, at det er det største problem i hele verden. Problemet ville ikke være der, hvis der ikke var den undertrykkelse. Hvis vi ikke samarbejdede med diktatorer rundt omkring og var med til at undertrykke folk til dagligt. Hvis vi ikke var gået ind i Irak og havde dræbt hundredtusindvis af mennesker. Det hele drejer sig, at folk gør alt for egen vindings skyld«.
Men terrorangreb er jo trods alt stadig et problem.
»Det er et kæmpe problem, men vi har selv været med til at skabe det og de mennesker. Før USA gik ind i Irak, havde man ikke de problemer i Europa. Vi har jo været med til at skabe de mennesker. Hvad havde vi regnet med, når vi nu på 20. år fører krig? Havde vi regnet med, at der ikke skulle ske noget, når vi er med til at dræbe folk hver eneste dag? Jeg forsøger ikke retfærdiggøre handlingerne, men hvis man bliver ved med at føre krig, giver det bagslag på et tidspunkt. Skal vi regne med, at det er søde mennesker, der kommer op og smider kærlighedsbomber? Nej, når man gør grumme ting, sker der grumme ting tilbage«.
Så linket til filmen er, at hvis folk var bedre til medmenneskelighed, spiritualitet og etik kunne verden blive et bedre sted?
»Ondskaben i denne film repræsenterer den rendyrkede ondskab, som findes på verdensplan. Det er ondskab, når man kun tænker på sine egne eller sit lands interesserer – hvilket sker konstant – i stedet for at se på os som en stor, samlet menneskehed, hvor alle skal være her. Vi lever i en tid, hvor medmenneskeligheden er på et meget lavt blus over hele verden«.